En af hundene blev dræbt i går, den har bidt 2 af karlene, ikke alvorligt, men det er nok til at den må likvideres.

Ja, det var vel nok en lækker lever, Det er bare om at spise løs af den, ligeså meget man kan spise, det er jo begrænset hvor længe den kan holde sig. Vi fik lidt af den til frokost, og der er til middag en gang endnu. Og kun 1,35 kr. pr. kg. Og Gurli er blevet helt dygtig til at bokse med komfuret, hun plejer nu at gå ud af kampen som sejrherre på points. Det værste er når ringene fra de 2 store ildsteder bliver blandet sammen.

Lørdag 20/6-1953

Ja, vi kan næsten ikke tilgive fader, at han ikke har sendt grammofonpladerne, bare han dog ikke havde skrevet at det var med overlæg.

Nu er det sommer i Kutdligssat, i det mindste hvad vandforsyningen angår. Vandledningerne er lagt ud, ovenpå jorden, naturligvis, og lige udenfor vores hus er der en hane. Vandet kommer fra en elv. Nu behøver vi ikke længere spare på vandet. Her er vi i øvrigt ikke afhængige af en vandmand, vi behøver blot bede en af karlene hente en junge fuld af vand til os.

I går var Gurli sammen med koloniens ”damer” til fødselsdag hos vores nabo, lærefruen. Det var fint vejr, børnene og jeg drak kakao ude i haven. Og vi havde taget 2 af hvalpene ind til os. Den ene hedder Marie, ved det at den altså ligner Anne Marie, som til gengæld rigtig ligner en hundehvalp.

I går havde jeg tandpine, hvad der i sig selv naturligvis ikke er af større betydning, men dog ubehageligt. Det værste var at det var i den tand, som jeg fik rodbehandlet i Godthåb fra nytår og som først blev fyldt i maj kort før vi rejste nordpå. Derfor gør det mig lidt urolig, for hvad skal jeg gøre, hvis det bliver galt igen?

Tandlægen i Umanak er hjemme på permission, Egedesminde spærret, nærmeste tandlæge er altså i Ghb. – Det begyndte i øvrigt ved juletid 1952. Smerterne blev værre og værre, tanden kunne hverken tåle varmt ell. koldt, ej heller at tygge. Jeg måtte overgive mig, tage magnyl, codyl, coffiplex og pethidin, hvoraf efterhånden intet hjalp, til sidst sågar kokain i ren substans, som jeg lagde ned i caviteten. Nu spørger i hvorfor jeg ikke gik til tandlægen? Havde desværre selv været med til at lægge hende i sengen få dage i forvejen med årebetændelse. I min dybe fortvivlelse tog jeg en aften varmepude på kinden, hvad der er det værste man overhovedet kan gøre i et sådant tilfælde (det burde min fysiologiske viden have fortalt mig, men min cerebrum må have været sløret dels af smertestillende midler, dels af smerterne selv) for det blev tusindfold værre og jeg havde det som skulle jeg explodere. Nytårsaftensdag gik det op for tandlægen hvor galt det var med mig og hun lovede at åbne for tanden. Vi fik fat i en bil, som kørte hende over til klinikken, og aldrig har jeg syntes så godt om boreapparatet som den dag. Så oprettede vi en overenskomst, når jeg kom for at give hende penicillin, skulle hun skifte min tand, hvilket altså foregik på sengekanten. Senere bredte betændelsen sig til alveolen, og lige til midt i maj måtte jeg gå til skiftning 2 g. ugl. Det var første gang i mit liv jeg havde tandpine, men jeg føler mere med folk med tandpine efter dette.

Børnene finder sig fint til rette heroppe, de har aldrig leget så godt sammen som her. Hvad der er godt, for her er ikke andre danske børn, og jeg vil ikke have de leger med grønlandske børn her, hvor der er så megen tuberkulose. I Ghb. legede de med grønlandske børn næsten hver dag de sidste 2 mdr. Hvad jeg også synes de har godt, af, selv om de så skulle få en gang lus af det, hvad de dog ikke har fået. Men de sociale forhold blandt grønlænderne i ghb. er sandelig også meget bedre end her. I aften er det lykkedes os at bage et franskbrød i komfurovnen, som ifølge vore naboer skal være en meget dårlig ovn. Men det blev et fint franskbrød, der er vist også brugt mange kul, køkkenet var så varmt som i Kbhv. under en hedebølge. Det er meget vigtigt at kunne bage her, da man kun kan købe rugbrød i bageriet, og der er jo lidt langt til Jakobshavn.

Søndag 21/6-1953

Hurra – vi har fået en radise, eller i det mindste begyndelsen til en. I den anden mistbænk – den med ærterne – hænger jeg nu en petroleumslygte ud om natten, jeg synes det går lidt langsomt.

Tove og jeg har i dag hentet flere legevognlæs sand i en nærliggende grusgrav (det ligner det i det mindste) til børnenes sandkasse. Det er noget Tove kan lide. Og vi har været lidt oppe ad skråningerne, der kommer flere og flere blomster, røde, hvide og gule.

Opildnet af vores succes i aftes med franskbrødet, har Gurli i aften lavet mazarin, jeg grahamsbrød. Begge dele står i ovnen nu, Gurli ligger i vores største balje ved siden af og nyder det varme vand. Jo, det går tilbage, men det kan virkelig lade sig gøre at blive ren. Det har man ganske godt af at erfare.

Torsdag 25/6-1953

Så ligger vi i Jakobshavn med Holger Kjær, og her ligger vi godt og fast, isfast må det vel hedde, for udsejlingen er spærret af is. Kl. er nu 11, vi sidder alle 4 på dækket, som er fint indrette til samme brug, solen bager, myggene sværmer omkring os. Tove og jeg har lige været i land, i butik og hos bager. Bageren her, som har både wienerbrød og kransekage, tiltrækker folk fra hele Diskobugten, og det er faktisk også derfor vi er her. Har bestilt finbrød til sgh. samt 100 stk. kransekage til sygeplejerskerne og os selv. Det er lige godt den længste tur jeg har været efter brød; i Rinkenæs kørte jeg en søndag morgen til Gråsten efter rundstykker, i alt 8 km. Heroppe drejer det sig om i alt 16 timers sejllads efter brød.

Det er meningen vi skal ned til Claushavn, lidt syd for Jakobshavn, en af vore elever skal hjem på ferie der, og jeg skal købe ell. rettere bestille hundefoder, tørrede angmassater, og menneskefoder, frosne hellefisk, til vinteren. Jo, man har mange hverv her.

Vi sejlede fra Ktd. I går kl. 11 til Sarqaq, hvor jeg vaccinerede og trak tænder ud. Hannibal er i Danmark, men vi så hans drivhuse med både jordbær og roser. Så sejlede vi til Jakobshavn, hvortil vi ankom kl. 1 i nat, og nu ligger vi fast her. Gik i land i morges for at købe rundstykker, måtte nøjes med thebirkes, hvad heller ikke er at foragte; bageren siger, at det ikke kan betale sig at bage rundstykker, med mindre der er skib i havnen, han kan til hverdag kun sælge 10.

Holger Kjær er en elegant båd, men der er knap så god plads i den som i Æskulap, og den gynger betydeligt mere, hvad der værst for Anne Marie, som strax blev søsyg i går, så hun måtte ned at ligge.

Og så venter vi blot på at iskolosserne udenfor skal lette, så vi kan komme ud; imedens hygger vi os på dækket, Gurli strikker og jeg skriver.

Kl. 23 Sidder atter på dækket, det er en pragtfuld aften, som jeg ikke troede kunne indtræffe på Grønland. Inde fra land blæser en vind så lun, at man skulle tro det var umuligt og den er så fuld af stærke krydrede dufte, at man kan blive helt beruset deraf. Og det er jo lige så lyst som om dagen, og dog står solen ikke så højt på himlen som oppe hos i Ktd.

Har lige prøvet at lade min pirk hoppe op og ned i vandet, men det er for tidligt, torsken er endnu ikke kommet så langt nordpå, først i juli.

Vi har lige været i land, drak the hos udstedsbestyreren, Frits Fencker, broder til Hannibal. Hos ham traf vi de helt store eskimoforskere, Magistrene Glob og Helge Larsen fra Nationalmuseet. Deres båd, Daniel Brun, ligger her i havnen.

Allerede kl. 13 forsøgte vi at komme ud fra Jakobshavn, men måtte vende om, alle vegne var der spærret af isfjelde, det ene mægtige ved siden af det andet. Men ved 17-tiden bliver det højvande, så kommer der gang i dem igen. Så gik vi alle 4 i land, købte 1 ton friske hellefisk, traf den assisterende læge på gaden, hvorefter vi gik hjem til ham for at drikke the. Han bor i 514-hus, har et værelse mere end vores i Ghb., men ellers samme indretning. En ting mangler de, og det forstår man ikke, der er ingen indhegning om huset, hvor børnene kan lege i fred for hundene. Det har ikke kunnet bevilges. Kl. 18 startede vi så og denne gang lykkedes det for Holger Kjær at smutte mellem isfjeldene, efter 2½ times sejllads kom vi til Claushavn, som er et skønt sted.

Fredag 26/6-1953

Det var næsten umuligt at komme til køjs i aftes, så skønt var det. Vi startede kl. 0.30 fra Claushavn og tog så turen i et stræk til Ktd. Kort efter at være startet kom Severin, vores motorpasser, op med 2 stykker kogt laks til Gurli og mig, det smagte naturligvis meget bedre end den ørred, vi fik i Norge (for det er ikke laks, men ørred). Dejlig natmad var det. Kl. 12 var vi atter tilbage i Ktd. Turen op gennem vajgattet er eventyrlig skøn. Det er en stor oplevelse at se de kolossale ismasser ved Jakobshavn, men jeg foretrækker de mere spredte isfjelde i Vajgat. Og hele turen har været begunstiget af det fineste vejr man kan tænke sig. Børnene har da også fået en fin kulør. Og mange mygstik, især Anne Marie.

Lørdag 27/6-1953

Nu er den nordgrønlandske sommer vist begyndt for alvor. Solen skinner fra en fuldstændig skyfri himmel dag og nat, i aftes kunne vi næsten ikke sove for varmen i soveværelser (til vinter bliver det for kulden) vi fyrer ikke mere. Børnene leger udenfor i sommertøj, jeg har siddet 1 time udenfor i badebukser og kigget ud over isbjergene. Og vore urter skyder i vejret med en voldsom fart.

Arkæologerne fortalte os for resten, at Kutdligssat betyder stedet med de store lamper, hvad der så kan ligge i det.

Lørdag 4/7-1953

Det fine vejr bliver ved, solen skinner 24 timer i døgnet (hvad der er meget sjovt de første 2 nætter, senere ret irriterende, man kan ikke komme i seng og resultatet er at man er søvnig om morgenen). I dag er her undtagelsesvis søndenvind, så der er lidt koldt i vores have, ellers kan vi sidde ude det meste af dagen, jeg iblandt i badebukser.

I onsdags var Gurli og jeg på bjergbestigning, det er i det mindste det nærmeste vi har været ved den sport. Det var en 4 timers tur i fjeldet bag Kutdligssat, og efter vores forhold meget anstrengende. Gurli kom højest, så højt, at hun ikke turde komme ned til mig igen. Og når vi så står og ser det hele nedefra, ser det ud af ingenting. Det er utroligt så højt op der gror pil. Et stort vandfald er der deroppe, som forsyner vores elv med vand. Og en fantastisk mængde myg (de er ellers ikke så slemme i selve Ktd) på min venstre underarms overside talte jeg efter turen 25 mygstik. Kunne selvfølgelig have undladt de bare arme, men det var for varmt. Der hvor vi spiste smed Gurli alt undtagen brystholder og slacks. (På billedet man ser hvordan). Vi havde håbet at nå en sø, som ligger deroppe, men det lykkedes ikke, og Gurli tør ikke mere, jo mere hun tænker på turen, des mere bange bliver hun. Men skønt var der deroppe, og skønt er der i det hele taget i Vajgat. Vi har haft så mange pragtfulde oplevelser, at vi ikke fortryder vi tog nordpå, vi havde snydt os selv for noget ved ikke at se det.

I næste uge skal vi til Godhavn, der er 13 timers sejllads, derfra til Diskofjord, og måske hjem nord om øen.

Mandag 6/7-1953

I aftes kom Jutho, tudende sig ind til Ktd. gennem meget tæt tåge (vi kunne knap se sygehuset fra vores hus). Jutho kommer for at hente tub.-patienter til Danmark og vi regnede med at vores veninde fra Ghb., frk. Hansen fra Mågehuset, var sendt med for at tage sig af patienterne, så trods det at midnatstimen nærmerede sig stærkt, stak Gurli i gummistøvlerne (som er blevet gode efter at være blevet forsynede med skumgummisåler) begav sig ned til ankerpladsen, hvor det lykkedes hende at finde en båd, som kunne tage hende med ud til skibet, og der traf hun ganske rigtigt frk. Hansen, som hun så kom hjem med lidt over midnat. Og vi drak naturligvis the m. guavarom lige til kl. 4, mens vi sludrede om ”gamle dage i Ghb.”. Så gik Gurli og frk. Hansen tur, og for at vise hende Ktd., måtte de gå op over tågen, så de kom først hjem kl. 6 morgen. I morges kl. 9 tog jeg så ud på Jutho sammen med tub.-ptt., som jeg afleverede til kaptajnen, til gengæld modtag jeg 4 glas portvin (havde kun fået en kiks til morgenmad) i privaten oppe på broen. Så så jeg Kingmeq (kulbrudets motorbåd, som bruges som havnebåd, selv om her ingen havn er) komme, ville gå i land, men foran på Kingmeq sad de 3 små piger og så måtte Tove naturligvis med op til kaptajnen, hvor hun fik en drink, vi andre ligeså, og så var den formiddag gået.

Torsdag 9/7-1953

Så ligger vi fast igen med Holger Kjær, men denne gang vejrfast og i Godhavn, som bærer sit navn med rette, man ligger fint i læ her. Blæser, så vidt jeg kan dømme, styrke 6, og tæt tåge, så det var umuligt at sejle herfra til Diskofjord. Har lige været oppe på dækket for at fange uvakker, fik 2; nr. 1 gled ud mellem ræling og dæk, nr. 2 var for lille, så blev det for koldt og jeg krøb i køjen. Vi er alle 4 med denne gang også, det går fint. Gurli er glad for sin sovepose, den er dejlig varm, det er min efterhånden ikke, den er så flad af at være presset sammen i mange år, at der ikke er nogen fylde i fjerene.

Holger Kjær (opkaldt efter grønlandsk læge, som endte som medicinalkonsulent i styrelsen) har den store fordel, at der er opgang direkte fra kahytten til styrehuset. Dette er så stort, at vi fire og mandskabet kan være der på en gang uden at genere hinanden, og der er fin udsigt. Så selv i koldt vejr kan vi nyde turen.

Godhavn er et ganske kønt sted, nede ved stranden var vi ved at tro vi var i Danmark, sand og marehalm gled blikket henover, men så traf det 7-8 isfjelde, som lå lige udenfor. – Vi har efterhånden set mange kolonier (Gurli sågar Upernavik) og de ligner jo hinanden i forbavsende grad. Hvilket sådan set slet ikke er så forbavsende.

Vi startede kl. 15 i går, var først i Ujaragssusuk, hvor jeg vaccinerede og gav gode råd og penicillin. Videre til Godhavn i det fineste vejr man kan tænke sig, ankom hertil kl. 04.30 i morges. I formiddags holdt jeg konsultation på sgh., hvor den største begivenhed var, at jeg kunne blive barberet, da sgh. er en af de få institutioner, som har el.

Fredag 10/7-1953

I dag været i vores fjerneste udsted, Diskofjord, i godt vejr ca 18 timers sejllads fra Ktd. Man må håbe, at de ikke bliver akut syge derude. Det var en ret god gyngetur derud de tre små piger blev lidt søsyge, og lagde sig til at sove. Da vi kom derud dumpede jeg lige ned i en fødsel, efterbyrden var endnu ikke kommet, kastede mig over barnet med min calmettesprøjte. Det kan man da kalde et lynhurtigt lægevæsen. Så fik vi kaffe, hos udstedsbestyreren, en ung kvik mand, som talte fint dansk, og så glad og tilfreds ud. Til gengæld så konen træt og udslidt ud, 3 små børn og det fjerde godt på vej. På væggen hang for resten en gammel bekendt: kan du inte tala? – Så holdt jeg konsultation, der kom bl.a. en dame, der spyttede blod, jeg sagde der var intet i vejen, hvad skal jeg ellers sige, og hvad skal jeg gøre med hende. Hun må blive gående hjemme på udstedet og smitte en halv snes andre. Akja!

Vi sejlede tilbage til Godhavn, heldigvis i fint vejr. Og til aften har jeg fanget 4 torsk samt en ulk, de sidste blev sat ud igen. På ulken sad for resten en torsk, men den gled af, da jeg trak den op.

Søndag 12/7-1953

Vi havde ingen brød i morges, måtte sende bud til sgh. før vi kunne får morgenmad, fik til gengæld et halvt franskbrød ud, samt naturligvis rugbrød. Men franskbrød er vi jo ikke forvænte med. Holdt atter konsultation, spiste middag hos sygeplejersken, hvor jeg derefter traf ”min” sundhedskommission i Godhavn, bestående af palase (præsten) og bogtrykkeren.

Palase startede med at sige: De er en ung en! – Og jeg måtte naturligvis spørge ham hvor ung han troede. – 28!! Trøstede ham med, at jeg fyldte 33 om få dage. --- De var begge meget bange for polio, hvad der er meget naturligt. Egedesminde er jo strengt afspærret stadig, men varer må man gerne få derfra. Der var imidlertid kommet rugbrød derfra, dette blev af sundhedskommissionen erklæret smittefarligt, og under iagttagelse af alle regler sænket i havnen. Nu vil drilagtige hoveder i Godhavn, spørge om fiskene må spise rugbrødet, og om beboerne derefter må spise fiskene.

Om eftermiddagen gik vi ud til Gelting, mag., dr.phil., botaniker, bestyrer af arktisk station, som for årtier siden blev grundlagt af mag. Porsild. Han har boet der i 5 år, arbejdende på flora grønlandica. Hans kone er svensk, også botaniker. Han er en morsom mand, hyggelig, noget ejendommelig, kendte onkel Carl (”en af de få virkelig verdensberømte danske botanikere”). Vi drak the derude, børnene legede med deres børn, piger på 4 og 6 år. Utroligt som Geltings store pige lignede Tove ganske som man kan tænke sig Tove vil se ud om 2 år.

Arktisk station er et stort komplex, stort laboratorium, med store samlinger, bibliotek. Utroligt frodig er terrænet lige omkring, masser af blomster og andre væxter. Man på stationen har man ikke el-installation, hvad der hæmmer arbejdet meget om vinteren. Så gik vi med fru Gelting tur hen til røde elv, som ikke er rødere end vores egen elv. Det røde skyldtes ler-, sand- og andre partikler, som af strømmen føres med et stykke ud i havet. Dalen, som elven gennemløber, er pragtfuld, ganske som man tænker sig en canyon i Amerika; lun, frodig, slet ikke barsk, som ellers de fleste steder heroppe. Ved 18-tiden sejlede vi fra Godhavn tilbage til Ktd. Ved midnatstid lagde vi ind til Skansen, hvor jeg holdt konsultation. Kunne I lide, at lægen kom kl. 24 og tog blodprøver på jer. Heroppe generer det ingen. Tror ikke grønlænderne sover om sommeren. Og så videre til Ktd. En eventyrlig skøn nat, havet fuldstændig stille, hvalerne på jagt efter angmassater, som sprang i flok op over vandet, og isfjeldene i alle mulige farver i den blå del af spektret. – Jo, det er et skønt distrikt med skønne naturoplevelser, som vi begge nyder. Vi fortryder ikke vi tog til Ktd.

Og kl. 9 i morges var vi hjemme igen, jeg kastede mig strax over min have, vandede, tyndede ud, gødede. Nu har jeg jo lige set Geltings mægtige radiser, majroer o.a. Der er for resten en masse is på vej herop sydfra. Det ser flot ud. Når man ser ud over det, tror man det ikke muligt at sejle i det, man når man er i det er det slet ikke slemt. Det lykkedes mig for resten slet ikke under turen at købe noget grønlandsk proviant, hverken til os selv eller sygehuset. – Lægegerningen er jo en blandet forretning. Det egentlige, behandling af ptt., tager den mindste tid; meget mere tid går med at skaffe kost til sgh., skaffe folk, føre regnskaber, passe hunde o.m.m. Det er morsomt og afvexlende, idet mindste for et par år, men jeg tror alligevel tilværelsen heroppe bliver for ensformig i det lange løb. Det er sådan noget man opdager efterhånden.

Mandag 13/7-1953

Da vi vågnede i morges lå der et stort skib på reden, vistnok Lilly Nielsen, og vi håbede også på post. Vore forhåbninger blev opfyldt, over al forventning. Tschaikowskys 5. symf. Lyder som sød musik i vore øren, hvad den jo også gerne skulle, alle tre plader er kommet godt herop. En trøst er det at høre, at modtageforholdene til vinter bliver fine, man kan få en masse europæiske stationer på mellembølge.

Købt hundefoder, ell. rettere bestilt, i dag: 1000 kg. tørret hellefisk, jo det er en blandet forretning. Desuden været med på brandinspektion sammen med brandinspektøren for Vestgrønland, overingeniør Thomassen, som fandt de fleste skorstene på sgh. under al kritik. Han skal i øvrigt låne Holger Kjær i morgen, den skal til Jakobshavn og Sarqaq. Han lovede at købe brød til os i Jakobshavn.

Det er jo flot at få post 2 dage før sin fødselsdag heroppe. Som I måske husker fik Gurli post lige på sin fødselsdag.

Man kan nu få blå bånd hønsekødssuppe i butikkerne, vi bryder os beklageligvis ikke om den. Til gengæld er aspargessuppen dejlig, den skal vi have flere af.

Lørdag 18/7-1953

Så har vi også været i bio på Grønland, og det var en succes. Så ”Kvartet” af Somerset Maugham, glimrende film. Og man så godt i den lok. bio, sad nogenlunde, hørte fint, hvad er nødvendigt, for der er aldrig danske tekster på de film der kommer herop. At så biografen desuden tjener som lagerskur gør ikke fornøjelsen mindre. Da lyset atter blev tændt opdagede vi, at der i sidegangene stod pakkasser, tømmer og baller. Men det mærkeligste ved det hele var for os begge at komme udenfor igen, i blændende dagslys kl. 23 og med udsigt over flere hundrede isbjerge, efter i 2 timer at have levet i London og Monte Carlo.

Mandag 17/8-1953

Det er faktisk længe siden, meget længe siden jeg har skrevet noget, og der er unægtelig sket en del siden sidst. Vi befinder os begge meget bedre heroppe nu, om det nu er tilvænningen der gør det eller det at midnatssolen er forsvundet, for den er vel nok irriterende. Vi nyder hver aften, når vi ved 22-tiden tænder lyset inde i stuen (nu er kl. 21 og jeg sidder og skriver dette uden kunstigt lys). Aftnerne heroppe, nu da det mørkner, er ved 23-tiden så ubeskriveligt skønne (det er nu lettest at bruge ordet ubeskriveligt, så sparer man en masse adjektiver og evt. sammenligninger), der er ingen tvivl om at vi har en af grønlands skønneste udsigter, vi kan fra vores hus overse næsten hele Nugssuaq, til Sarqaq kan vi se, og det skulle ikke undre mig om vi kan se fjeldene ved Jakobshavn dernede i syd. Hele landskabet kommer mere til sin ret, nu da solen ikke mere er så skarp. I aften blæser det meget stærkt, men en utrolig (for os) varm vind, +14 gr.

Mit fra Ghb. medbragte tempo, som ikke kunne stå mål med det danske, har vist sig at være for voldsomt for Nordgrønland. Når man går med dette voldsomme Godthåbstempi i kroppen, men ikke kan få udløsning for det, opstår der et misforhold, og det skal nok give sig udslag i en neurose. Det var da en fin forklaring. Ja, Grønland er et mærkeligt land, undtagen naturligvis for grønlænderne.

Vi har opdaget at verden er lille. At kæmneren her, Rosenørn, er en slags fætter til P.E. Rosenørn er der ikke noget særligt mærkeligt i, men når jeg i Ktd. træffer en dame, i hvis hjem i Washington Vilhelm har været gæst under sin studierejse, så er det nu et mærkeligt sammentræf. Damen, som hedder fru Friedmann, er dansk, men amr. statsborger, ansat i landbrugsministeriet i Washington, og i Grønland på studierejse (det må være for at studere landet med det mindste landbrug i verden).

I øvrigt har vi lige haft tandlægen fra Egedesminde på besøg en uges tid, han boede i mit kontor. Han var en meget hyggelig og morsom mand. Var her mest for at efterse skolebørnenes tænder. Gurli gik også lavet et par stykker.

Tandlægen fra Jakobshavn, nylig udsendt hjemmefra, har også været her. Han turede rundt til alle kolonierne i bugten, for han var kommet hjemmefra uden sit udstyr. Det er meget typisk, når man har været heroppe kort tid, trækker man lidt på skuldrene og siger, hvis man gider: Grønland!! Men ærgerligt er det nu for den pågældende og dyrt for samfundet at have specialister gående heroppe i 6 uger før de kan komme til at arbejde.

Torsken er også kommet til Ktd. Jeg har allerede hevet adskillige op fra Vajgat, store fyre på 7-8 kg. Og der er mange af dem. 15 på en eftermiddag er meget almindeligt, men er dog ikke lykkedes for mig endnu. Det ville ellers være billigt hundefoder. Det er jo ikke nogen helt almindelig lægelig institution jeg er kommet til at lede, bedømt efter danske forhold. Lad gå med et sygehus og 22 ptt., men dertil 3 karle, 30 hunde, 1 lægebåd (som p.t. ligger på bunden af Vajgat) 2 joller og snart 8 høns (som er mit eget private foretagende, da vi har et fint hønsehus her, hvor dr. Berg fra Brædstrup for resten har holdt høns). Jeg skal sørge for proviant til sygehus og hunde og senere hønsene. Det er i sandhed meget alsidigt.

Ja, det med Holger Kjær var virkeligt tragisk. Mandagen den 10. august blev den set liggende for anker på sin normale ankerplads på normal måde. Kl. var 23, da den sidst blev set. 23.30 var kun styrehuset over vandet og i midnatstimen tog den billetten til bunden af Vajgat. Og ingen ved hvorfor. Muligvis isfjeld, men man har ikke set den kollidere med noget. Nu ligger den på 18 m vand. Man forsøgte at hæve den i fredags, men fik kun knækket masten. I dag er kommet dykker fra Holsteinsborg, så skal vi se om det går bedre. Ja, den kommer jeg ikke ud at sejle med mere i år. Nu skal jeg til at låne, det bliver ikke let, for Ktd. har kun 3 både, hvoraf Holger Kjær altså er sat ud af spillet, og af de 2 andre, som tilhører kulbruddet, kan kun den anvendes til mine ture, og den er samtidig slæbebåd for kulprammene. Umanaks lægebåd kommer vist forbi Ktd. i overmorgen med passagerer til Godhavn, muligvis tager jeg med.

Sidst jeg var i Godhavn var det med udrykning: lille pige med tarmslyng. Kl. 22 fik jeg iltelegram fra sygeplejersken og kl. 23 lå Kingmeq (kulbruddets slæbebåd) parat ved stranden. Holger Kjær havde jeg desværre lånt ud, derfor måtte jeg selv låne. Vi sejlede i en tåge så tæt som næsten tænkes kan, utroligt de kunne finde frem, men næste dag kl. 14 var vi fremme i Godhavn. Pigen måtte opereres, fjernede et stort stykke tyktarm, syede tarmen sammen igen, gav transfusion, men desværre døde hun dagen efter, trods penicillin, streptomycin og saltvand. 15 timer er jo en langvarig udrykning, men det hører jo til de hårde vilkår som bydes livet på Grønland.

Radioen er blevet meget fin heroppe (i forhold til i sommers), i aften går en tysk station lydefrit (hvis det er det rette udtryk) igennem. Også Ghb. kan høres nogenlunde, men kun via Godhavn. Det var dejligt at få grammofonpladerne, vi glæder os til næste sending.

Og trænger meget til post. Det har været noget småt. I morges lå både Jutho og Tikeraq i havnen, hvis man kan kalde Vajgattet en havn, Tikeraq ligger der endnu, tager sig fint ud med tændte lanterner. Vi venter spændte på Sigrid S, som kommer nordfra, den har været rundt i Thuledistriktet, mest centralt beliggende del af Grønland, og har masser af post til Ktd. Også Else Nielsen, som nu er i Ghb., har 10 postsække til os. Selveste Umanak var her i slutningen af juli, blev modtaget med 3 sprængninger fra kulbruddet, det så virkelig flot ud, da den kom glidende ovre fra Sarqaq over Vajgat. Ombord var det kgl. Grønlandske styrelsesråd, altså for handelen, skibet tilbragte hele 6 timer i Ktd., så de skal nok have fået et fint indtryk af Ktd. Til mig var landslægen og overlæge Toftemark fra Sundhedsstyrelsen ombord, de kunne lige nå at se sygehuset, efter at vi ved en kop the havde drøftet de mest presserende problemer, Eska Brun dukkede også op på sgh., senere Kristine Ladefoged, grønlændernes folketingskandidat, og skibslægen, dr. Gudrun Christiansen fra Haderslev, tidl. Distriktslæge i Umanak. AW var også ombord, men kom ikke til os, heldigvis. Er der noget han opnår, så er det at gøre sig forhadt på Grønland. Men man må ikke glemme, at det at bringe orden i et foretagende som den kgl. Grønlandske, hvor alt er gået i svang og sving tidl., er en meget utaknemmelig opgave, som kræver en hårdhudet person.

Vi har været til middag hos kulbruddet, fik rensdyrsteg, dejligt. Der var hele byens ”upper-ten” undtagen kæmneren. Her må spidserne jo siges at være kolonibestyreren, driftsbestyreren og lægen. I gamle dage var det jo således at kolonibestyreren og lægen enten i fællesskab eller i argeste fjendskab regerede hver koloni, men også på Grønland bliver tilværelsen sværere og mere indviklet.

Vi har lige fået sildepisker, det er en hval på 3-4 m som vi ofte har set fra Holger Kjær i farvandet syd for Disko. Det er det lækreste kød jeg har fået heroppe (alkene var vist også det lækreste, og ryperne), men meget fint er det, uden fascier og sener og så mørt at det næsten falder fra hinanden. Det er utroligt at få noget sådant for 85 øre kiloet. Det bliver en drøj overgang at komme hjem igen. Vi var så heldige at få det mens vi havde tandlægen, det er ellers ikke helt let med frisk proviant heroppe. Vores grøntsager er meget gode, men det bliver ingen ærter. De er først i dag begyndt at blomstre, men nu spiser vi bladene og stilkene, de er meget lækre. Vores hundehvalpe er blevet store, nu skal de snart ud, når hønsene kommer. Sussi, deres moder, er blevet en rigtig kælehund, kommer altid springende, når jeg kommer. I det hele taget synes jeg meget bedre om hundene nu, Cognac er en flot tæve, Sussi ligeledes.

Ja, Holger Kjærs forlis var meget trist, vi skulle have været til Ritenbenk for at fange ørreder på spinder, og købe flere til nedsaltning. Heller ikke bliver det til noget af en tur til Umanak, som skal være den i alle måder bedste af Grønlands kolonier (har faktisk aldrig hørt noget ufordelagtigt om Umanak, og det vil sige en del). Der var for resten søforhør i anledning af katastrofen, det fandt sted i lørdags i forsamlingshuset og jeg var første vidne. I løbet af 2 timer lykkedes det at fastslå officielt at Holger Kjær var sunket og det var dog en del.

Onsdag 19/8-1953

Gurli og jeg har været ude at pilke i dag, det er første gang Gurli er med, men næppe sidste. 7 torsk var udbyttet, den største på 8 kg tog jeg, desuden var der 3 på ca 5 kg og 2 småfyre, deraf den ene så lille, at hundehvalpene fik den hel. Vi ville så gerne have en havkat på, de er så grimme, hvæser, kan bide en finger af, men smager herligt.

Dagens begivenhed i ktd. er så ubetinget, at Holger Kjær er blevet hævet. Nu ligger den lige i strandkanten med et hul i siden. Om dette er fremkommet under bjergningsarbejdet eller har været årsag til forliset, diskuteres ivrigt. – Det lykkedes dykkeren fra Holsteinsborg at lægge en trosse om skuden, hvorefter bulldozeren slæbte den på land ved hjælp af en lang trosse. Og nu ligger den der og ligner sit egen genfærd. Uden mast og med knuste ruder, men det er såmænd det mindste af det hele. Hvordan ser maskinen ud, den elektr. installation o.s.v.

Til middag naturligvis torsk, stegt med løg, det er den form vi efterhånden bedst kan lide. Og så gælder det jo om at spise så meget torsk som muligt og spare på kartoflerne. Det er lige det modsatte af hjemme. Som så meget andet heroppe.        I øvrigt skal jeg i denne uge bestille generaltakstvarer til sygehuset for 1954. Hvor mange ruller lagenlærred, toiletpapir, hvide bændler, hvor meget skurepulver, dameundertøj og hvidtøl o.s.v. Jo, det er en meget blandet forretning.

Fredag 21/8-1953

Atter en af disse pragtfulde, vidunderlige dage med kilometerhøj himmel, bagende sol, stille, og en udsigt, som man i forvejen ville tro umulig.

Kommer som sædvanlig lettest om ved det ved at sige: det er simpelthen ubeskriveligt. Man føler grønlands uendelige skønhed og storhed, og af det Grønland jeg har set, er Vajgattet det absolut skønneste. Hvilke farver.

Det var havblik, Gurli og jeg for ud på søen med pilke, men ak, kun 2, ganske vist pæne torsk var der tiltænkt os. Og det var mig, der krogede begge. Krogede et par stykker til, men de sprang af på vejen. Det er også lang vej at hale op, vi fisker på 50 m vand, til tider mere.

Og nu til aften er her om muligt endnu mere vidunderligt, i syd de fineste og sarteste røde farver både på himlen og Vajgat, i nord er både himmel, fjelde og vand holdt i grå og blå toner. Jo, her er skønt i vajgat kommune, Det er sådanne dage og aftener vi senere altid vil længes efter. Og den stærke duft af lyng, mos og bær.

Men en dag skal ikke gå hen uden skuffelser. Vi fik ingen post i dag. Deri ligner dagen ganske vist så mange andre dage, men vi så skibet med postsækkene, Else Nielsen, gå op gennem Vajgat i dag på vej til Upernavik. Måske er sækkene lagt af i Jakobshavn, som lige blev anduvet, måske er de med til Upernavik. Her i byen er vi alle meget oprørte over den dårlige postforsyning vi får. Etly Nielsen og Sigrid S har lige begge været her, og begge uden post.

Vore ærter blomstrer nu, men det er vist til ingen nytte, der kommer næppe ærter denne sommer, for snart begynder nattefrosten.

Det er ved at blive fint med radioen, i aften er der flere fine stationer at vælge imellem. Vi har lige hørt vejrmelding for København og Kattegat på tysk. Så sluttede de af med Deutschland über alles – og sagde godnat. Klokken var ét og her er den kun ni, jeg kan sidde og skrive uden kunstigt ys.

Vi bager i aften, formkage, grahamsboller og 2 brød af rug- og hvedemel. Så er der varmt i køkkenet.

Huset er blevet malet udvendigt, det har pyntet på det gamle skur. Hønsehuset er blevet beklædt med nyt tagpap, for tiden er det ved at blive omdannet til jordhytte, det bliver sikkert husets varmeste rum til vinter. Nu bliver det spændende om der kommer nogen æg derude.

Nå, nu skal vi have the med nybagt kokoskage til. Og hvad bedre er: med god musik til. Det betyder så meget for os, at vi kan høre de tyske stationer så fint, de går lige så fint igennem som hjemme.

Søndag 23/8-53

I går kom Rudolf, Umanaks lægebåd, forbi på hjemvej fra en tur til Godhavn. Kom lige til frokost, så vi havde lægen og frue til frokost. De havde endda medbragt et rugbrød fra Egedesminde, hvor de også havde været: de var ikke klar over, at vi her i Ktd. har rugbrødsbageri. Lægen hedder Simmelsgaard, han kone er engelsk, han har været ass. læge i Umanak indtil distriktslæge Øllgård for et par mdr. siden hjemsendt til efterbeh. for polio, som hen erhvervede sig i vinter. Siden har så Simmelsgård været alene deroppe, men distriktet er også mindre end mit. Nu havde han været i godhavn for at orientere sig om boligforhold og sygehusforhold, da han muligvis skal forflyttes hertil. Der har i mange år været tale om læge i godhavn, og nu ser det altså ud til det bliver til noget. Måske allerede i efteråret. Så bliver mit distrikt lidt mindre. Det var i øvrigt morsomt at snakke med en kollega, det er ikke ofte der er lejlighed til det.

Han fortalte, at der var fine arbejdsforhold og fint sgh. i Umanak, men befolkningen var så ussel, at det i længden var deprimerende at arbejde med den. Tilfældet er der det samme som i Upernavik: ingen naturlige levemuligheder; fiskeri og fangst er der næsten intet af. – I Ktd. er der som bekendt heller ikke meget fiskeri, men her er dog kulbrudet, som giver til livets ophold til ca 1000 grønlændere. I begyndelsen syntes jeg også, at der her virkede noget deprimerende, men nu har jeg vænnet mig til det.

Kl. 18.30 gik vi til middag hos læreren, hvor vi morede os til kl. 4 morgen, Hvor var fjeldene på Nugssuaq dog skønne i de forskellige belysninger natten igennem. Smukkest, da de var violette.

Og i morges lå Etly Danielsen for anker hernede, men den har squ heller ingen post med.

Mandag 24/8-1953

Vi har været på Vajgattet hele eftermiddagen, Gurli og jeg, hvad vi jo efterhånden tit er. Vejret så skønt som tænkes kan, det har faktisk været fint en hele uge nu, vi har nu oplevet at den arktiske sommer virkelig er vidunderlig. Man ak, så kort. Og i en lille jolle ude på det næste stille Vajgat befinder man sig dejligt. Fangsten blev på 9 store torsk, den største på 8 kg. Og det blev mig, som tog dem alle. Gurli var lige ved at græde, da hun så mig trække den ene efter den anden op. Jeg tror strømmen har været for stærk for hendes 100 g pirk. Jeg fisker med en stor pilk, som bedre går til bunds. Torskene har jeg solgt til sygehuset, som netop intet har til middag i morgen. Den store beholder vi selv. Det kan være jeg kan få en god indtægt ad den vej. Desværre kan jeg ikke lade de danske priser gælde, her er prisen for en torsk 1 kr. – Jo, vi befinder os godt heroppe nu, forhåbentlig varer det ved.

Vores hundehvalpe er ved at blive store, men er stadig kælne, de kommer altid springende, når vi kommer ud. Det samme gør Sussi, deres moder, hun er blevet rigtig kælehund. Nu er de smidt ud af hundegården, som skal være hønsegård, Hønsehuset er lavet om til jordhytte, hvad jeg vist har fortalt før. I dag er det blevet kalket indvendigt. Nu skal jeg bare have lavet nogle reder og siddepinde. Det bliver spændende om de får nogen æg. Men lad os nu først få hønsene, håber ikke de dør af søsyge på vejen herop.

I morgen er her valg; hvem skal vi dog stemme på? – Kristine Ladefoged er den eneste vi kan sige vi kender, da hun har drukket et glas vermouth hos os, dengang Umanak var her på lynvisit.

Tirsdag 25/8-1953

Det var altså den første grønlandske valgdag, og vi stemte begge på den tykke vermouth-drikkende Kristine Ladefoged. Hende ”kender vi”, de andre kender vi ikke. Det er rigtig lillebys politik. Nu kl. 23.30 hører vi netop slutresultatet for Vajgat kommune i radioen, Kristine har fået 17 stemme. Frederik Lynge, tidl. kolonibestyrer i Ktd., fører klart heroppe.

I aften tog Gurli og jeg ud på Vajgat i jollen, Gurli ville have revanche for i går og prøvede den nye 200 g pirk vi købte i dag i butikken. I nat har hun kun drømt om torsk, som vel at mærke, jeg trak op af Vajgat. Der var vidunderligt stille derude (Arnanguaq bagte boller til os derhjemme så længe). Og først heroppe forstår vi helt meningen med de grønlandske farver, som folk taler om. Men det er håbløst at beskrive, vidunderligt er det eneste ord, der dækker. – for at holde mig til den mere prosaiske del af turen: Gurli fik hurtigt 4 gode torsk, men nu er hun også bidt af en gal torsk. Vi skal ud i morgen igen. Det værste var at få torskene hjem, vi har jo ingen karle om aftenen, og lade fisk ligge i båden natten over, er alt for venligt mod hundene. Vi gjorde som grønlænderne, trak alle 4 torsk på en åre, tog hver en ende af åren på skulderen, og traskede op gennem kitdlerpait med vor fangst. Det er der absolut ingen grønlændere, der tager notits af, men jeg ville ønske I kunne have set os. Desværre blev der ikke taget et billede.

På hjemvejen traf vi Røntgenras (Grønlands røntgentekniker Rasmussen), som rejser rundt og inspicerer, reparerer, installerer røntgenapparater. Han var lige kommet fra Jakobshavn, og vi tog ham med hjem til the. Vi har jo en slags åbent hus heroppe, og synes begge det er sjovt at få gæster. (Vi er for resten kede af, at der ikke kommer nogen lægespecialister i år). Og da vi kom hjem lå der post til os, den var vel nok ventet med længsel. – Der er absolut ingen grund til at være bekymrede for os, ingen af os har lyst til at rejse hjem nu. Men bekymringer skal man jo skaffe sig; vi spekulerer nemlig nu på, hvordan vi dog skal kunne forlade Ktd. næste sommer, hvis min forgænger skulle komme tilbage. Det ved man nemlig ikke, men som bekendt er der aldrig nogen som ved noget heroppe, det gør faktisk tilværelsen meget lettere at leve. – Ja, menneskene er mærkelige, ell. rettere grønland er et mærkeligt land, derom er ingen tvivl.

Onsdag 2/9-1953

Ja, så er Tove også fortabt, hun er indrullet i lystfiskernes brigade. Hun har fanget en torsk på 5-6 kg. – Vi var alle 3 ude på Vajgat i dag i det herligste vejr, det vejr som jeg plejer at kalde ubeskriveligt, men for fremtiden vil kalde grønlandsvejr, og som karakteriseres ved havblik (gatblik?), sol, høj himmel og stille vejr samt et væld af skønne pastelfarver såvel i vandet, som over bjergene og isfjeldene og på himlen. Der lå for resten 3 store isfjelde lige underfor Ktd. i dag, så vi måtte manøvrere os ud i det frie. Udbyttet var kun 6 torsk på 3 timer. Det regnes for sløjt heroppe, måske også på Øresund. Men Tove vil selv have pirk og snøre nu. Jeg har købt amerikanske sailorbenklæder i butikken, i overallsfacon, meget svære, uldne indvendigt, bomuldsgarbardine udvendigt. De er meget varme, meget praktiske, vel anvendelige til det megen udendørsarbejde man har heroppe. Også til sejllads. Og koster kun 40 kr. Tove har lige været vågen, hun sagde til Gurli: var det dig der fangede den store torsk? – der er ingen tvivl om at hun drømmer om store torsk.

Kl. er nu 23.30, vi kan ikke komme i seng, for radioen spiller hele aftenen musik fra Tyskland, og vi har så længe savnet musik. Har lige været ovre på sgh., de kom bærende med en mand ude fra minen, han var besvimet. Det er ellers forbavsende så få ulykker der sker derude. Men de overanstrenger sig heller aldrig. Hvad der altså betaler sig. Rent helbredsmæssigt.

Dagens begivenhed er at Holger Kjær er søsat igen efter endt reparation. Det er gået hurtigt, nu kan vi snart komme ud at sejle igen. Havde ellers troet det var slut for i år med sejlladsen. Nu ser den finere ud end nogensinde før.

Vejret var hele sidste halvdel af august meget fint. 31. august kom her skydække af lavthængende skyer, 200 m ell. deromkring, men 1. sept. hævede de sig allerede igen og da de helt forsvandt som tæppet på teatret, viste der sig helt nye kulisser: det øverste af fjeldene var snedækkede. (De allerøverste toppe, 12-1600 m, har hele sommeren været snedækte, og i dalen bag os hænger et par bræer) Jo, det er blevet vinter, i morges var luften også helt anderledes end blot for et par dg. siden. Det er sikkert nattefrosten. Så får vi ingen ærter i år, de blomster ellers voldsomt nu, men vi spiser bladene og stænglerne, som smager godt.

Nordlysene er kommet (de har formodentlig været her hele sommeren, blot har vi ikke kunnet se dem), men de er meget svage.

Hønsehuset er nu sat i stand til at modtage sine beboere, hønsegården ligeså. Jeg har bygget 4 reder, fyrer dagl. lidt i kakkelovnen for at tørre huset helt. Disko kommer om en uge, vi håber så inderligt at hønsene er med, hele familien bliver skuffet, hvis de ikke er der.

Søndag 6/9-1953

Ja, så blev der altså alligevel familieforøgelse på Grønland. Fra at være 4 vil vi nu for fremtiden være 12 levende væsener i lægeboligen i Ktd. (rent bortset fra hundene, men de bor udenfor). Men Disko kom altså i går, og med den hønsene. Disko kom kl. 18 i går, på hjemrejsern skal den være rent hospitalsskib, medførende polioptt. og tub.-ptt. Vi havde regnet ud, at vi kunne ikke risikere at få besøg af nogen fra skibet, der var jo ingen passagerer ombord, heller ingen skibslæge, jeg havde derfor lagt mig til at sove, havde tilmed mine gamle beskidte fløjlsbukser på (hvad jeg har så ofte på Grønland her er man ganske gået bort fra at imponere hinanden ved hjælp af tøjet, det kender man alligevel hinanden for godt til, - og der er efter min mening noget tiltalende ved det) jeg havde nemlig dels fisket om eftermiddagen, dels arbejdet på hønsehuset. Men altså, mens jeg ligger og slumrer blideligt, strømmer det ind med mennesker. En poliolæge og do-sygeplejerske fra Egedesminde, en massøse sammesteds fra, i øvrigt den fra Godthåb af os velkende frk. Albertsen, og endelig vores gode veninde fra Godthåb, sygeplejerske frk. Hansen. De tre første stak nu hurtigt af igen, da de havde set sgh. og beundret det. Det er også fremragende i sammenligning med Egedesminde. Frk. Hansen blev naturligvis og fik en kop the. Hun skal tage sig af tub.-ptt. ombord, helt til Kbhvn., derefter rekreere sig, idet hun efter mislykket forlovelse i Ghb., forsøgte at skyde genvej til Vorherres lille urtegård. Dette lykkedes det dog dr. Rendal at forhindre ved hj. af en mavesonde m.m. Nu havde hun det helt fint, ville absolut tilbage til Grønland igen. – Og i Egedesminde havde der været samme vrøvl med polioholdet, som med det tilsvarende hold i Ghb. i vinter. Og distriktslægen derovre blev forlovet med en massøse fra holdet, til trods for at han lige havde sendt sin kone hjem pr. fly (men det har aldrig været hans kone, hvad alle har troet, for han er nemlig endnu ikke skilt fra sin første kone.) Jo, det har sikkert været hyggeligt.

Men hønsene, de er så søde, brune italienere, der kom med lastbil i formiddags. I et stort bur. Så var der problemet med at få dem ind i huset (Gurli kommer lige nu og fortæller mig, at wc-døren er faldet af – jo, det er et godt hus vi bor i. For resten har vi fået bevilget et nyt wc, af elsan-sypen, inde i huset på 1. sal.) og det skete da også at en af dem fløj helt op på taget af hønsehuset, og hundene var der naturligvis strax. Men – som sædvanlig var jeg lynhurtig som selve fantomet – jeg fik fat i benet på fyren hvordan ved jeg egentlig ikke, men den blev ikke til hundefoder denne gang. Og når jeg nu tænker tilbage og for mig ser hønen oppe på taget bliver jeg helt svedt i håndfladerne, for at sige det mildt. – Vi har fået 200 kg hønsefoder med, men endnu ingen æg, hvad der skal være dem tilgivet de første par dg. Det er en stor omvæltning for 8 små høns. Men de er nu søde, når de sidder på deres pind og sover. Vores nabo, lærer Lemvig, har også bestilt høns, han får dem fra Ghb. + hane (jeg fortryder vi ikke bestilte hane), nu har vi tænkt på at danne en fjerkræavlerforening for Ktd.  og udsteder. Disko havde for resten også kaniner med, til Hannibal I Sarqaq. – Her i Ktd. findes kun vores høns, og snart lærerens, ellers er det jo ret almindeligt med høns på Grønland, mest i syd. Men lægen i Jakobshavn har høns, og Gurli fortæller at hun så høns hos lægen i Upernavik. Også i Egedesminde findes høns.

Må ikke glemme at fortælle at vi i går fik 6 torsk, ikke meget på 2 timer. Jeg tog dem alle, Gurli fik mærkværdigvis ingen.

Tirsdag 15/9-1953

Så fik vi da æg nr. 2 (nr. 1 kom i søndags på ugedagen for hønsenes ankomst til Ktd.) Nu skal vi have frisk æg til frokost i dag, det er vel nok længe siden. I øvrigt er det blevet vinter, nattefrosten er begyndt, der er ikke mere vand i rørene og i dag sner det tæt. Det bliver en meget lang vinter. Det værste er at vi er kommet i julestemning, og det bliver vist lidt svært at holde stemningen i 3 mdr.

Holger Kjær er heldigvis i orden igen, den har lige været en tur i Godhavn med en embedsmand fra ministeriet. I overmorgen rejser jeg selv derover. Det skal blive dejligt at sejle igen.

Vi har fået rensdyrsteg til middag og nu er vi begge så udmattede og trætte af at æde. Der kom en dreng med en rensdyrkølle i går, 6 kg a 5 kr. Det er heroppe en meget høj pris (sæl 1,10 – sildepisker 0,85), men hvad gør man ikke for at få frisk proviant, især når man er lidt træt af sælkød. Når man tager anstrengelserne i betragtning, er der ikke noget at indvende mod prisen. Jægeren skal først over til Nugssuaq, det er det mindste af det. Så skal han opspore dyrene, det tager ofte dage, evt. forfølge dem i et par dg., og efter at have skudt dem, slæbe kødet ned til kysten. Men det er vist også kun danskere, som køber det. Det var umådeligt lækkert, med ribsgele og solbærsyltetøj samt rødvin, som blev tempereret i løbet af 2 timer i varmt vand, men den blev også noget mere end tempereret, hvad jeg dog anser for bedre end lidt mindre. Ih, hvor er jeg mæt. Vi spiser det jo som grønlændere (vi spiser altså ikke grønlændere) d.v.s. næsten uden kartofler. Det er jo om at få kødet spist mens det er frisk, og vi har jo tænkt os at sejle til Godhavn i denne uge. En skam er det, at der ikke er noget frysehus ell. fryseboks her. Det er en gammel vittighed, at den sælger som kan sælge fryseskabe på Grønland, er ikke født endnu, men den passer ikke. Der er stort behov for det, fordi forsyningerne er så uregelmæssige. Man må købe, når man kan få noget, og så savner man et sted at opbevare provianten.

Mandag 21/9-1953

Så har vi været ude at sejle igen med Holger Kjær, og det var dejligt. Hele familien, men det bliver nok sidste gang i dette år, nu bliver det for koldt for børnene. Men jeg kan blive ved at sejle i det mindste nov. med, muligvis noget af dec.

Efter i løbet af 3 dage at have spist for 30 kr. rensdyr startede vi fredag morgen til Godhavn, skød 2 sæler på turen, ankom til Godhavn kl. 1 nat i buldermørke og uden lanterner, idet sikringerne var gået ombord (altså ikke i et andet skib, men ganske simpelt gået). Lørdag holdt jeg så konsultation på sygehuset, barberede mig, gik på sygebesøg sammen med frk. Petersen, fandt et barn med udtalt rachitis, som vi tog ind på sgh. Søndag morgen startede vi på tilbageturen, havde med os en dansker, assistent ved magnetisk observatorium, samt hans eskimokone fra Scoresbysund, og yderligere deres nyfødte. Han var for et par år siden på vejrstationen i Scoresbysund, der har han så truffet hende. Da han så kom til godhavn, rejset hun over til ham, hvilket er en meget lang rejse, idet den går via Danmark. Hun er den første eskimopige, vi har set, skæve, mandelformede øjne, bredt ansigt, meget rene træk, på sin vis særdeles pikant. Hun taler kun lidt dansk, han lidt mere grønlandsk, men man kan ikke undlade at tænke på hvor mange problemer der vil opstå i et sådant ægteskab fremover. Og disse problemer vil de jo have meget svært ved at diskutere.

Turen hjem gik fint, bortset fra at vi alle var søsyge lige eft. afgangen fra Godhavn, selv jeg mærkede en lille smule, det må være fordi det er så længe siden jeg har været ude at gynge med Holger Kjær. Tove kastede rigtig op. Anne Marie bliver gerne bleg, kniber munden krampagtigt sammen, og kaster ikke op. Hun er den mindst søstærke af os. Det viste sig at vore passagerer ikke havde mad med, vanvittigt i betragtning af at turen varer mindst 13 timer. Og uforståeligt, når man ved at han har boet et par år i Scoresbysund. Men vi inviterede dem naturligvis med glæde til frokost i vor kahyt.

Eskimopigen havde i tilslutning til fødslen knuderosen, og skulle derfor gennemlyses, og hendes mand ville absolut have at det skulle ske i Ktd. hvor de havde tænkt sig at bo ved jeg ikke, kender man ikke nogen er det meget vanskeligt at få husly. Sygehuset har absolut ikke plads. Nå, det endte med at vi inviterede dem til at bo hos os, god plads har vi da. – Men det var mærkeligt så ubehjælpsom han virkede, trods det at han har boet i Grønland 2-3 år. Og det lærer man almindeligvis en del af, navnlig i retning af at klare sig selv.

Det må bemærkes at turen gav i alt 6 sæler til mandskabet. Heraf fik vi en lever og et stort stykke kujak, det er lændestykket, som danskere sætter mest pris på. Det er jo sådan set heller ikke mere end rimeligt at de betaler lidt for at få lov at sejle rundt med min båd i 2-3 timer på jagt.

Og da vi kom hjem i huset var der rasende koldt, ikke fyret i 3 dg.

Fredag 25/9-1953

Mere familieforøgelse, Cognac har fået hvalpe i nat; jeg vil naturligvis slå dem ihjel, da jeg ikke vil fodre på alle de kreaturer, men må selvfølgelig ikke for børnene. Hønsene går det fint med, under vores Godhavntur gav de 5 æg, og nu giver de 2 ell. 3 æg dagl. Det var rart at komme op på 4 æg dagl., men det er måske vanskeligt på denne årstid. De får ellers kraftfoder, korn og sågar kogt torsk, som jo her er det billigste man kan få, især når man selv fanger. Og den har høj proteinværdi.

I dag skal vi have blødkogt æg for første gang, vi har samlet 5 sammen.

Sælleveren fra turen blev til leverpost, den er god, men man tror ikke der er sæl i. Også kujakken har vi spist, i går som benløse fugle, i forgårs som bøf a la Lindstrøm, begge dele fint. Det tiltalende ved sælkød er at det er så umådeligt reelt og mørt. Blot man vander det ud og spiser det hurtigt, smager det overhovedet ikke trannet.

Ja, sådan et blødkogt æg med karse gør frokosten til et festmåltid (de andre æg har vi spist overskårne), vi har ikke gået blødkogt æg siden vi spiste frokost hos fru Holm i Kapisigdlit.

Vejret meget fint i dag, 12 gr varme i solen. Nattefrosten er konstant nu, som regel -2, så nu er det sket med det rindende vand. Alt vand skal nu hentes i junger fra elven. Det var såmænd helt anstrengende at have en hel familie boende, de skulle være rejst igen onsdag med Holger Kjær, men det var umuligt at sejle på gr. af høj sø. I morges lykkedes det så, Holger Kjær går til Godhavn, derfra til Holsteinsborg, hvor den skal have indlagt radio. Hvor ville jeg gerne med på hele turen, men det er for lang tid at være borte fra distriktet, især når man faktisk kan vente polio hvert øjeblik. Jakobshavn er som bekendt ramt nu.

Lørdag 26/9-1953

7 hvalpe blev det til. Børnene er begejstrede, de har allerede haft 2 af dem inde i stuen. Vi bliver nok nødt til at beholde et par stykker. I dag fik jeg iltelegram fra sygeplejersken i Godhavn; hun havde en ptt. med ansigtslammelse og feber, et barn, så der er en ret god mulighed for polio. Det kommer imidlertid ikke mig ved, da jeg ved at tage til Godhavn i poliotilfælde afskærer mig selv fra Ktd., som jo med 1000 indbyggere ikke kan være uden læge.

Søndag 27/9-53

9 hvalpe, hvis der nu i morgen er 11, skriger jeg højt. Børnene har haft 2 af dem inde i eftermiddag, de fik tur i dukkevognen og meget mere. Da de var kommet ud igen kom Anne Marie løbende med en navlestreng og sagde: ”se – hundevalle tabt”.

Hønsene har i dag præsteret 4 æg, det er rekord for én dag.

Og i eftermiddag kom til sygehuset en lille pige, som var blevet overfaldet af hunde. Alle sår var overfladiske, men der var mange af dem; 7 lange sår måtte sys sammen.

Et sår var i lysken, temmelig dybt; havde det blot ramt lidt ved siden af var pulsåren blevet perforeret og så havde det sikkert været forbi. Nu klarer hun det sikkert fint, takket være penicillin. – I øvrigt har der ligefrem været ulykker de sidste dage. I går en mand med hjernerystelse og en anden hvis fingre havde været i for nær kontakt med en rundsav, uden dog at senerne var skåret over.

I et sådant tilfælde bliver alle hundene, d.v.s. hele spandet, slået ned. Det forlanger loven, men jeg tvivler dog på den præventive betydning heraf.

Lørdag 3/10-1953

Så blev altså spændingen udløst, på den skønne efterårsdag, det var i går, fik vi vort første poliotilfælde i Ktd. Jeg havde den tvivlsomme ære at diagnosticere det første poliotilfælde i denne epidemi på Grønland, det var i Ghb. i nov. 52, og det ser ud til at jeg også skal med til slutningen, idet kun Upernavik endnu er gået fri. (Og så Ivigtut og Thule, men de indtager en særstilling).

Det var et højst malignt tilfælde i går, ung mand 16 år. Da jeg blev tilkaldt havde han været syg ca 20 timer, var nu lam i begge arme, og så snart han kom på sgh., udviklede der sig hurtigt fremadskridende respirationsparese. Fik snart ilt fra kulbrud, lavede sammen med Kern Jespersen et primitivt apparatur til kunstig ventilation, idet jeg regnede med at måtte tracheotomere. Også vores støvsuger blev taget i brug til sugning af sekret fra svælget, den virkede helt godt. Havde strax iltelegraferet til poliolægen i Jakobshavn, for at få hjælp. Hun meldte sig kl. 21,30 i telefonen (radiotelefonen naturligvis) samtalen gik fint. Hun frarådede trachcotomi, tilrådede indtrængende overflytning til Jakobshavn strax, til trods for at jeg ikke mente pt. kunne tåle transporten. Holger Kjær i Holsteinsborg for radioinstallation, men er strax hjemkaldt øjeblikkelig, fik så kulbruddets Kingmeq, som er en fin båd, men uden varme og med kun lille hul til kahytten. Men eneste mulighed. Kl. 1 nat startede de, og heldigvis var det blikstille, ellers havde vi aldrig fået pt. ombord, der er jo ingen havn ell. blot anløbsbro her. Lige før han skulle fra sygehuset var han ved at blive kvalt i sit eget sekret, fik kramper, og så sugede vi voldsomt med støvsugeren, gav kunstigt åndedræt, det hjalp, men der er mindst 10 timers sejllads til Jakobshavn. Der var 3 iltflasker med i båden, desuden ældste elev og en ung mand under hendes kommando til at assistere navnlig ved kunstigt åndedræt, som sikkert bliver nødvendigt mange gange undervejs. Vi er i dag meget spændte på om pt. er kommet levende frem. Tvivler stærkt. Ja, den slags er på grønland altid et par grader mere dramatisk end hjemme. Alt på Grønland, lige meget hvad man skal foretage sig, er 2 ell. 3 gange så svært som hjemme, og transportforholdene er umådelig langsomme. Nogen menneskeliv går der jo tabt på den måde, men det er jo vilkårene når man lever på Grønland. I dag ikke et nyt tilfælde, det er dejligt ovenpå gårsdagens spænding, men der kan komme tilfælde hvert øjeblik naturligvis.

Pt.s fader var fuld hele dagen, da han kom om formiddagen for at hente lægen, da sønnen rejste, og for resten også i formiddags, da han var på sgh. i anden anledning. – I onsdags måtte jeg rykke ud til Sarqaq med Kingmeq, hundekold tur, trods særdeles solid påklædning. Traf den berømte Hannibal, flink lille mand, meget gæstfri, virker noget barnlig; stor udflydende, grønlandsk kone, ser 10 år ældre ud end manden, opholdt sig næsten hele dagen i køkkenet. Han var dybt bekymret for sine grønlændere derovre, de var begyndt at drikke voldsomt mens han havde været i Danmark. Han mente spiritussen blev grønlændernes ruin. (også i Ktd. drikker de bravt). Vi fik hundesuppe til middag, fortalte han, senere røbede han at det var jagtsuppe, kogt på tejst. Suppen var god, hvad det end var, men jeg kunne lide de store klumper røget flæsk deri. 138 kg sælkød fik jeg med hjem, samt 5 levere, hvoraf 2 til os selv, den ene er blevet til leverpostej, den anden til stegt lever. Et stort stykke kujak tog vi også til os selv, er blevet til bøf lindstrøm, og i morgen til benløse fugle.

I dag skal danmarkspost indleveres, Umanak kommer snart til Egedesminde.

Søndag 4/10-1953

Pt. døde 2 timer før han nåede Jakobshavn. Og i aftes optrådte lille Lars, som siden juni har ligget på sgh. for lungetuberkulose, med en slap venstre arm. Kl. 18,30, da han blev madet var der intet i vejen, kl. 19,30 var armen helt slap. Han er kun 2 år gammel.

Og på denne skønne efterårssøndag fik vi så tilfælde nr. 3, ung mand med lammelse af højre ben. Han kom strax ind på sgh., udviklede så i løbet af eftermiddagen lammelse af venstre ben, hvorfor jeg bestemte mig til overflytning til Jakobshavn. Men med hvad? Kingmeq var ikke kommet tilbage fra første tur endnu, ingen vidste om den overhovedet var startet, den kan jo blive lukket inde af isen i Jakobshavn. Vi vidste skonnerten Hvidfisken skulle komme hertil mandag, men vidste ikke om den endnu var afgået fra Umanak. Og ville den og kunne den lade sig omdirigere til Jakobshavn? Der blev telegraferet og telegraferet, men ingen svar, da dukkede Kingmeq op kl. 18, med liget af den første pt. ombord. I løbet af 2 timer ville den kunne være klar, det bestemte jeg mig så til, hellere det sikre frem for det usikre, selvom Hvidfisken naturligvis er en del bekvemmere. Vi skulle jo også nødig blive ved at sende Jakobshavn døde ptt. Kl. 20,30 kom han af sted, og denne gang tror jeg det går godt. Det troede jeg absolut ikke sidst.

Mandag 5/10-53

Oh, what af beautiful morning, kan man med fuld ret synge til morgen, der ser pragtfuldt ud nede i syd, hvor solen spejler sig i Vajgat, og i forgrunden har vi Hvidfisken. Den kom kl. 10,30 i aftes, dr. Simmelsgaard var med fra Umanak. Han har været vik. distriktslæge deroppe, skal nu være distriktslæge i Godhavn (som altså bliver frataget mig), og grundet polioen i Godhavn er hans afrejse fra Umanak blevet stærkt fremskyndet. Vi ventede ham med thebord, og han havde også ventet natmad. Vi sad til kl. 3 og snakkede, der kan jo være en hel del at snakke om, når man overdrager et distrikt (idet mindste den sundhedsmæssige del deraf) til en anden.

Om natten har vi nu -8, solen forsvinder allerede kl. 14, jo det går mod mørketid.

Tirsdag 6/10-1953

I morges optrådte lille Lars min sandten med en slap højre arm, havde ellers troet ham udenfor al fare, men en lumsk sygdom er det jo. Åndedrættet er påvirket, vi har givet ham varme pakninger på brystkassen hele dagen. Om det har hjulpet ved jeg ikke, men har det lidt bedre til aften, og alene det at hen efter så mange timer ikke har det værre, er et stort lyspunkt. Hvidfisken havde meldt sin ankomst hertil til kl. 16, men er endnu ikke kommet. Har telegraferet efter den hele dagen for at høre om den vil gå til Jakobshavn strax, men der bliver nok ikke noget af det i dette døgn. Det er dog heller ikke så nødvendigt mere, men derover skal han, hvis ikke vi får et poliohold forinden. Fik iltelegram fra landslægen i går aftes, poliohold bestående af læge, sygeplejerske, massøse, med fly via Reykjavik hertil. Det er dog umuligt at lande her for tiden, i morges var her mere is end vi nogen sinde før har set. I aften læser vi imidlertid i radioavisen, at det for departementet er meget vanskeligt at skaffe læge, men man håber at kunne udsende massøse og sygeplejerske. Jeg har ellers haft travlt med at skaffe logi til dette hold, det er meget vanskeligt, Vi har heldigvis en tom økonomabolig i sygehusets elevbolig, der kan bo i det mindste et menneske, men det er meget vanskeligt at få anbragt de andre. Kulbrudet udvider nemlig, med Umanak kommer en engelsk mineingeniør, samt en mekaniker, og de skal jo også have bolig. Vi skulle jo nødig have en boende i lægeboligen alt for længe.

Jo, jeg har virkelig travlt i disse dage, der er jo mange sygebesøg som følge af poliotilfældene, der går meget tid med at passe hønse-, syge- og hundehus. Arnanguaq er syg i dag, det er ikke godt, hun er faktisk uundværlig; har set til hende i dag. Og viet hende penicillin. Det er i det mindste ikke polio.

Vi befinder os ellers særdeles godt i Ktd., begge to. Det er vist egentlig det sted vi overhovedet har befundet os bedst. Jeg savner absolut ikke Godthåb længere, og regner heller ikke mere med at komme tilbage dertil. Jeg forstår så glimrende, at folk kan længes vildt efter Grønland. Og en af grundene til at jeg finder mig så godt til rette er: sygehuset – det er mig! – Alligevel vil vi ikke blive på Grønland, grundene er flere, bl.a. disse: vore børn skulle gerne leve en lidt mere naturlig tilværelse, her må de faktisk være indespærrede (hundene); vinter ¾ af året er vist for meget i det lange løb. Det kniber, for ikke at sige det er umuligt, at få den kost, som jeg mener man skal have: nemlig rig. med rå frugt og grøntsager.

Telegrafisten har snakket med Holger Kjær i dag, den ligger vejrfast nord for Holsteinsborg, så den har altså fået radioen installeret.

Onsdag 7/10-1953

I morges kom endelig Hvidfisken, og lille Lars blev ekspederet til Jakobshavn. Han kunne nemlig i morges heller ikke løfte højre ben, så der var al mulig grund til at få ham overført, da tilmed respirationen stadig var påvirket. Kl. 11 blev han ført ombord, og atter var vi begunstiget af stille vejr. Er der dønninger, er det næsten umuligt at få en båd ud. Og vi fik ham fint anbragt i kahytten, som naturligvis er opvarmet, det er jo en ret stor skonnert. Betydelig mere komfortabel end Kinmeq, som dog er god nok i nødstilfælde. Han får ilt hele vejen, og jeg regner bestemt med, at han kommer godt derover.

Heldigvis kommer snart Holger Kjær hjem, den er indrettet til patienttransport, og så har man jo de andre både i reserve. Det er nu alligevel første gang jeg har chartret en skonnert – forretningen bliver større og større. Men forhåbentlig bliver det også sidste – i den anledning.

Og dog – i dag blev Katrine, en af vore elever syg, lumbalpunkterede hende, der var masse af celler, så diag. er sikker, hvad også den ydre undersøgelse tydede på. Og i aften fik jeg iltelegram fra landslægen: poliohold pr. fly opgivet – af radioavisen fremgår, at det kniber med at finde læger. Derimod lover landslægen et hold med Dronningen, som kommer henimod slutningen af måneden; inden den tid kan der ske en del.

Fik brev fra poliolægen i Jakobshavn i dag. Vores pt. nr. 2 var kommet fint derover. I øvrigt havde de derovre 6 ptt. med respirationspareser, foruden en hel del andre.

Lørdag 10/10-53

Så måtte Katrine også overføres til Jak. I går morges havde hun parese af begge ben, begyndende parese af højre arm. Holger Kjær endnu ikke hjemkommet, hvorfor Kingmeq atter måtte en tur derover.

Mine briller er ikke briller mere. Ramlede med panden mod en dørstolpe, og så knustes stellet og den ene glas. Har telegraferet hjem eft. nye, men det er noget vanskeligt, da jeg ikke kender graden af min bygningsfejl.

Søndag 11/10-1953

Holger Kjær hjemkom efter den lange rejse. Det hjalp ikke meget at jeg kaldte den hjem, den lå vejrfast op imod 2 døgn undervejs. Men den havde brød med til os fra bageriet i Egedesminde. Dog ikke de 200 stk. kransekage jeg havde bestilt. Og i aftes kom så den store høvding i den endnu større høvdingebåd til Kutdligssat, som han faktisk aldrig tidl. har besøgt grundigt. Rink (det hedder høvdingeskibet) ankom kl. 19, og som institutionsleder måtte jeg jo ned for at tage imod, sammen med Rosenørn, Kern Jespersen og Øster-Jørgensen (handelschefen). Vi havde ventet at afdelingschef Fin Nielsen ledsagede ham, med hvem var med? Vor gode ven Karup Petersen, fuldmægtig i administrationen i Godthåb. Og så begav man sig i samlet flok til handelschefen hvor man (d.v.s. jeg) havde ventet et bedre kaffebord ell. lign., men blev bænket ved et aftensbord af de bedre. Og det efterfulgtes af kaffe, cognac, likør og lign. Kl. 4 kom jeg i seng.

Mandag 12/10-53

Det må nu være anstrengende at være høvding, selv om det kun er over 22.000 sjæle, thi disse sjæle bor ualmindeligt spredt. Og en masse af dem vil absolut invitere deres høvding på middag, frokost ell. lign., så den stakkels høvding dårlig nok kan få tid til at sove. Som sagt, lørdag nat (ell. rettere søndag morgen) blev klokken 4 før undertegnede kunne krybe under dynen, og i aftes var der institutionsledermiddag hos Kern-Jespersen fra kulbrudet. Vi var 12 herrer (idet der her ingen kvinder findes i ledende stillinger), der var selvfølgelig en masse at snakke om, og klokken blev atter 3 før jeg kom i seng, og så kunne jeg ikke sove, men opdagede hurtigt det var fordi jeg var sulten, hvorefter jeg måtte op igen for at fylde maven med sigtebrød fra Egedesminde. – Ja, dette at være institutionsleder er nu ganske morsomt, man kommer til at tage stilling til en masse problemer, man får en udtalt følelse af at være med i det hele, en følelse, som sikkert aldrig vil kunne blive så stærk i Danmark. Og man er virkelig i stand til at præge sin ”institution” personligt, enten det nu er ved sin sløvhed ell. det omvendte. (At præget går over i historien, blot den lok. byhistorie, bilder jeg mig dog ikke ind (selv om ens ry ell. rygte kan leve mange år heroppe), man kan ellers ret let miste sansen for proportionerne heroppe, måske skyldes det den ”herrementalitet”, som endnu, om end i aftagende, existerer heroppe eller det skyldes de mægtige linier, som findes i såvel klima som natur, man kan jo gå en tur på 20 kilometer, og dog er man ingen vegne kommet, det er stadig det samme man ser. Eet år i Grønland, og man er allerede præget af det.

I dag var det så vores tur, vi havde høvdingen til frokost sammen med lærer Lemvig og frue og sygeplejerske frk. Andersen. Og så selvfølgelig var Karup med. Vi havde det hyggeligt, havde på fornemmelsen at høvdingen nød at slappe af i rolige omgivelser. Traktementet var ikke meget originalt, det er vanskeligt at variere kosten på grønland, men jeg tror ikke han ofte har fået nylagte æg på sin tur. Endvidere sild, svinetunge m. grøntsager, havkat med mayonaise, bl. frugter m. mandler i creme, 3 slags ost. Derefter kaffe med cognac, vermouth, cherry-brandy.

Vi, der bor på Grønland, er faktisk alle meget interesseret i landets fremtid. Den tilsvarende interesse hjemme er vist ikke nær så udtalt. Og man har heroppe også fornemmelsen af at være med til at forme landets fremtid (hvordan den end nu vil blive, god ell. dårlig). Tro nu ikke at jeg har storhedsvanvid, min andel er mikroskopisk, men fornemmelsen er nu ganske tiltalende. – Men hvad skal der så blive af dette folk? De lever i et af verdens barskeste lande, naturen er hård her, giver ikke meget fra sig, tager til gengæld så meget mere. Erhvervsmuligheder er meget vanskelige at se. (I Godhavn har de løst problemer på den måde, at alle, som om vinteren ikke har noget at leve af, bliver sat til at kaste sne, - og det med at kaste sne på grønland er faktisk et projekt af større rækkevidde end noget menneske vist tænker sig!!!) Meningen med det hele skulle jo være at give grønlænderne en højere levestandard. Det kan let gøres ved at ansætte de fleste i offentlige stillinger, gøre dem til bestillingsmænd, resten kan så bære vand til dem. Men det virker jo lidt kunstigt, endvidere vil finansudvalget næppe gå med til det. Man bygger noget erhvervsliv op på fiskeriet, på torsken, som desværre svigtede noget i år. Men det kan være tilfældigt, dog er alle kyndige inde på, at grønlænderne må ud på havet efter torsken, det er ikke nok at sætte langliner og pilke, det giver kun til familien og hundene. Men at få grønlænderne ud med trawler kræver opdragelse og kapital; det sidste er måske det letteste at skaffe.

Ktd. er et af de få steder på Grønland, hvor der virkelig produceres noget, selv om det hidtil har givet drønende underskud. (Kryolitten går uden grønlands arbejdskraft). Ja, her er mange problemer, næsten ligeså mange som isfjelde i Vajgat.

Fik brev fra Jakobshavn, Katrine var kommet lige netop levende derover. Da hun rejste herfra var hun lam i 3 lemmer, ved ankomsten lam i alle 4 samt i åndedrætsorganer og svælg. Det kunne ikke være værre.

Tirsdag 13/10-1953

Holger Kjær måtte til Sarqaq i dag, for at hente en dame som siden august har ligget med gulsot, tænker det er en cancer. Men nu må hun over til undersøgelse. De fik heldigvis også noget sælkød, det er ellers vanskeligt, da vi jo nu er afspærrede fra Sarqaq på gr. af polio. (Ja, disse afspærringer, som ingen tror på, men som vi opretholder næsten med sværdet i hånd.) Og så var der 5 vildgæs med hjem, levende, det er nogen Hannibal fanger og opdrætter, de skal smage godt. Kun de 2 er til mig, resten til kulbrudet. Jeg slap den ene af mine ind til hønsene, men det var ikke så godt, hønsene blev helt tossede, flløj omkring, væltede vand og mad så snart denne grå fyr begyndte at strække halsen lidt; værre blev det, da den gav sig til at baske med sine store vinger. Det kunne altså ikke gå, vi kunne jo risikere, at hønsene holdt med at lægge æg (de giver ca 2 dagl. for tiden og det er vist helt pænt; høvdingens giver slet ingen). Så fandt jeg en stor tremmekasse til dem, så kan de i det mindste ikke løbe fedtet af sig. Kassen står så i bryggerset.

Mandag 26/10-1953

Ja, så kom altså polioholdet og rejste strax igen. Har vist tidl. fortalt, at det strax i begyndelsen af vores polio var meningen jo at et hold skulle komme per fly, som samme aften jeg modtog telegrammet, ville lande i Reykjavik. Hvorfra viderebefordring med danske Catalina direkte til Kutdligssat. Og jeg fik travlt med at skaffe indkvartering til holdet, der blev sat extra pres på med at lave nye lærerbolig færdig, for at benytte et par af værelser der til holdet. Flyveturen blev dog hurtigt aflyst, næste telegram lød på, at holdet (3 personer) ville ankomme til Egedesminde med Dronningen, hvorefter jeg sendte Holger Kjær ned til Egedesminde for at hente dem og posten. Og vi ventede i spænding Holger Kjærs ankomst. Og så pludselig 23 ds. Om formiddagen ringer telefonen, det var polioholdet, som var ankommet fra Egedesminde med skonnerten Fylla, som skulle hertil for at hente kul. Og posten var også med, så Holger Kjærs rejse var altså helt forgæves, men jeg havde ikke i forvejen kunnet få oplyst, at der var en anden forbindelse heroptil. Jeg forstår godt polioholdet hellere ville med Fylla. Man bliver sikkert lidt betænkelig, når man ankommer fra København med Dronningen og i Egedesminde ser, at der er omstigning til Kutdligssaatlinien, som er på størrelse med en lille linie otte. Også jeg havde i den situation taget linie Fylla.

Nå, holdet ankom altså, og ikke så snart var de ankommet før de fik telegram fra landslægen, om at de skulle placeres i Upernavik, hvorhen Fylla netop skulle. Holdet bestod, da det endelig ankom kun af en læge med frue, som er massøse. Han hed Heilskov (hun naturligvis også), var 3-års kandidat, kom fra Marselisborg hospital, var ved at blive ked af hospitalskarrieren, da han ikke syntes han havde albuer og psykisk kraft til at gennemføre denne, hvorfor han var meget glad, da denne chance pludselig kom. Det er faktisk fint, at komme ud som specialist 3 år eft. examen, løn 100 kr. om dagen i de første 3 mdr., derefter løn som ass. læge (en sådan mangler netop i Upernavik, så departementet slår 2 fluer med et smæk: får en ass. læge i det mægtige distrikt og samtidig en poliospecialist, idet Upernavik er den sidste by uden polio på vestkysten. Man venter polio kan komme der i vinter, og så er der ingen mulighed for at send et hold derop.) De blev så indkvarteret i vores tomme økonomabolig og spiste hos os. Det var vældig hyggeligt, det er morsom at snakke med en kollega, når det går så sjældent på. Men det er jo uhyre let, at have gæster, når man kan give dem egen lejlighed.

Det var for resten slet ikke let at komme af med dem igen. For da vi skulle sætte dem ud til Fylla søndag formiddag, var der så store dønninger, at jollen strax fyldtes med vand, da den lå og huggede ved strandbredden. Så måtte vi have den ind på land for at tømme den for vand.

Havde ellers tænkt, at Heilskov skulle have vikarieret for mig, mens jeg tog til Jakobshavn for at få ordnet min tand. Jeg tager nu derover alligevel. Vil nødig gå en lang polarvinter i møde med tandpine. Havde tænkt mig at sejle i morgen, men det blæser meget voldsomt i dag, vi kan ikke engang komme ud til Holger Kjær, så nu har jeg udsat det til onsdag.

Og i aften skal jeg til møde i det kulturelle råd, som jeg er blevet medlem af. – Le dig hellere ihjel!!!

Klokken er nu 17, Danmark går meget fint igennem på radioen.

Ja, nu skal de dæleme ha’ kultur heroppe!!! – Jeg blev valgt til redaktør af det uge- ell. 14-dagsblad som skal til at udkomme i Kutdligssat, i stil med Kamikken i Godthåb, men dog hverken kvalitativt ell. kvantitativ på højde med denne. Jeg skal dog dele værdigheden med palase (præsten). Jeg kan jo altid finde på at skrive nogle artikler om ernæring og anden hygiejne, - så kan palase skrive om den åndelige hygiejne. Det sværeste bliver nok at få andre til at skrive noget.

Tirsdag 27/10-1953

Mørketiden er begyndt – men foreløbig kun for mig. Mine sidste briller er gået i stykker, nu er der kun tilbage solbrillerne, som også sidder særdeles godt på mig, men giver mig et noget dystert indtryk af det hele. Mine solbriller er nemlig meget mørke.

Børnene leger hver dag med Cognacs hundehvalpe, de er også umådelige søde. Der er næsten altid en hundehvalp eller 2 i huset, om ikke andet finder man en liggende og sove under komfuret. Da hundehvalpene ikke altid lugter godt, gælder det samme børnene, de stinker værre end en aljetøndekusk.

Vi har en del sne, har gerne slæden med, når vi er ude at gå med børnene. I forgårs var jeg med begge to ude bag huset, hvor der er en skrænt, vi kørte ned ad den på slæde, Tove alene, Anne Marie med mig, og begge morede sig dejligt. – Vandhentning til sygehuset foregår med slæder, ligeledes afhentning af varer fra butikken. Det nyder jeg godt af, idet jeg også driver vognmandsforretning med mine hunde. Sygehuset har selv et spand hunde, men kan slet ikke klare sig dermed. Derfor lejer jeg et spand ud for 75 øre i timen. Det bliver ca 6 timer dagl. Hvis ikke jeg havde denne indtægt var det også for kostbart at holde så mange hunde, som jeg gør. I øvrigt solgte jeg for nogen tid seks af hundene til præsten i Umanak, men der er 13 tilbage, foruden 2 store hvalpe og seks små.

Med vand har vi det betydelig bedre her end i Ghb. Karlene sørger for vand, og har vi intet beder vi blot om at få tønden fyldt op. Det er nu meget rart, når det nu engang skal være besværligt.

Mandag 2/11-1953

Det bliver samfundet en dyr tand, min 5+ som efterhånden har givet mig adskillige søvnløse nætter, - siden december 1952. Mig koster den kun 15 kr., (guldet skal man selv betale på Grønland og min guldværdi er steget 1½ g.), derimod statskassen (som jeg ganske vist selv er medindehaver af) ca 1000 kr., idet det efterhånden er blevet til en 7-dagestur. Diskobugten på denne årstid er noget andet end Godthåbsfjorden. Sidste måneds tid temmelig ofte tandpine, én nat åd jeg 3 magnyl + 3 saridon ganske uden virkning. Så besluttede, at nu skulle det være. Vinteren her er for lang at gå med tandpine i. Og på denne årstid bliver det vanseligere og vanskeligere at komme ned til Jakobshavn, som ellers kun ligger 10-12 timers sejllads borte.

Nu, da jeg skriver dette ligger vi vejrfast i Ritenbenk. på hjemvej fra Jak., kun 6 timers sejllads fra Ktd., men vejret er elendigt derovre, vi kan overhovedet ikke komme i land, selv om vi kunne komme derover.

Skulle være sejlet hjemmefra allerede tirsdag 27. okt., men det var meget uroligt vejr med store dønninger og brænding, så blot det at komme ud til Holger Kjær var umuligt. Så skulle vi af sted onsdag morgen, men det var ligeså umuligt. Kl. 13 lykkedes det imidlertid at komme af sted. Fik en god gyngetur til Ujarassusuk, hvortil jeg havde 2 passagerer med. Forsøgte så at komme ud over diskobugten for i det mindste at nå Ritenbank, men den stærke søgang gjorde det helt umuligt. Vi måtte så gå tværs over Vajgat til Sarqaq, hvortil vi ankom med vindstyrke 7-8, efter en god hoppetur over Vajgattet. Det var jo ikke nogen større dagssejllads.

I Sarqaq har de lidt nat. havn, desuden er der temmelig meget is udenfor, det tager af for søgangen. Hannibal var heldigvis hjemme, og gæstfri som altid, inviterede han mig til at sove i gæsteværelser, til trods for at han allerede havde 3 liggende gæster. Erik røde var nemlig kommet samme dag fra Jakobshavn med folk fra den kgl. Grønlandske, de skulle lave regnskaber med Hannibal.

Hele torsdagen lå vi så vejrfast i Sarqaq, Vajgattet var voldsomt oprørt. Og jeg oplevede for første gang et rigtigt grønlandsk lokum. Udvendigt minder om et dansk landligt do, men det er udstyret med træk, men ikke med slip. Når man tager låget af kassen derinde ser man strax en stor hund som sidder parat bagved. Og så er det klogt at lade lemmen glide ned før man tager plads. Ellers kunne hunden, af frygt for konkurrenter, let finde på at komme den ædle giver i forkøbet, og en grønlandsk hund tager hellere lidt for meget end lidt for lidt. Når man har besørget, trækker man i snoren, lemmen glider op, hvorefter hunden stikker hovedet ind og slikker godterne i sig. Sådan er det altså hvad enten man så kan lide beskrivelsen ell. ej. Og det er en effektiv renovation. Kun kedeligt at hundene ikke fortærer konservesdåser.

Vi fik gåsesteg til middag den dag, meget lækker konstaterede jeg med tilfredshed, for jeg har 2 gæs af samme slags gående hjemme i hønsehuset. Hannibal fanger gæslinger derovre om foråret, og feder dem så op, dels til sig selv, dels til salg.

Amalie, Hannibals kone, er meget dygtig til madlavning, men hun viser sig næsten aldrig i stuen. Man har nærmest indtryk af at hun er Hannibals husbestyrerinde, dansk taler hun desværre ikke. Til gengæld taler Hannibal for 2. Han spiser kolossalt, er godt i stand, Amalie er for godt i stand, og ser ud til at være ældre end sin mand. Grønlænderkoner ældes hurtigt, selv om de lever under gode kår.

Fredag morgen fint vejr, helt stille med skønne farver over Diskobugten. Havde en fin tur til Ritenbenk, der skulle mandskabet nemlig ind for at købe sukker. Det kan grønlændere ikke undvære, hvad man også ser på tænderne. Videre til Jakobshavn, men den 4-timers tur blev den værste jeg har været ude for. Heldigvis ikke spor søsyg, hvad jeg konstaterede med tilfredshed. Hvad enten man ligger, står ell. sidder, må man holde sig fast, næsten med arme og ben. Jeg er dog gerne i styrehuset i sådant blæsevejr, for ikke at sige stormvejr, jeg kan godt lide at se hvad der sker. Heldigvis var der ingen is dernede, ganske vist havde vi projektøren tændt, men det er vanskeligt at se noget for skumsprøjtet. De sidste par timer var det bælgmørkt, og jeg var ærlig talt glad for at se lysene i Jakobshavn. Der er en meget fin naturlig havn, der kan vist ikke komme en krusning på overfladen selv i orkan. Nå, jeg kravlede op til Kiilerich, tandlægen, som strax styrkede mig med en stor gin + vermouth. (Kan godt forstå søfolk skal have rom ell. lign.). Så vandrede vi ud til sygehuset, hvor vi fotograferede tanden, billedet viste, at rodkanalerne overhovedet ikke var fyldt. På sygehuset hilste jeg på vore 3 poliopatienter, Katrine stadig med delvis respirationslammelse. De skal alle tre til Danmark, og har stor udsigt til at blive invalider.

Heller ikke i Jakobshavn fik jeg lov at sove på Holger Kjær. Fik en sovesofa hos bageren og hans kone, som er vældig søde mennesker. Og fik naturligvis hver morgen friske rundstykker. Lørdagen gik med tandbehandling. Det er en dejlig klinik han har fået derovre, alt er nyt.

Han giver musik til behandlingen, det synes både ptt. og han selv godt om. Han synes selv han arbejder bedre til musik. Hver gang han sagde vær så god og skyl, betød at jeg skulle gå ind ved siden af og skylle en gin + vermouth ned, imedens tog han så en anden pt. Det bliver nu dyrt hvis alle pt. skal skylle så grundigt. Nå, alle rodkanaler blev godt renset, fyldt igen, røntgenkontrol viste at det var tilfredsstillende, hvorefter der blev taget aftryk til guldindlæg.

Lørdag aften var vi hos Kofoed, ass. læge i Jak. Han skal hjem med Umanak om 14 dg., hvad han er meget ked af. Men han har fået et 2-kronest. infiltrat i den ene lunge, og specialister siger at han skal tage hjem til behandling. Han hører til de mennesker, som ikke kan blive positive trods flere calmettevacc. Han var naturligvis bekymret, ikke så meget på gr. af sygdommen som på gr. af alle de praktiske vanskeligheder den medfører: ingen bolig hjemme til familien (2 børn har han), måske opsigelse fra departementet, stor skat at betale. Hos Kofoed traf jeg for resten Holger Kjærs søn. Holger Kjær, altså den levende d.v.s. nu afdøde, var i en menneskealder distriktslæge i Nordgrønland, endte som medicinalkonsulent. Foruden gennem sin lægegerning har han tillige som så mange andre danske heroppe, gjort en indsats for raceblandingen på Grønland, og bl.a andre har hans kivfaq måttet stille sig til rådighed for denne indsats, således som det heroppe har været kivfaqkers lod i et par hundrede år. Resultatet blev godt, for så vidt som sønnen, Marius Sivertsen, er formand under den kgl. Grønlandske handel i Jak. og desuden medlem af landsrådet. Det var for resten ham, der fik ideen med at opstille Kirstine Ladefoged i Nordgrønland.

Søndag støbte Kiilerich guldindlæget til mig, det passede fint, sidder nu på plads. Så var vi lige indenfor hos byggelederen, hvor vi fik en cognac, derefter hos telegrafbestyreren, hvor vi gik 3 cognac, så spiste vi middag hos Kofoed, hvor vi efter middag fik mange cognac. Det er måske derfor jeg er lidt træt i dag.

Og nu er jeg på vej hjem, ligger vejrfast i Ritenbek. Har for 100 kr. brød med til sygehuset og os selv fra bageriet i Jak., så vi skal ligge vejrfast her mange dage før jeg udgår for proviant. Vi har lige kaldt Kutdligssat pr. radio, men kunne ingen forbindelse få. Severin kommer nu og fortæller mig, at han i land har hørt, at det blæser 7-8 i Ktd., Umanak og Egedesminde.

Onsdag 4/11.1953

Hjemme igen, det blev til 8 dg. i alt. Hele tirsdagen måtte vi ligge i Ritenbenk. Ritenbenk har tidligere været en koloni, nu er den degraderet til udsted med lidt over 50 indbyggere. Udstedsbestyreren, Hans Fleischer, taler fint dansk, spiste både frokost og middag hos ham. Købte 1000 kg. tørrede angmassater hos ham, 35 øre pr. kg., til hundefoder og tog de fleste med Holger Kjær hjem. Hjemturen gik godt, søen nogenlunde rolig, men alligevel blev jollen fyldt med vand, da vi sejlede ind til stranden i Ktd.

Det var en lang og drøj tur (og dyr) blot for en tands skyld. Men en hel vinter med tandpine er ikke sjov.

Torsdag 5/11-1953

Ja, det er ofte nogle bizarre fornøjelser, man har heroppe. Det sidste er, at vi i dag har indviet vores nye elsantoilet. Det ligger på 1. sal, i et lille rum, som er blevet bygget ved siden af soveværelset. Der bliver ikke frostvejr foreløbig, hvad der allerede er på det gamle lokum i bryggerset. Det er en meget stor behagelighed. Jeg forstår blot ikke, at elsan ikke er indført i Danmark, ude på landet, hvor man ikke vil have septictank ville det være ideelt.

Vi har fået vores vinterproviant hjemmefra, kolonivarer for ca 1000 kr., desuden æbler, appelsiner og grøntsager. Så mangler vi kun kødet.

I dag har solen skinnet, ca 1 time, men nu varer det omtrent 4 mdr. før vi ser den igen, den går bag fjeldene. Foreløbig kan vi se den skinne på Nugssuaq, hvis det ikke er overskyet. Den egentlige mørketid begynder først omkring 30. nov.

Lørdag 21/11-1953

Så fik vi endelig Umanak expederet. Den sidste aften, ell. rettere nat, før sidste postindlevering sad jeg til kl. 3 og skrivemaskinen næsten glødede.

I går, fredag kom Umanak, og torsdag aften kl. 22 fik jeg et iltelegram fra skipperen, at endnu en patient med skulderlidelse, som er indstillet til hjemsendelse, kunne medtages til Danmark denne gang. Jeg sendte strax bud efter hende, og så viste det sig, at hun var taget med Holger Kjær, som er udlånt til præsten, til Qeqertaq. Derfra er i bedste fald 6 timers sejllads, men da der sikkert nu er megen is derovre, ville turen tage mindst 10 timer, Nå, jeg bad telegrafstationen kalde Holger Kjær (der er nemlig ingen radiostation i Qeqertaq), men der blev naturligvis ikke svaret. Og så kom hun ikke til Danmark denne gang.

Men det var Umanak, den kom i går kl. 17,15 og kastede anker. Jeg havde 3 tuberkulosepatienter, som skulle med; ville desuden gerne hilse på Kofoed fra Jakobshavn, som jo også er en slags tub.-patient, så jeg tog med derud; Gurli også, hun ville gerne igen betræde Umanak, som vi jo har en særlig forkærlighed blandt skibene. Vi gik ombord i en af de store kulpramme på land, ventede 20 minutter på den ene af patienterne, som vel ikke kunne får kysset færdig, og da hun så endelig ankom, efter at jeg havde måttet ind på kulbrudskontoret for at bede sygehuset sende bud efter hende, tog den store kran, som står lige på stranden, prammen og svingede den ud i vandet. På den måde foregår godsudvekslingen meget ofte i Ktd., da selv små dønninger gør det umuligt for prammen at ligge ved en lille træbro, som kan skydes ud i vandet. Så kom Kingmeq og tog os på slæb ud til Umanak, og der lå vi så og vuggede i en lille time, alt mens dønningerne blev større og større. Det var ikke muligt at komme ombord, dønningerne var for store til at vi kunne komme over i Kingmeq og fra den i Umanak, så vi måtte stå dernede og råbe op til forskellige bekendte deroppe. Det blev en kold omgang, - og imens blev vinterens kødforsyning sat ned i prammen ved hjælp af et stort net, når nettet så blev trukket op igen, var der atter kød i, men denne gang levende, idet patienterne måtte op på den måde, oven på postsækkene. Men de kom da alle levende op.

Vi var alle meget spændte på om Umanak havde posten med hertil ell. havde sat den af i Egedesminde. Posten var med, allerede kl. 20,30 kunne vi hente den. Al godset til Ktd. er sat af i Egedesminde, deriblandt juletræerne; Det går så videre med skonnert nordpå. I dag har vi så fået pakkerne, og aldrig har vi fået så mange før. Jeg tror der var 20. Der gik flere timer med at pakke ud. En meget stor del deraf er naturligvis lagt hen til jul. Tove snakker ikke om andet end jul. Og er meget utilfreds med at juletræet ikke er kommet endnu. Hun bygger juletræ af connector, klipper hjerter og vil så gerne begynde at lukke julekalenderen op.

Søndag 29/11-1953

Kolonilivet blomstrer: vi har været til flere selskaber, morer os glimrende; koloniens ”damer” samles hver tirsdag eftermiddag til kaffe- og syklub, læsekredsen (prisværdigt initiativ fra den kgl. Grønlandske) er i gang. Udenfor stormer og sner det næsten hver dag. Måtte i morges grave mig ind til hønsene, som trives fint. Den ene gås er slagtet, plukket, ligger nu stivfrossen på altanen; den så meget lækker ud, da den var helt renplukket, fed og gul.

I aftes havde vi vores første rigtige fest. 12 personer, kl. 20 ost på 20 måder (kun en af gæsterne kunne tåle nogen form for ost) med rig. rødvin, derefter kaffe med likører og cognac (der går en del cognac heroppe, men den koster kun det halve af prisen hjemme) så nogen timers dans med punch og frugt ind imellem. Kl. 4 i morges sluttede vi af med the (som nogen fik blandet op med rom) og grahamsbrød med sælleverpostej og spegepølse. Det var vellykket alt sammen.

I onsdags måtte jeg en tur til Sarqaq, tilkaldelse til dårlig finger. Benyttede samtidig lejligheden til at give befolkningen 3. indsprøjtning af difterivacc. Havde regnet med en to-dagestur, men man skal aldrig regne med noget heroppe, det blev til 3 dage, for på gr. af stormvejr kunne vi ikke komme hjem igen før fredag. Det er nu ikke det værste sted at blæse inde, for Hannibal er umådelig gæstfri, jeg boede i hans gæsteværelse og fik alle dagens måltider hos ham. Og de sidste er lige så solide som Amalie; forstår godt Hannibal er trivelig, han trænger til nogle slædeture. Tværs over Nugssuaq. Erkendte endnu engang at verden er lille: Hannibals fætter bor i Madvigs Allè nr. 11 og hedder Edgar Fencker. Hannibal er en omdiskuteret person, det bliver man jo, når man ikke er som alle andre. Der er så få heroppe, der ikke kan lide ham. Kender ham kun som vært, og som sådan er han overordentlig tiltalende. Men nogen siger, at man skal være læge, kolonibestyrer ell. konge for at han kan udfolde disse egenskaber. Hvad jeg ikke er klar over, er om han er ægte, når han snakker om ”sin befolkning” og om at ”gøre den færdig” o.s.v. Han kan da ofte virke krukket. – Mon jeg har fortalt om Hannibals nye hus? Det er hans eget private, som han vil trække sig tilbage til, når han får pension. Det er for det første stort. Bygget af ham selv og grønlændere, kun trappen kunne de ikke klare, den måtte de have en dansk håndværker til at lave. Huset er isoleret med et 10 cm tykt lag, bestående af grønlandsk mos, og der er så varmt derinde, at yderdøren ofte må stå åben, og selv da er der for varmt for mig. Opvarmningen kommer fra centralkomfur, og de bruger kun 1-2 spande kul i døgnet. Vi bruger 10-15, alt efter hvor meget det blæser.

Der var overflod af kød i Sarqaq, da jeg var der, så jeg havde over 300 kg sælkød med hjem til sygehuset, og mange levere.

Mandag 14/12-1953

Megen is er drevet gennem Vajgat siden jeg sidst skrev, og nu har den lagt sig stille over meget store arealer. Holger Kjær måtte sande det i går, den havde besvær med at komme hjem fra Sarqaq, hvor den var med en patient, udskrevet fra sygehuset. Men hjem kom den da, og i dag har jeg bedt om at få den sat på land. Der bliver ikke mere sejlads i år, desværre. Det har frosset hårdt længe nu, omkring -20, hvad ikke er almindeligt her så tidligt. Fik brev fra Hannibal i dag, han skrev, at alt tegnede til rigtig isvinter. Så vi får da prøvet noget.

Indendørs har vi det dejlig varmt, den nye kamin kom med sidste forbindelse. Den er ikke just skøn at skue, mest fordi den er lyseblå (minder i formen lidt om et fryseskab), men den er særdeles god, giver en meget fin varmecirculation i stuen, og så længe det kun fryser 20, er det ikke vanskeligt at holde tp. oppe indendørs. Nu har vi også fået gode kakkelovne i alle rum, og de mange forbedringer på huset i sommerens løb har hjulpet ganske utroligt. Meget glade er vi stadig for vores indendørs wc, der brænder gerne en alm. staldlygte døgnet rundt, så er der lunt.

Vi er ved at komme i julestemning, sidder og hører julehilsener til Kutdligssat. Der er ingen til os, hvilket ikke gør spor, vi får så meget konserves heroppe. Hvis I skulle finde på at sige lidt til os næste jul, så må I love ikke at hulke, det er slet ikke morsomt at høre på for dem heroppe. Og husk, at alt hvad I siger kan høres over hele Grønland, og bliver kommenteret. Der var en her i Ktd., som fik besked om at huske et isbjørneskind; en anden fik hilsen på (rædselsfulde) vers, og familien glædede sig til at se hans kone, som han endnu ikke er gift med, men har en dreng på 4-5 år med; de skulle bare se hende, hun har ingen tænder og er jaloux som alle grønlandske ”koner” med danske mænd. – Nå, dette for at I kan se hvordan vi er heroppe. Men selvfølgelig er det hele sendt i en god mening.

I dag har Gurli lavet julekagedej, børnene har sammen med en lille grønlænderpige klippet julestads. Tove er meget glad for Peters Jul, her kan hun rigtig forstå den, for gåsen har vi slagtet, vi har både pige og karle og juletræet ligger ude i sneen. Kun juleneget må vi mangle.

Vi fik et juletræ fra Anton Nielsen. Og det var en hel tragedie. Toppen var brækket helt af, der var ingen nåle på, og de der var faldt af så snart man så på træet. Så spurgte jeg den kgl. Grønlandske om der ikke skulle være et til overs. Og et par dage efter fik vi anmodning om at hente et træ formedelst 5 kr. Og det var et rigtigt juletræ, næsten til loftet og med nåle på.

Mørketiden i Ktd. er absolut ikke slem, det er lyst et par timer midt på dagen; så bort set fra, at vi måske er lidt mere dovne end ellers (hvad man jo efter er hjemme i disse måneder) påvirker den os ikke. Både Gurli og jeg synes bedre om mørketid end om midnatssol. Nu er der kun en uge til vintersolhverv, så det kan nu ikke blive ret slemt med mørket.

Søndag 20. december

Ja, så har vi vintersolhverv, og her på 70 gr. nordlig bredde er det stadig lyst et par timer midt på dagen. Nej, mørketiden her er intet at tale om. I Upernavik, hvor der er mørkt hele døgnet rundt i 6 uger, skal det være betydelig værre; der bliver mange en del påvirkede deraf. Vi har fuldmåne for tiden, der er på himlen døgnet rundt; og det er morsomt at se den stå og spejle sig i Vajgat ved middagstid, så lidt mørkt må det altså være. Havde en ordentlig gang tandpine natten mellem mandag og tirsdag. Den sædvanlige tand. Første 3 uger efter hjemkomsten fra Jakobshavn var jeg helt fri for smerter, men siden har det jævnligt været galt, men kunne dog standses med magnyl. Mandag aften tog jeg i alt 10 tabl. (4 codyl og 6 magnyl), men det virkede kun et par timer. Sove kunne jeg ikke, jeg for rundt i sengen, Gurli var helt bange for mig, men jeg turde ikke tage flere tabl., havde allerede voldsom øresusen. Så tog jeg penicillin, udfra den betragtning, at der jo må være en betændelse, og i løbet af 2 dage hjalp det, og nu er der intet i vejen. Men tanden er vist færdig, jeg vil blot så nødig miste den, før jeg kan få en bro ell. lign. til erstatning. Bliver det helt galt må Hannibal trække den ud.

Tove har fået sælskindsanoraq, ser dejlig ud i den. Nu får de snart begge to hundeskindsbukserne, så kan de komme noget mere ud. I øvrigt er det ikke koldt, selv om det stadig fryser 20 gr., det blæser næsten aldrig mere.

Cognacs hvalpe er det gået ilde: der er kun 3 tilbage, dem har vi så taget ind i bryggerset, hvor de er ivrigt beskæftiget med at æde seletøj, indtil de får smæk. De andre er frosset og ligget ihjel, en er blevet bidt. Det er et hårdt liv at være grønlandsk hund. Her overlever kun de stærkeste.

Nu er kl. 13, det er ved at blive mørkt igen. Vi skal til at spise middag. Det bliver lammefrikadeller og citronfromage. Citroner har svært ved at holde sig, så vi må se at få dem spist i en fart. Appelsinerne holder sig ret godt, æblerne kun nogenlunde. Al frugten ligger i børnenes soveværelse, men det er ikke til at holde temperaturen nede, og undlade fyring helt tør jeg heller ikke, så bliver der frost.

Vi er ved at fryse vores danmarkskød ned i store isblokke, efter først af have delt det i mindre stykker. Hver mørbrad lægges i en kageform, sættes ud i frosten efter at være overhældt med vand. Efter en dags tid kan man tage blokken ud, og lægge den næste ned. På den måde holder kødet sig bedst, og tager ikke skade, selv om der skulle komme tøvejr et par dage i vinterens løb.

Vi har fået stegt flæsk, med det resultat, at jeg knækkede et stort stykke af en kindtand i undermunden på et stykke svær. Jo, jeg er heldig med mine tænder heroppe. Skal vel have protese, når jeg kommer hjem.

Onsdag 23/12-1953

Så blev da juletræet sat på fod (det var svært at finde ude i sneen, måtte grave længe før jeg så en grankvist stikke frem) og øllet bragt i hus. Det store øjeblik er virkelig indtruffet: jeg har købt en kasse øl; det var det vi i gymnasietiden så ofte snakkede om, men ikke havde midler til; nu er det altså blevet virkelighed her i Ktd. Men i år kan øl måske fås helt til marts, ellers plejer det at slippe op allerede i januar.

Modbydeligt vejr i dag, blæst, fygning, -20. Havde for første gang i vinter mine lange underbukser på, da jeg skulle i butikken m.m. forsyningerne skulle suppleres med en flaske cognac, og en bourgogne til julegåsen af den gode årgang 1947(altså ikke gåsen). Da jeg kom hjem fra turen, som også havde omfattet sygebesøg hos Maren og forretningsbesøg hos Rosenørn havde jeg kamikposten med til Gurli:

Der var jo bryllup i byen, i lørdags, borgerlig vielse med Rosenørn som giftefoged. Gommen dansk mineformand, bruden hans husbestyrerinde og moder til hans barn, datter af Peter Rasmussen, hvis øgenavn (vi har alle øgenavne heroppe, men det er næsten umuligt at få dem at vide) på dansk betyder: ham der lugter af røv (undskyld!!) Han har nu 2 døtre gift med danske i Ktd., den tredje er gift med den nye kateket, søn af pastor Heilman i Ghb.; kateketen blev forflyttet til Ktd. på gr. af druk, det rette sted at flytte hen til, men det må være for at han ikke skal påvirke uskyldige sjæle til druk, for sådanne findes næppe her. Brylluppet begyndte godt, fru Rosenørn knuste en tåre; men det endte skidt. Ingeniør H., som tidl. har fået øretæver af fru L. på grund af nærgåenhed, var i fuldskab ved at komme op at slås med smedeformand Karl C., og blev til sidst bevidstløs båret hjem. Har selv været sammen med H. et par gange. Første gang sov han det meste af aftenen, næste gang gik hen hjem før midnat. Han udtaler foragteligt, at disse kvinder i Ktd. ikke er til at komme nær (med kvinder mener han danske fruer). Da han selv har en ganske sød lille grønlænderpige (hvis eneste interesse i verden er at komme til Danmark) kan han jo være ligeglad. – Der var 35 gæster ved brylluppet, der blev drukket imiak af flasken, lille Abraham der nylig har haft sin første gonorre dansede hele aftenen med fru G., Peter Rasmussen med fru R.

Også på ”slottet” har der været øretæver. ”Slottet” er den tidl. driftsbestyrerbolig, bruges nu til anbringelse af ugifte kulbrudsfunktionærer. Bl.a. bor her T., bums og bisse m.m., af den slags som kun vasker sig indvendig, og da kun med alkohol. Han så sig gal på Peter V., kontorassistent, pæn ung mand, rev knapperne af hans jakke, stak ham et par, og smed ham hen ad gulvet. Og nu tør Peter ikke sove hjemme mere. – 2. juledag skal der være kulbrudsfest, alle danske funktionærer og de ledende grønlandske. Det kan blive godt. Vi skal til middag hos Rosenørn, det bliver sikkert hyggeligt. Han er vældig rar, nøjagtig lige så ubegavet som andre rosenørner, hans kone sød og ligetil. Nytårsaften skal vi formodentlig selv have gæster, ikke mange, for vi vil ikke have stor fest, og jeg vil ikke have at nogen skal drikke sig fuld for mine penge. Det bliver sikkert kun Rosenørn, Lemvig og frk. Andersen.

Det var lidt koloniliv!!

Onsdag 13/1-1954

Så er det ved at blive forår, selv her nord for polarkredsen. Det vil naturligvis gå uhyre langsomt, men der er ubedragelige tegn derpå: børnene har i dag været ude at lege for første gang i flere måneder, de var ude en hel time og så dejlige ud i skindtøj; hønsene har i dag lagt 3 æg, det er ikke sket siden i begyndelsen af nov.; det bliver lysere og lysere for hver dag. D. 15. er mørketiden forbi, men solen kommer først i begyndelsen af febr. Rigtig mørkt har det slet ikke været, og vi har intet mærket til mørkepip, som man taler så meget om.

Jeg har travlt i denne tid, folketuberkuloseundersøgelse med gennemlysninger hver eftermiddag; og her må jeg jo tage dem alle selv, det bliver ca 1000 mennesker. Desuden skal årsberetningen udarbejdes, det er også et stort arbejde, men ganske sjovt, vel nok til dels fordi det er ”mit eget” sygehus og distrikt. Lysregningen for okt. kvartal, det mørkeste, har vi lige fået, kun 74 kr. Og det skønt lysstofrøret i køkkenet brænder fra tidlig morgen til sen aften, og hønsene har lys ca 12 timer i døgnet.

Har føjet endnu et hverv til mine mange heroppe: er begyndt at indkalde kul til sygehuset. Der findes i Kutdligssat mange små minegange, hvor befolkningen selv kan gå hen for at bryde deres kul. For tiden er der en hel del arbejdsløse i Kutdligssat; for at støtte dem (og for at spare kommunehjælpen) har kommunebestyrelsen henstillet til institutionslederne, at de opkøber kul fra denne private brydning til 6½ øre kg. Syntes tanken var udmærket, sygehuset har jo et meget stort kulforbrug, og jeg indrykkede en annonce i radioavisen, om at sygehuset køber kul fra privat brydning, men kun kul af bedste kvalitet. Der kom også kul, omkring 1000 kg har jeg indhandlet, men de kommer ikke fra de arbejdsløse, det er skam de arbejdende, som i deres fritid går ud og bryder for at lidt extra fortjeneste. Således kom en af sygehusets karle, som tjener 90 kr. om ugen, i dag med 400 kg; nej, de som er sløve, fortsætter med at være sløve, og intet kan vække dem. De vil hellere få kommunehjælp uden at levere noget til gengæld.

Søndag 17/1-1954

Mit sociale juleforetagende blev ikke rigtig nogen succes, kullene var ikke af tilstrækkelig god kvalitet, hvorfor jeg i går satte annonce i radioavisen, om at indhandlingen til sygehuset var standset. Dårlige kul giver for stort fyringsarbejde i sygehusets 15-20 kakkelovne, og på konsultationsstuen, hvor vi selvfølgelig også har komfur, kan vi ikke vnete over ½ timer på at vandet skal koge. Arnanguaq (tænk vi har nu haft hende i over 7 mdr.) sagde også ”ajorpoq” om kullene, når hun skulle tænde op om morgenen hos os.

Det har blæst meget siden jul. I dag har vi en stiv sydvest, tp. er kun -10. Vi har flere gange haft Nunasarneq, det er meget voldsomme fønvinde indefra landet, d.v.s. indefra Disko. Første gang vi havde den var i begyndelsen af januar, om natten, huset knagede og bragede, ved særlig voldsomme vindstød kunne man på 1. sal mærke, hvorledes det rystede. Fik ikke sovet meget, dels på grund af stormens hylen, dels fordi jeg lå og ventede på, at taget skulle ryge af huset; hvilket dog ikke skete.

Julen og nytår gik fint. Kl. 14 juleaftensdag var jeg på sygehuset, palase holdt en kort prædiken, man dansede om juletræet, patienterne fik gaver, og gik så hver til sit, de havde fået fri indtil juledag kl. 15, undtagen et par meget syge. Kl. 16 gik Tove og Gurli i kirke, mens Anne sov og jeg passede gåsen i ovnen. Det var sarqaqgåsen, den smagte dejligt, men er ikke større end til 3 personer. Gurli og jeg delte en flaskebourgogne til den, hvor blev vi dog søvnige senere på aftenen deraf, der måtte flere kopper stærk the til før vi blev kvikke igen. Julegaverne gik jeg op og hentede, kom ned igen i bjørneskindsbukser og sælskindsanoraq og med gaverne i en sæk på ryggen. Gjorde stor lykke hos børnene, som dog først blev lidt bange for denne skindklædte person. Julegaveudpakningen var det sædvanlige orgie, vi savnede far til at samle papir op. Det var næsten umuligt at huske, hvem der fik hvad, og helt umuligt at finde ud af hvad børnene fik af hvem. Og så var Gurli og jeg pludselig så søvnige, og måtte drikke stærk the.

Juletelegrammerne blev udbragt af Nikolaj Kleist himself, telegrafbestyreren. Han var drivende fuld, han kan kom med dem. Det plejer han at være, når han juleaften når ud til denne del af byen. Han får gerne en øl hvert sted han er inde med telegrammer. Der fortælles, at han et år på vejen ud med telegrammer, satte sig ind i et tomt hus for at hvile lidt, så han kunne drikke nogle flere øller. Han faldt i søvn, tømte i søvne sin blære, og kunne, da han vågnede, ikke komme op igen. Da huset var uopvarmet, var han ganske simpelt frosset fast til stolen på grund af de våde bukser.

1. juledag gik vi alle 4 i kirke, altså også jeg, til dansk gudstjeneste ved den grønlandske præst. Havde ellers svoret, at jeg ikke ville gå, men palase er et meget tiltalende menneske, og jeg syntes, det var synd for ham hvis der kun skulle komme 7 mennesker som sidste år til den danske gudstjeneste. Den præst, som var der dengang, havde dog heller ikke meget kontakt med danskerne. Der var over 20 mødt op, så han kan ikke forlange mere. Bagefter var vi alle til kaffemik hos præsten, det var vældig hyggeligt, og en god ide af ham. Spiste så middag hos Golodnoff, 2. juledag spiste vi hos Rosenørn, nytårsaften fejrede vi i stilhed, havde Rosenørn og Lemvig til middag. Men holdt trods stilheden ud til kl. 2.

Mandag 18/1-1954

Dejlig mildt vejr i dag, kun – 5, så får man forårsfornemmelser. Vi har nogen dejlige solopgange et stykke op ad formiddagen, d.v.s. solen kommer altså ikke, men det røde skær i syd er pragtfuldt. Sarqaq og Godhavn har sol nu, også for Ktd. er den egentlige mørketid forbi, men vi ligger nærmest på nordsiden, så det varer endnu 14 dage før solen kommer. Det bliver dejligt at se den.

Vajgattet er endnu ikke lagt til, ofte har isflagerne ligget så tæt, at man ikke har kunnet se vandet, men så er der kommet storm, og så er det hele spredt for vinden. Og så længe det kun fryser 10-15 gr. bliver der heller ikke islæg.

Har rent glemt, at nytårsaften indledtes med et meget flot bål i Kitdlerpait (den bydel som ligger nedenfor sygehusbakken). Det var Isak Jeremiassens hus, som gik op i flammer, og når noget brænder her, så brænder det grundigt. Brandvæsenet rykkede ud, lægen også (det skal han ifølge brandinstruksen). Lægen kom først, brandvæsenet består af en håndsprøjte, som læsses op på en af lastbilerne (kolonien har 2), og selvfølgelig kørte lastbilen fast i dyb sne, da den kom væk fra den rigtige vej. Ved huset stod et par mennesker og kastede sne på ilden med skovle, men til ingen nytte, vinden var helt god. Langt om længe rykkede bulldozeren ud, den går jo lidt langsomt, men det var ganske imponerende at se, hvorledes den med sin mægtige skovl væltede den ene snevold efter den anden ind over det brændende hus, og derefter jævnede det hele med jorden. Det, det først og fremmest gælder om heroppe, er at hindre ilden i at brede sig til andre huse, og det lykkedes altså.

Gurli og jeg går til grønlandsk heroppe, hver tirsdag, og under langt hyggeligere former end i Ghb. Vi holder det nemlig rundt omkring i hjemmene, drikker the og evt. en øl bagefter. Palase er lærer for os, og jeg lærer meget denne gang. Men det er jo også anden gang, jeg gennemgår det.

Tirsdag 19/1-1954

I dag skinnede solen på de højeste toppe på Nugssuaq. Det så dejligt ud, langt dejligere end jeg på forhånd ville have troet.

Fredag 22/1-1954

En høne er død. Den havde fået sit øje hakket ud, fik en stadig tiltagende hævelse på stedet, og i går morges lå den død derude. Vi får ellers nu 2-3 æg om dagen, håber snart vi kan komme op på 4.

I aften, da Gurli og jeg gik hjem, vi havde drukket en kop the hos Andreas Hansen og frue, så vi et meget flot nordlys. Ikke det største, vi har set, for i Ghb. var ofte hele himmelen oversået med vældige tæpper af nordlys; men dette var det farverigeste, stærke gule, røde og grønne farver, det var umådeligt skønt. I morgen skal jeg på slædetur til Ujarasugssuk, har fået 2 breve dernedefra om jordemoderens søn, som er syg, så nu må jeg af sted.

Mandag 25/1-1954

Der er 35 km til Ujarasugssuk, altså i alt 70 km slædekørsel, og det blev en herlig tur. Startede herfra kl. 9 om morgenen, 2 slæder, den ene som forkører med min bagage den anden med mig som bagage. Havde selvfølgelig kusk med på min slæde, jeg kan ikke klare sådan en tur alene, det meste er landkørsel og meget anstrengende for kusken, som ofte skal rette slæden op, hænge i opstanderne, når det går stejlt ned ad bakke, tæve hundene, rette skagler o.s.v. Men også passageren får en god løbetur, eller rettere mange ved landkørsel; når det går stejlt opad, kan hundene ikke klare det, så må man af og gå; når det går stejlt ned, kan men heller ikke sidde på slæden, så må hundene gå bag slæden og kusken hænge i opstanderne og slæbe efter. Men der er også lange strækninger hvor både kusken og passageren kan sidde på slæden og nyde udsigten bl.a. se solen skinne ovre i Sarqaq, når ikke hundenes voldsomme udtømmelser de første 1½ time forstyrrer idyllen.

Havde selvfølgelig bjørneskindsbukserne på, indenfor et par gamle fløjlsbukser, undertøj som sædvanlig. På overkroppen sælskindsanoraq’en, indenfor denne blot skjorte. På benene sælskindskamikker med hundestrømper. Man skal ikke have for meget på, så kan man ikke udholde det for varme. Hvis man kommer til at fryse, springer man blot af slæden og løber bagefter. Nu skal det bemærkes, at tp. var kun få gr. under frysepunktet, da vi startede.

Første 7 km til Kutdligssarqat, hvor der ligger 3 huse og en skole, kørte vi på Vajgattet langs stranden, men så måtte vi op på land, og blev resten af turen. At køre på is er ikke anstrengende, heller ikke for hundene, de har en vældig fart på. På land er der slædespor hele vejen, der er allerede kørt mange slæder den vej i vinter. Grønlænderne elsker jo at tage på besøg. Sporet var absolut ikke svært at følge, selv jeg kunne have gjort det. Øde kan man egentlig ikke sige der er, vi mødte da et par modgående slæder, og hver gang drejede hundene til venstre, her gælder højrekørslen åbenbart ikke. Desuden er der på vejen 2 små bopladser, Kutdligssarqat og Unartoq. Så selvom både hunde og slæde løb fra en, ville man ikke være prisgivet, man ville altid kunne nå frem til beboelse.

Et sted måtte vi vade gennem en elv, som løb, så man fik forårsfornemmelser; det er utroligt, at disse elve kan løbe om så det fryser 20 gr. Men det er nu betydelig lettere at vade gennem en elv end at krydse en bredt, frossen elvleje. Det er genre så glat at hverken hunde eller mennesker kan stå fast, og da de gerne skråner ned mod Vajgattet, kan man faktisk godt ved et uheld få så megen fart at man havner i Vajgattet. Men vi klarede os da over hver gang. Undervejs spiste vi kun en gang, i Unartoq. Allerede kl. 15 var vi i Ujarasugssuk; da jeg kørte op foran udstedsbestyrerboligen, gled flaget til tops, vi kom indenfor, fik et glas Imiaq, derefter kaffe med franskbrød. Det var første gang jeg skulle besøge en rigtig grønlandsk udstedsbestyrer, for både i i Kapisigdlit og i Fiskenæsset var bestyrerne jo lige så danske som grønlandske. Men Rakel, konen i huset, var helt rørende i sin omsorg for mig, jeg havde ganske vist også en plade chocolade med til børnene og en dåse abrikoser til hende, og grønlænderne sæter meget pris på, at gæsterne kommer med gaver.

Så så jeg på de syge sammen med kateketen, den eneste som taler og forstår dansk; jordemoderens søn var naturligvis blevet rask, det er det sædvanlige heroppe: når lægen kommer, er patienten gerne blevet rask, hvis ikke han er død. Men der var flere andre syge, nogle spædbørn blev vaccinerede, fandt en kone med en stor svulst i maven, men hende var der ikke noget at gøre ved, hun fik jerntabl. En lille pige havde en sammentrækning af musklerne i hoften, hende gav jeg ordre til at bringe til sygehuset så hurtigt som muligt, håber hun kommer i denne uge.

Jordemoderen dernede, fortalte kateketen, havde været fuld ved de sidste 2 fødsler, så nu bliver vi nødt til at afskedige hende. Hun er også 66 år, så hun kan få pension. Udstedsbestyreren var mærkværdigvis slet ikke fuld under mit ophold.

Til middag fik vi så rissuppe med rosiner og svesker, det ville have smagt overordentlig godt, hvis ikke jeg havde fået en ske, som de plejede at tage levertran med. Derefter sælkoteletter. Om aftenen var vi 5 mennesker om at dele en flaske gammel vin. Det sidste holder grønlænderne meget af, den er af sydfynsk oprindelse, efter sigende fremstillet ved sammenblanding af frugtvinsrester tilsat lidt æblemost og ensilage. Den hældes på flasker, som forsynes med en flot etiket, hvorefter de sendes til Grønland, hvor salget går strygende. Har også smagt den hos Hannibal, hvor jeg måtte drikke en hel flaske. Tror den bliver serveret, for at få gæsten til at give noget, der er bedre. – Sov glimrende på en divan, i hvilken ikke én fjeder var hel. Idet hele taget tror jeg ikke der var et helt møbel i huset, og det drejede sig ikke om småskrammer: stolene manglede armlæn, skrivebordet, skabsdøre o.s.v. Det er naturligvis ikke let at få repareret et sted som Ujarasugssuk, han skal sikkert selv gøre det, men det skyldes sikkert den almindelige og ophøjede grønlandske foragt for slige småting, som jo kun tjener til at gøre livet surt, hvis man taget det højtideligt. Morgenmaden kunne der ikke klages på, først havregrød, så franskbrød m. pålæg. Efter et par sygebesøg startede vi kl. 9,30, hjemturen gik fint, lidt koldere; når vi kom til bakker så stejle, at jeg ikke kunne sidde på slæden, satte jeg mig gerne på min med bjørneskind beklædte hale og kurede ned. Det gik hurtigt og fint. En gang ville jeg glide ned på kamikkerne med bøjede knæ, men fik overbalance og gled med en voldsom fart ned mod Vajgat på maven og med hovedet forrest. Det var mig ganske umuligt at få benene forrest, men jeg kunne se, at helt nede ved vandet var en stor snevold, som ville standse mig. Jeg kom dog ikke så langt, for pludselig gled jeg ind over løs sne og der blev jeg liggende.

Da jeg på hjemvejen passerede Kutdligssarqat, så jeg, at der udenfor Peter Brønlunds hus lå et hundespand med en slæde, og hele ekvipagen forekom mig ganske bekendt, hvilket ikke var så underligt, for det var mine egne hunde. Og et øjeblik efter viste sig Thomas, en af vore sygehuskarle, sig i døren. Der var sikkert ingen, der havde ventet mig hjem så hurtigt, og derfor havde han regnet mat at han roligt kunne ”låne” mit køretøj og køre sig en søndagstur. Havde dog ikke tid til at skælde ud, jeg skulle til frokost hos butiksbestyreren, vi kørte videre med det samme og kl. 14,30 var vi i Kutdligssat efter kun 5 timers kørsel, tilmed anstrengende landkørsel. Fint præsteret, men hundene var også trætte. – Denne frokost, herrefrokost endda (Gurli og koloniens øvrige damer skulle til frokost hos lærerinden, som fyldte 30) havde jeg været inviteret til i flere dage, og det ærgrede mig derfor lidt, at jeg blev nødt til at tage til Ujarasugssuk netop på det tidspunkt. Men jeg stod altså af slæden undenfor butiksbestyrerens hus, og gik til frokost i bjørneskindsbukser. Selve frokosten var naturligvis forbi på det tidspunkt, de noget oprømte herrer sad ved kaffen og cognac’erne. Straks kommet indenfor døren skyllede jeg en snaps ned, det gjorde godt, for jeg havde intet fået siden vi forlod Ujarasugssuk. Så blev der dækket op til mig, og i løbet af kort tid nåede jeg op på siden af de øvrige 6 deltagere både hvad angår alkoholconcentration i vævsvædskerne og udspiling af mavesækken.

Onsdag 3/2-1954

Så kom solen – efter 3 måneders forløb. Kl. 11,20 dukkede den op over en bjergkam i syd og viste sig med 1/3 af sin skive. Det så pragtfuldt ud, har aldrig vidst, at noget kunne skinne og stråle så stærkt. Det er jo en stor begivenhed, frk. Andersen ringede til Gurli og fortalte hende det, hvorefter Gurli ringede ned til Rosenørn, hvor Tove og jeg opholdt os. Kun 5 min. så vi den, medens den vandrede hen langs bjergkammen, så mødte den en stejl fjeldvæg, og forvandt bag den. – Det er nu godt at vi ikke bor i Ujarasugssuk, den ligger mere nordvendt end Ktd., hvorfor solen først kommer 24 febr., hvilket vil sige 14 dg. senere end i Thule.

Et rygte har nået vore øren, et rygte, som ikke rigtig huer os: Arnanguaq er gravid. Nu, da vi har hørt det, kan vi se, at der faktisk er ting, som tyder derpå: hun er hævet i ansigtet o.s.v. Hun har i forvejen en dreng og en pige, på vistnok 2 og 3 år, for resten med samme mand, som nu er til uddannelse i Danmark. Og nu skal hun have nr. 3, kun 22 år gammel og (naturligvis) ugift. Gad vidst om det er røde Frederik, der har været på spil. Han har et glimt i øjnene, som ingen piger kan stå for. Men vi er nu kede af at skulle af med hende, for hun er en sød pige, altid villig (åbenbart for villig til visse ting) og vældig sød ved børnene.

Mandag 22/2-1954

Så blev det da endelig ordentlig vinter i Ktd. Hele januar og begyndelsen af febr. havde vi den ene snestorm efter den anden, sydvester, nunasarneq’er temperaturen for op og ned fra 0 til -20, men de sidste 10 dage har vi haft -20 - -30. Trods alt er der gået lidt forår i os, vi har allerede sået tomater, grønkål og purløg, og i dagligstuen står en blå hyacint og dufter. Lyset er meget stærkt nu, det er lyst fra 8 til 18, man har helt glemt, at der er noget som hedder mørketid. Solen ser vi for lidt til, og det er nu ærgerligt. Mens den endnu var under horisonten savnede vi den slet ikke, men nu da den står højt, vil vi gerne nyde godt af dens varme. I morges havde vi en meget smuk solopgang, men 1 time efter forsvandt solen i skyer.

Med proviant begynder det at knibe. Hvilket ikke betyder, at vi sulter, eller at vi kommer til det. Men butikken er udgået for mange varer (af hvilke vi dog har stort lager i vor kælder), og frisk proviant er faktisk ikke til at få. Hvis nogen fanger en sæl, spiser de den selv. Og fugle er her næsten ingen af. Heldigvis har sygehuset nogen tusind kilo frosne hellefisk, dem nyder vi også godt af, vi får fiskefrikadeller af dem 1 gang hver uge, og det er virkelig lækre frikadeller, når der kommer godt med løg i. Der er også stor efterspørgsel efter disse hellefisk, det sker daglig, at der kommer en grønlænder i konsultationen, og spørger om han må købe 3 kg hellefisk, men jeg vil nu ikke sælge af dem endnu, vi må først se hvor mange sygehuset skal bruge. Vore høns er vi meget glade for, vi får ganske vist kun 10-12 æg ugentlig, men de er en meget kærkommen afveksling i den noget ensformige kost. Heldigvis har børnene lært at drikke mælk, og de drikker meget, men de vil kun drikke kondenseret mælk, hvilket er dyrt; hver liter kommer til at koste 1,25.

Onsdag 24/3-1954

I dag meldes fra Danmark +17, og her melder vi -17, og børnene bliver hver dag iklædt skindtøj før de skal ud at lege. Solen står højere for hver dag, først kl. 1 forsvinder den bag fjeldene og dagen er nu mere end 12 timer lang. Man venter der skal ske noget, men der sker absolut intet, altså i naturen. Det er stadig vinter sneen ligger meterhøjt, - intet liv, undtagen en sjælden gang en ravn.

Måtte søndag morgen til Ujarasugssuk (var kommet i seng kl. 4 efter fest hos lærerinden, hvortil alle europæere i kolonien var inviteret) for at tilse en mand i Unartoq og samtidig vaccinere befolkningen i Ujarasuggsuk. Vi kørte derned på 4 timer, og det eneste tegn på liv var det vandløb, som vi også sidste gang måtte vade igennem, det løb stadig trods -15. Ikke så meget som en snespurv, ikke et rypespor. Heller da jeg faldt i vandet mærkede jeg noget til liv, tværtom vil jeg sige, mine fødder føltes alt andet end levende. Det skete på hjemturen (som kun tog 3 timer), vi krydsede et spejlglat frossent elvleje, hundene kunne ikke holde fast længere, slæden gled sidelæns med god kraft udover isfoden, jeg faldt af, ville strække benene og strakte dem ned mellem havisen og isfoden til knæene og fik kamikkerne fyldt med vand. At det var koldt kan ikke undre. Da jeg var trukket op igen, trøstede Ole mig med, at han engang ovre ved Qingartut havde siddet i vand til halsen, da han var faldet af slæden. (Radioen har spillet Godthåb radios nye rædsel: kære john, - den er faktisk så forfærdelig, at man kan nyde sin egen irritation over den, men jeg er sikker på, at grønlænderne vil elske den; og nu spiller de Julen har englelyd!! Ja, på grønland er der nu intet der er som andre steder). Det var ved Kutdligssarqat jeg faldt i, derfra var kun ½ times kørsel hjem, og mens vi kørte for fuld knald sad jeg på slæden og gjorde gymnastik med fødderne. Forsøgte også at hælde vandet ud af kamikkerne ved at løfte benene, det resulterede blot i at det løb op i bjørneskindsbukserne, så jeg også blev våd på lårene. Nå, jeg fik hurtigt tøet fødderne op, da jeg kom hjem, havde blot ondt i hælene resten af dagen.

Men liv er der altså ikke meget af; heller ikke kolonilivet er der meget ved i det lange løb: hver lørdag ser man de samme mennesker i det samme tøj og med de samme meninger – det er s’gu ikke ophidsende i det lange løb (d.v.s. på nogen virker det netop meget ophidsende) her går det dog forholdsvis fredeligt af. Nu er vi nu absolut ikke ude hver lørdag, der kan gå både 3 og 4 lørdage uden vi er ude, heldigvis, det andet kunne vi ikke holde ud. Men nogen flasker cognac er jo blevet tømt i vinterens løb, her i lægeboligen, og lørdag ¾ har vi tænkt os at holde stor middag på vores skinke. Det er meningen vi skal være 14.

Ellers har vi haft damen med børn til fastelavn, til Annes fødselsdag. I torsdag havde Gurli koloniens damer til eftermiddagskaffe (Ktd. kællingeklub, som jeg tillader mig at sige, men ikke højt). Gurlis fødselsdag spiste vi kalvekoteletter, det var meningen vi skulle have delt en flaske rødvin, men i aftenkonsultationen kom naturligt vandrende ind en mand med en oplagt appendicitis, som jeg måtte operere kl. 19, så jeg gik ikke så hårdt til rødvinen. Det var også uheldigt, at blindtarm netop skulle komme den aften.

Islæg bliver der ikke i år, isen kommer og går; i mandags, da jeg kom fra slædeturen var der fuldst. isfrit i Vajgat, men i dag ligger isen tæt pakket, dog slet ikke så man kan køre på den tværs over til Sarqaq. Det var ellers meningen, at Gurli og jeg skulle have været derover for at besøge Hannibal. Og det er 5 år siden, der sidst ikke blev islæg. Det er specielt ærgerligt, da det bliver vores eneste vinter i Ktd., næste vinter bor vi i Godhavn. Min forgænger kommer nemlig tilbage til Ktd. fra sin permission i sept.-okt., så får jeg Godhavn i stedet. Vi kender jo begge Godhavn ret godt, vi kommer til at bo i den gamle landsfogedbolig, meget herskabelig, hvilket sikkert vil klæde vore møbler godt, hvis vi kan finde dem i de store rum. Men et badeværelse får vi, jeg er ærlig talt også snart træt af at bade på køkkengulvet. At flytte bliver jo ikke spændende, der er ingen af os, der er begejstret ved tanken, men det bliver også sidste gang på Grønland. For når vi så har siddet i Godhavn næste vinter rejser vi hjem i juni-juli og så er vores grønlandstid forbi. Det er nu dejligt at vi får sommeren i Ktd., for her har vi Holger Kjær og robåden, som er to fine aktiver.

Jeg skrev ovenfor, at her er -17, men når solen skinder kan vi have 0, og endda +5 en gang imellem. Gurli lå da også ude i går og sov i hundeskindsposen, men jeg gravede sne med kun en pullover på, og med bar arme. Og solbrændt bliver man på denne årstid.

Fredag 2. april 1954

Så går vinteren på hæld i Ktd., endda meget mere end den plejer på denne årstid. Der kom båd over Vajgattet i aftes, fra Tartunaq nær Sarqaq, medbringende 2 hvalrosser til den altid trængende befolkning i Ktd. Vi, d.v.s., alle byens danskere var til fest hos Øster-Jørgensen, som havde 25 års jubilæum indenfor den kgl. Grønlandske handel, da pludselig en af deltagerne kom ind og sagde, at der sejlede en motorbåd derude. Ingen andre kunne høre det, og det blev opfattet som aprilsnar, men i morges lå båden dernede ved iskanten. Så vidt man kan se herfra er Vajgattet helt isfrit nu, her ved Ktd. ligger isen på et sted nogle hundrede meter ude i vandet. Det er noget ganske uhørt her, at der kommer båd fra den anden side så tidligt, men vinteren i år er uhørt mild. Det siges at Karl Jørgen, Hannibals båd, er gået nordpå i Vajgat på fangst. Jo, nu må vi se at få Holger Kjær i vandet, det skal bliver herligt, efter den lange vinter (som altså er kort) at komme ud at sejle igen. Dog kan Holger Kjær ikke være klar før i begyndelsen af maj, men der kan let komme is igen i vajgat, en stiv norden skal nok fylde det igen.

Der er skudt 2 hvidfisk her, også store begivenheder for den hungrende befolkning her på stedet, hvor der nu i 3 mdr. ikke har været frisk proviant at få. Af disse har sygehuset fået usle 16 kg., samt lidt spæk og mataq, og af de 16 kg skal vi have 1 kg., som vi skal have til middag i dag, så der bliver ikke meget til hver patient.

Gurli har været på sin første slædetur, kun til Jutdligssarqat, hvortil jeg blev kaldt i onsdags, men hun nød turen og fik lyst til at komme til Ujarasugssuk snart.

Der kommer tandlæge til Ktd. i sommer, han udrejser allerede 29. ds., skal være her ½ år, så han kan da nå noget. Så slipper vi, og andre, for at tage til Jakobshavn for at få tænderne gjort i stand.

Mandag 12/4-1954

Så har vi også smagt hvalroskød og dermed været igennem største dele af det almindelige repertoire indenfor den grønlandske dyreverden. Bjørn, moskusokse og hund har vi endnu ikke smagt, det sidste er vor egen skyld, det er ikke længe siden vi slagtede en hvalp. Sælkød kan være umådelig lækkert; sildepiskerkød er det mest møre kød vi nogen sinde har været ude for; hvidfisk er hårdt, smager ikke af meget, trænger til engelsk sauce; hvalroskød er også temmelig hårdt, smager lidt af kål, som man altså ikke behøver spise dertil; så er der ryper, alke og edderfugle, ingen af dem er til at få i Kutdligssat; de er alle meget lækre, hvis endelig der bliver nedlagt fugle, er der aldrig mere end folk selv kan spise. Fiskene er ikke særlig forskellige fra fisk i Danmark; torsk, hå-issinger, havkatte, hellefisk og – flyndere samt de dejlige angmassater, der kun fås først på sommeren.

Jo, der er ved at komme gang i sejlladsen, Hannibals båd kom hertil med 9 hvalrosser, og i torsdags kom Gideon Geisler, stor privat motorbåd fra Egedesminde, med masser af hvalroskød. Det må være derfor der er så mange tilfælde af mavepine, for selvfølgelig æder de for meget kød, efter at de hele vinteren har levet af kiks og the.

Vi har fået ny kivfaq, Katrine Lyberth, 16 åg og ingen børn, hun lader til at være flink. Hendes far, Karl Lyberth, har lige fået en danmarksrejse for 25 års lang og tro tjeneste (når han altså ikke er fuld) ved kulbruddet. Ikke alene får han rejsen, men 1800 kr. til udgifter foruden sin løn som bestillingsmand, gratis rejse også til konen samt 1000 kr. til påklædning af dem begge. Øster-Jørgensen, som lige har haft 25 års jub. i kgl. Grønlandske handel, bemærkede bittert, at han fik et telegram på 35 ord! – Vi har for resten beholdt Arnanguaq, så nu har vi 2 kivfakker, det er dejligt, og vi har benyttet lejligheden til at gøre hovedrengøring, - det er s’gu nødvendigt i et hus med kakkelovne. Vore høns har i dag lagt 5 æg, det er meget flot præsteret af 6 dyr. Vi spiser også meget tit blødkogt æg.

Har fundet et tilfælde af tyfus, og satte strax annonce i radioavisen, hvori jeg indtrængende opfordrede til almindelig vaccination af befolkningen. Og der mødte ca 125 op, hvilket er sløjt præsteret af en befolkning på næsten 1000. Hertil kommer ganske vist, at alle 200 skolebørn blev vacc. i december, altså i alt 325, alligevel er det ikke meget, men man kan sikkert ikke vente mere af den samling sløve individer, som bebor Ktd. At der mødte op mod 800 op til folkeundersøgelsen i jan. skyldes kun, at hvert hus får besked om hvilken dag og hvilken time de skal møde til gennemlysningen. Nej, fordrukne, beskidte, dovne, er de adjektiver, der passer bedst på beboerne i Ktd. I 1953 har disse mennesker i butikken købt for 125.000 kr. øl og spiritus samt for 250.000 kr. tobak. Det går pengene nemlig først til, derefter kan man tænke på mad og klæder til børnene. Sådan er nemlig grønlænderne, men det hører man ikke så meget om i Danmark. Nu kommer finansudvalget på en dejlig kysttur med Umanak i sommer (naturligvis kommer de ikke til Ktd., et af de få steder heroppe, hvor der virkelig er en produktion, som ifølge den engelske mineingeniør vil kunne bringes op på flere hundrede tusind tons pr. år (nu efter nationaliseringen er målet 12.000 tons på et år) og det er gode kul det drejer sig om), men mindst 2 af dets medlemmer skulle have lov til at overvintre i en nordgrønlandsk koloni (eller by som det nu hedder), så kunne de se hvorledes penge blev anvendt. Men nok om det.

Onsdag 28/4-1954

Nu er det altså blevet forår! Snespurvene er kommet, der er gået båd fra Sarqaq til Umanak, Gurli ligger i natkjole om natten, i mandags drak vi for første gang the ude på afsatsen. Og børnene har brune og røde kinder, de er ude det meste af dagen. De får lov til at løbe en del omkring om dagen, når de store hunde er ”på arbejde”, kun hvalpene er så hjemme. Og de gør absolut ikke noget. Også i hundene er der gået forår, den ene efter den anden af tæverne løber, for tiden er det Potter, snart kommer Cognac og Soussi; det er en værre redelighed hele natten: når 2 hunde hænger sammen står resten af spandet, d.v.s. 10-12 hunde og hyler over dem, som var det et ritual, hvad det måske også er, En anden virkning af foråret er, at det næsten er umuligt at høre radio mere. Europa kan vi slet ikke høre, der er kun enkelte amr. stationer og iblandt Godthåb. Vi hørte dog i dag at båd fra Jakobshavn er på vej til Qutdligssat for at hente rugmel, som de er udgået for derovre. Desuden har den sikkert danmarkspost med, al den post som kom i december og ikke nåede længere end til Holsteinsborg. Det skal nu være rart at få lidt julepost inden den friske post snart kommer med Umanak, det varer sikkert kun 3 uger.

Kl. er nu 23, det er stadig lyst, men jeg må dog have lampen tændt. Udenfor er der +5, det er ikke godt for vores skinke, som først skal spises mandag. Den er ganske vist frosset ind, men i morgen vil vi forsøge at få den ned i kulbruddets fryseboks. Vejret er ganske simpelt vidunderligt i disse dage, man kan overhovedet intet vidunderligere tænke sig. Det er mærkeligt med Grønland, der er så store udsving på alle områder: ligeså vidunderligt der kan være den ene dag. Ligeså modbydeligt og trist kan der være den næste, så man overhovedet ikke i sine tanker kan tænke sig noget værre. Og menneskenes sind kan ikke undgå at følge med, meget mere end i Danmark. For tiden synes vi her er ovenud pragtfuldt, som vi i vinterens løb flere gange syntes her var skrækkeligt. Det er de store modsætningers land. – Gad vide om grønlænderne lader sig påvirke på samme måde som vi andre? Det er måske en (af de mange) forklaringer på deres voldsomme drikkeri, som vist i Qtd. er værre end de fleste andre steder (måske blot fordi der her er flere penge mellem folk).

På sygehuset er vi begyndt at sælge ud af vores hellefisk til hundefoder. De kan naturligvis ikke holde sig længere i denne varme. Der nogle hundrede kilo tilbage, vi sælger dem for 15 øre kiloet, men jeg er ganske sikker på, at en meget stor del af dem bliver brugt til menneskefoder.

Har telegrafisk bestilt for 300 kr. long-playing plader, så får vi dem forhåbentlig med Umanak. Skulle jeg have bestilt pr. brev. Havde vi først fået dem i juli, og det er nu, da vi ikke kan fange noget i æteren, at vi har brug for dem.

Der er så skønt ude i Vajgat i aften, jeg gør hvad jeg kan for at skynde mig på Holger Kjær, men det tager jo sin tid at få den i stand. Vi længes efter at komme ud at sejle mellem isbjergene. Nu kan vi høre en motor derude, det er en stor båd, det må være Angmassak med juleposten fra Jakobshavn og Danmark.

I nord har himmelen de skønneste sarte farver, man kan tænke sig, midnatssolen er allerede begyndt i Thule.

Tirsdag 4/5-1954

Ja, så fik vi altså den længe ventede julepost. Det er ganske sjovt, at sidde og læse blæksprutten og svikmøllen på denne årstid, samt diverse julebreve. Men godt, at det kom før forårsposten. Også Illums julekatalog er jo en stor oplevelse.

Må i øvrigt fortælle, at vi har fået et æg på 105 g, dagen efter kom der et på 25 g; gad vide om det er samme høne, som har delt 2 æg på denne lidt usædvanlige måde. Vi får ca 1 snes æg om ugen af de 6 høns vi har.

Vi har lige læst en bog: Salamina af en amerikaner Rockwell Kent, som i 1932 ell. 33 tilbragte nogle mdr. i udstedet Igdlorsuit i Umanak distrikt.  Den giver, synes jeg, et fint billede af grønlænderne, således som de var i 1933, og således som de stadig er trods bulldozers, aftenskole og jakkesæt. Grønlænderne er et både tiltalende og charmerende folk – indtil de skal til at bestille noget. Det gider de nemlig lige så lidt nu som dengang da Rockwell Kent byggede sit hus i Igdlorsuit. – Men arbejdet skal nu engang udføres, og man må være over dem altid, det samme skal siges om og om igen, og de griner bare. Meget charmerende, men også irriterende, når man er institutionsleder: en meget væsentlig del af ens tid går med at få andre til at bestille noget. Og arbejdet går altid i samme langsomme tempo, det som jo er det sundeste for mennesket utvivlsomt, men som jo i det mindste aldrig kan bringe øget produktion og dermed øget velstand. Til gengæld heller ikke så mange neuroser!!! De danskes levevis er jo grønlængdernes forbillede, det er der ikke noget mærkeligt i, men de mangler jo komplet forudsætningerne derfor. De tror, at med nyordningen kommer det hele af sig selv: store huse, fine radiogrammofoner, støvsuger o.s.v. At der skal præsteres et arbejde for at opnå alt dette, indser de ikke. Og arbejde er de ikke synderlig egnede til at præstere, slet ikke systematisk arbejde. Som typisk eksempel kan nævnes, at en grønlænder hellere tænder op 4 gange om dagen i sin kakkelovn, end han sørger for at holde ilden ved lige. Den slags småting bekymrer dem ikke, Og at man ikke kan få mere i fattighjælp, aldersrente og hvad nu de sociale ydelser hedder, det er bestemt Rosenørns skyld, for han har jo hele pengeskabet fuldt af penge! – Nu skal man jo være forsigtig med at generalisere, der er også forskel på grønlændere, stor forskel endda. Jeg tror de sociale forskelle bliver meget udtalte heroppe; her er en lille overklasse, som betragter de andre med ringeagt, som sørger for at deres egne børn kommer på efterskole, seminariet, danmarksuddannelse. Og man kan vel ikke undre sig over, at den store hob ikke kan følge med: de har indtil for ganske nylig, levet næsten på et stenalderstadium bortset fra jagtgeværet.

Jo længere man er heroppe, des mere synes man den sætning passer, som man så ofte har hørt hjemme: grønlænderne er store børn. – De er barnligt tillidsfulde, men ligeså barnligt nærtagende, og de er ganske uden forståelse for alle de simple ting, som vi andre synes er så logiske, (men som vi jo har fået ind gennem vor opdragelse), men det kommer vel også heroppe i løbet at et par generationer. Koncentrationsevne har de ikke, systematik i arbejdet heller ikke, de farer gerne fra det ene til det andet, ganske uden plan. Og det samme kommer frem, når de er under lægebehandling.

Naturligvis bliver man træt af så mange ”børn” i det lange løb, og jeg er ærlig talt også træt af grønlænderne. Hvilket jeg ikke giver grønlænderne skylden for, den kan lige så godt ligge hos mig, som altså ikke har den nødvendige tålmodighed. Men det er der ikke mange, der har. Der er to yderpunkter heroppe for danskerne, når de har været her i mange år: enten bliver de ligeså sløve og ligeglade som grønlænderne, eller også skælder og smælder de fra morgen til aften, får mavesår, forh. blodtryk og muskelgigt, og hvad ellers en konstant psykisk spænding kan give. – Nok om grønlænderne, dem kan man diskutere i timevis også heroppe, medens formodentlig grønlænderne sidder rundt omkring i hytterne og griner af danskerne.

I mandags fik vi endelig spist vores skinke, vi var 10 om det, fik som hors d’oeuvre frisklagt æg med rejer; det sædv, at drikke, nemlig hvid bourgogne, rødvin, madeira, cognac og likører, whisky og øl senere. Til sidst the med kiks. Vi har nylig brygget imiaq, den er blevet god denne gang.

Tirsdag 11/5-1954

Så kom vi endelig ud med Holger Kjær igen. Gurli og jeg tog af sted i går morges til Sarqaq for at hilse på Hannibal og se til befolkningen. Det blæste en god norden, så vi fik en gyngetur derover, men dejligt var det alligevel. Der var en masse gonorrhoe derovre, så jeg måtte undersøge alle de ugifte. Med hensyn til grønlændernes sexualliv – nej, det vil vist føre for vidt at komme ind på det nu (men pigerne har meget svært ved at sige nej; og sexualproblemer som i den mere civiliserede del af verden eksisterer ikke her, for børnene ser forældre og ældre søskende foretage, hvad der skal foretages, og praktiserer det formodentlig selv, når de får lyst, så teknikken læres gennem erfaringen; og ægteskabelig eksisterer formodentlig for langt de fleste kun i biblen, så jeg forstår godt, at man var meget betænkelig ved at tillade skilsmisse efter et enkelt tilfælde af utroskab: det vil føre til et utal af skilsmisser, når fællerne blev gale på hinanden, og ganske givet fornyet ægteskab mellem de samme to.) – Må da for resten lige fortælle, at det største seksualproblem heroppe, er de mange udenfor ægteskab fødte børn; de har aldrig tidligere været noget særligt problem, men nu forlanger vi danske jo en fader til hvert, og denne skal være bidragspligtig og det er en værre forestilling at finde den rette. Blodtypebestemmelser bliver gjort i mange tilfælde og lægen tjener 10 kr. på hver prøve, så det er god fortjeneste, jeg havde da mindst 100 kr. sidste år.

Hannibal havde det godt, han var ked af, at de drak så meget derovre, men det er det samme overalt. De havde fået 7 hvidfisk (= hvidhvaler), vi fik hvidfiskesteg til middag, spækket med røget flæsk. En motorbåd kom ind med en hvidfisk, vi så den blive flænset på stranden, og for første gang i vor tilværelse heroppe, så vi grønlænderne udføre et arbejde lynhurtigt og præcist. Det er noget de kan og noget de kan lide.

Vi startede kl. 23 for hjemadgående, medførende et stort stykke mataq (hvalhud) og et stykke fin hvidfiskekød. Det blæste godt, vi forsøgte at komme ud over Vajgattet, men måtte opgive det og lægge os i læ nedenfor Tartunaq. Vejgattet er meget lunefuldt, og selv om vi jo nok kunne være kommet over, så ville det være umuligt at komme i land i Qutdligssat på gr. af søgangen. Vi sov helt godt, selv om vi hverken havde soveposer eller noget andet med os, heller ikke meget mad. I morges var det stille og vi gik fint til Qutdligssat.

Fredag 14/5-54

Der var 6 med gonorrhoe derovre, og jeg stak i går over til Sarqaq for at behandle disse gonorrho’ister. Tog af sted alene, det var en skam, for det var strålende vejr, men Gurli havde ikke rigtig tid. Turen derover var så vidunderlig, at det er umuligt at give en beskrivelse deraf; solen skinner, på det spejlblanke Vajgat, hvori fjeldene på begge sider spejler sig; det er så klart, at man kan se begge ender af Vajgattet. Det er en af de dage, man vil kunne græde af længsel efter, når man er kommet hjem. Jeg lå længe på dækket og lod mig bage af solen.

I Sarqaq så jeg to hvidfisk blive trukket op på stranden; de er, som navnet siger, skinnende hvide. Fik igen et stykke mataq; det smager dejligt, dels råt, dels kogt og derefter grillet.

Hannibal inviterede mig med på gåsejagt i dag, men jeg skulle også spise varme hveder (hjemmebagte) hos Gurli, så jeg tog af sted, men selvfølgelig blæste det op og Severin begyndte at snakke om, at overnatte i Ataninercluk. Vi kom dog godt over og godt i land i Qutdligssat.

Søndag 23/5-54

I tirsdags kom Holger Kjær med tandlægen og brevposten fra Umanak. Stakkels tandlæge, han har for resten kone i 5. md. med, han havde været søsyg det meste af turen med Umanak, og fra Egedesminde havde de haft en skrap gyngetur med Holger Kjær, som jo er meget let til bens (ell. til køls). De havde måttet ligge ovre på den anden side Vajgat, der hvor Gurli og jeg på vores hjemtur fra Sarqaq, i et helt døgn og det var vist ved at gå dem på nerverne. Bølgegangen i Qtd. var den dag lige netop ikke værre end at de kunne komme i land. Men de fik da prøvet Grønland fra begyndelsen. Og nu vil han absolut flyve hjem.

Ja, posten – pakkerne og tryksagerne kom et par dage senere med Bjørnen – den var enorm. 22 pakker fik vi, deraf dog 10 med aviser, som vi ganske opgiver at læse forfra, vi begynder med marts. Man blive faktisk ganske forpustet over alt det, som strømmer ind til os, vi er så uvant med det. Men sjovt er det.

I onsdags fik vi årets første friske fisk. Gurli m. 2 børn og 2 kivfakker tog om formiddagen ud for at pilke fladfisk, det var meget fint vejr, men det gav intet udbytte. Men da de var kommet hjem stillede der en dreng med et bundt fladfisk, som vi straks købte, hvorefter vi sendte bud efter 5 fl. hvid bourgogne og inviterede tandlægen og Golodnoff til middag.

Og Rosenørn har fået edderfugle, dem var vi nede at hjælpe ham med at spise i lørdags. Det har vi ikke smagt siden Godthåb.

6 long-playing plader fik vi med posten. Long-playing er dog en herlig opfindelse, især når man sidder radiofonisk isoleret heroppe. Først i slutningen af august kan vi høre radio fra Europa igen.

Fredag 4/6-1954

Fint vejr i flere dage, det er dejligt. Vi har været ude at fiske flere gange, fået fladfisk på pilk. I dag har tandlægen og jeg været ude, vi fik hver en fladfisk, så begyndte det at blæse fra nord, og mens jeg havde kunnet sidde i jollen med bare arme, så blev det nu så koldt, at jeg ikke kunne holde varmen ved at ro af alle kræfter, - og så gik vi hjem og drak the i stedet. I mandags var hele familien i Ujarasugssuk med Holger Kjær, tandlægen m. frue var også med. Han har taget tandtænger med, og det vrimlede ind med patienter til ham, mens jeg faktisk ikke havde noget at lave. Han trak så mange tænder ud, at han fik helt ondt i armen. Vi købte edderfugle dernede, dels til sygehuset, dels til og selv. Da vi kom hjem spiste vi tateratter (tretået måge) hos tandlægen, han havde skudt dem dagen i forvejen, de er meget fine i kødet, men der er ikke meget af det. Pludselig kom der bud ude fra Jutho, som lå her, at de gerne ville se lægen derude. Jutho er ellers under karantæne, idet det var den, som bragte mæslingerne til Upernavik. Men læger smitter jo ikke!!

Kristi Himmelfartsdag, da tandlægen, Gurli og jeg lå ude og pilkede (Gurli 3 ulke, tandlægen og jeg hver 3 fladfisk) stod Kingmeq pludselig for fuld fart ned mod os. Ikke engang ude på vandet kan man være i fred, det var Jutho (som altså lå her den dag) som havde en syg grønlænder ombord. Jeg gik ombord trods karantænen, og fik en herlig frokost ud af besøget, + påskebryg og snaps. Så naturligvis også på den syge, som ikke var ret meget syg. Er lige ved at tro, at skipperen sender bud efter lægen, som jo er den eneste, der kan komme derud.

Onsdag 16/6-1954

Selv på Grønland har man ikke fred mere: på Dybbøldagen sælges dybbølmærker, på Valdemarsdagen dannebrogsflag (som børnene ganske vist er meget glade for), man forstyrres af telefoner og ombord på rejsebådene er der skibsradioer, - alt egnet til at forstyrre ens fredelige tilværelse.

Så fik vi årets første sælkød. Det fortjente at fejres, så vi lod det ledsage af en carlsberg imperial stout på vejen ned gennem tubus digestorius.

Vi har haft øjenlæge Fabricius-Jensen på besøg. Kom sent lørdag nat, kl. 0000 havde jeg egentlig opgivet ham, for der stod en skrap sydvest, men lige som jeg skulle til at gå i seng, så jeg en lille fiskekutter derude, og da jeg gik ned til stranden, viste det sig at være ham. Det er 3. gang han berejser Grønland som øjenlæge, så han kender snart forholdene godt. Desuden har han været heroppe som skibslæge, og tidligere har han været øjenlæge i Kina i 2 år, udsendt af Unnra. Han boede selvfølgelig hos os, han var meget fornøjelig, og heroppe er det altid rart at tale med en kollega; det sker så sjældent. Vi holdt så øjenlægekonsultation søndag og mandag, havde i alt 70 patienter, navnlig mandag var der fart på. Søndag kom der næsten ingen, dels skulle grønlænderne i kirke, dels er det meget sjovere at gå til læge i arbejdstiden.

I onsdags kom landshøvdingens rejsebåd hertil, H.J. Rink, og det er vel nok en båd. Den kom hertil for at hente vore 12 tuberkulosepatienter ned til Egedesminde, hvorfra de med et engelsk skib Alca skal videre til København. Jeg var netop blevet kaldt til Ujarasugssuk, men om formiddagen var Holger Kjær ved at synke: det viste sig, at der var gået hul på et af rørene til wc’et, og så måtte de tilbringe dagen med at reparere. Det viste sig, at skipperen på Rink, en sindig skagensfisker, havde god tid, han ville helst ikke være i Egedesminde før Alca var kommet dertil, så kunne patienterne gå direkte fra Rink over i Alca. Jeg chartrede derfor Rink til turen til Ujarasugssuk, den gik derned på 2 timer (Holger Kjær bruger 2 3/4), men vi var alligevel 3 timer om turen, for kendtmanden (det var mig) faldt i søvn, og da jeg kom op igen var vi helt nede ved Issunguaq, ca ½ times sejllads syd for Ujarasugssuk. Skipperen havde aldrig været nord for Egedesminde før, og udefra er det ofte meget vanskeligt at finde et lille udsted. Men ved hjælp af kikkerten lykkedes det da. Rink har spisesalon, 3 små kahytter m. køjer, køkken med flaskegas, toiletrum. Desuden er den centralopvarmet fra oliefyr. Ikke noget under, at Grønland bliver den danske stat et kostbart experiment. – kl. 24 var vi hjemme fra Ujarssugssuk og vi gik så i gang med at tage patienterne ombord. Stor afsked naturligvis, tror der var op mod 200 mennesker på stranden --- Angmassatterne er kommet, vi har spist af dem flere gange, og det er altså de bedste sild vi nogensinde har smagt. Også frugten fra Danmark er kommet, æbler, appelsiner og grape. Vi spiser af dem for fuld kraft, hellere æde løs af dem end risikere, at de bliver dårlige. Appelsiner og grape skal nok holde sig et stykke tid, men æblerne er danske og altså fra efteråret, men fine er de alligevel. Prisen er også fin, 4,40 pr. kilo.

Lørdag 26/6-1954

Det var en anstrengende uge. Anstrengelserne begyndte sådan set allerede sidste lørdag, hvor vi fejrede fru Lemvigs fødselsdag. Søndag skete intet, men mandag formiddag dukkede øjenlægen pludselig op igen. Han kom nordfra med politibåden og havde nu så megen tid, at han ville holde konsultation i Sarqaq. Da jeg jo er læge i Sarqaq, ville han gerne have mig med, og kl. 11 tog han så af sted med pollitibåden, men jeg kort efter fulgte efter med Holger Kjær. Ude på Vajgattet indhentede vi politibåden og sejlede den langt agterud, og Severin var meget stolt. I Sarqaq dumpede vi lige ind i familien Høft, som netop var kommet fra Jakobshavn samme nat. Hannibals ferie var lige begyndt, det var helt synd for ham, at han blev nødt til at være tolk under konsultationen, men nødvendigt var det. Jeg forsøte at få fat i kateketen, men han var netop rejst til Qutdligssat. Høft har en dejlig mahognyjolle med påhængsmotor, telt af myggeslør og mange andre morsomme ting. Kolossalt ivrig må han jo være, for det er ikke nogen billig fornøjelse at rejse herop 4 voksne, bo her i flere (2) mdr. og anskaffe så meget udstyr.

Fra Sarqaq hjembragte vi, foruden 60 kg sælkød, flere hundrede mygstik, fordelt på 4 personer. Flest var der anbragt i ansigtet på Anne Marie, næste morgen var hun ganske ukendelig og kom ind til os og klagede: mine øjne kan slet ikke se. Så hævet var hun i ansigtet, og det varede et par dage før hun blev nogenlunde let at kende igen. I øvrigt kom vi først hjem fra Sarqaq kl. 3 morgen, børnene sov naturligvis på hjemvejen, Da vi endelig kom hjem, lå her danmarkspost, og da børnene var kommet i seng, gav vi os i gang med at læse den. Så kl. blev 4 før vi kom i seng.  Søvnige var vi ikke, det er det sædvanlige heroppe, man tror man kan holde ud hele natten, hvad man også kan, men efterhåden bliver man søvnig om morgnen, og det bliver sværere og sværere at komme op.

Tirsdag:

 Vi gik aftentur, Gurli og jeg, det var nemlig ganske dejligt vejr, ”faldt” nede v. kulbruddet over Golodnoff, som inviterede os med hjem til en kop kaffe. Hos ham sad skipperen og maskinmesteren fra Kaskelot, som netop var kommet for at laste kul til Ghb., og kaffen blev indledt med flere whisky’er (som jeg dog aldrig drikker, da jeg ikke kan fordrage det), selve kaffen kom først kl. 23 , og resultatet var, at vi først kom i seng kl. 1. – Og kom hjem med invitation til at komme igen næste aften til bålfest.

Onsdag:

 Der blev virkelig bål ud af det, men naturligvis mangler bålstemningen, når det kl. 23 er lige så lyst som kl. 19. Også ude på Vajgat var der bål, mandskabet fra Sigrid S lavede bål på et isfjeld , men vi kunne ikke se det fra land. Til stede var i øvrigt både Sigrid S’s og Kaskelots officerer; de var tilsyneladende meget begejstrede for at danse med det ypperste Qutdligssat kan byde på i retning af unge danske fruer: Fruerne Lemvig, Golodnoff, Hansen og Bredmose. Hen ad kl 3 om morgenen standsede en lastbil udenfor huset, ved rattet sad Qutdligssats ukronede konge, Kern Jespersen og ved siden af ham den engelske mineexpert mr. Dinsdale, som undersøgte minen i 1950. De var lige stået af M/B Steenstrup, som anduvede her, på vej nordpå med prof. Rosenkrantz, der som sædvanlig skal over på Nugssuaq og rode i stenene. Vi måtte så have morgenkaffe med de nys ankomne, og da vi endelig kom hjem, hjemkom vi med en invitation til næste aften at komme til fest ude på Sigrid S. – Messe-Peter fra Sigrid var med i land , til assistance for Golodnofss kivfaq, han var også inde hos os og give opvisning i moderne buledans, om det nu er swing ell. jitterbug ell. noget andet som danses i stafetten ell. dansetten. Først med kivfaq’en som partner, dernæst med Gurli, men hun måtte opgive, det var hende for voldsomt, men sjovt så det ud.

Torsdag:

Dans i styrehuset på Sigrid S, drinks i salonen nedenunder; og der var masser af drinks, lige fra von ostens bitter (som vist er god, når man er forkølet ell. på anden måde halvsløj) til org. whisky, som alle mændene i Quatdligssat sukker efter, for her fås i butikken kun prince of wales, som er blended. Så blev der sang ud på aftenen, navnlig maskinmesteren fra Kaskelot kunne give nogen gode viser ud på natten. Ellers er det sædvanlige i viser heroppe, at Golodnoff kan give ”med tommelfingeren i øjet”, hans kone ”Josephine med sin symaskin” og jeg ”fru Grethe”. Vi havde det vældig sjovt, og drog ud på morgenen hjem med invitation til at komme med børnene næste eftermiddag og købe chokolade. – I butikken har de kun Tommelise (som ganske vist er god på slædeture og lign.), den stammer fra 1947, der er flere tusinde plader, og det skal ikke undre om der ikke kommer nye forsyninger før de gamle er solgt.

Fredag:

I en lille fladbundet dødssejler (da vi ikke kunne få fat i Kingmeq) nåede vi ud til Sigrid om eftermiddagen, jeg bar begge børn op ad en lodret lejder, men vi kom da alle vel ombord. Vi købte chokolade: 40 stk. med nødder, 50 frøer, alt uden skat, altså billigere end selv på Grønland, hvor der er nogen afgift på sukkervarer. Vi sad og snakkede med skipperen og hovmesteren, drak cognacs og hof, og endte med at spise til aften derude. Børnene morede sig dejligt, Tove syntes det var et meget stort styrehus (og det er unægtelig også større end Holger Kjærs, hvor man jo ikke ligefrem kan danse), men Sigrid er dog kun en lille skude, 600 t, men fuldt moderne. Kl. 22 var vores eftermiddagsvisit til ende, da vi kom hjem gik jeg i vandet, og kom selvfølgelig først i seng efter midnat.

Nu i dag er jeg drønende forkølet, hvad jeg ikke har været i 5 år. Konsultationen er heldigvis ovre, nu kryber jeg i seng, og der vil jeg blive hele eftermiddagen. Jeg kan næsten intet sige.

Fredag 9/7-1954

Så lykkedes det endelig at komme til Godhavn. Vi kom, så og tabte modet. Ikke over selve Godhavn, som vi jo kender ganske godt; heller ikke over sygehuset, som Simmelsgård har fået sat i fin stand, så fin stand som det nu kan blive, når huset for 25 år siden er erklæret uegnet som menneskebolig. Men ved siden af det gamle, store landsfogedskur i Godhavn, som altså nu er lægebolig, er vort skæve hus her i Qtd. ligefrem velindrettet og moderne. Landsfogedskuret kan kun prale med én ting: badeværelset! Men vi har vænnet os til at tage bad i en balje foran komfuret, det går faktisk fint. Til Godhavn vil vi absolut ikke, det står fast.

Og så kommer der i dag telegram fra landslægen: er du interesseret i Thule? – Da jeg kom til Grønland, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville til Nordgrønland, for der er så mange hunde. Nu har vi siddet i Nordgrønland over 1 år. Ligeså sikker har jeg hele tiden være på, at jeg aldrig ville til Thule, for der er den længste mørketid, og det er ikke godt for børnene. Mørketiden er dog kun 14 dg. længere end her i Qtd., fordi Qtd. ligger på nordsiden af øen, og solen ret tidligt forsvinder bag fjeldene, som jo er høje her. – Vi er begge opsat på Thule, det ville jo være en værdig afslutning på vort grønlandsophold, og skulle vi befinde os skidt deroppe, har vi jo den trøst, at vi snart skal hjem. Heroppe regner man jo tidsmæssigt med halve år som mindste praktiske enhed. Foreløbig har jeg sendt et iltelegram til lægen deroppe, som jeg kender lidt fra Danmark, med forespørgsler om forholdene. Ny lægebolig er ved at være færdig, det er jo altid noget. – Ja, er der noget man ikke kan klare heroppe, så er det principper, de forsvinder ganske af sig selv.

---Vi startede til Godhavn tirsdag eftermiddag, tandlægen var med, han ville naturligvis gerne se sig omkring. Begge børn var også med, vi har nemlig ingen kivfaq’er for tiden. Vi havde dog nok alligevel taget dem med, og de var også flinke på hele turen, men de er jo rejsevante. Fin rolig tur indtil kl. 1 om natten, så begyndte vi at gynge, vi sov dog alle fire videre, vi er nærmest søstærke, men den arme tandlæge, som vi heldigvis havde anbragt i forkahytten, begyndte at brække sig voldsomt og højlydt, så vi trods søvnen ikke helt kunne undgå at høre det, navnlig ikke jeg, som lå lige op ad døren. Og han havde det i det hele taget så forfærdeligt som man kan have det, når man er søsyg, lige til kl. 5 om morgenen, da vi kastede anker i Godhavn. Han havde jo været meget søsyg hele turen over Atlanten, jeg havde derfor tilbudt ham en trihistan, men det ville han ikke have, og da han først var begyndt på ventrikeludtømmelserne var der jo ikke noget at gøre.

Vi tilbragte så hele dagen i Godhavn, det var rart at snakke med Simmelsgård, man kan ligefrem trænge til at snakke med kollega heroppe, og høre at han har de samme problemer og samtidig blive klar over, at man ikke selv er helt idiot. – 4 timers sejllads fra Godhavn findes en lejr med over 100 danske håndværkere, som bygger en loran-station, det er noget pejling af fly og skibe. De giver godhavnlægen en del at bestille, han må gerne derud 1 gang om ugen til ulykkestilfælde m.m.

Hjemturen gik fint, end ikke tandlægen var søsyg, men han havde også taget en trihistan. Vi har haft stormvejr, rigtig nunasarneq, det var vistnok i lørdags. Taget blæste af vores kulhus, skifrene røg i massevis af Lemvigs nye hus, Jens Geislers motorbåd drev til søs, taget blæste af Nikolaj Fleischers hus, vore mistbænkruder blev smadrede.

Torsdag 15/7-54

Kateketen i Ujarasugssuk har gonorrhoea. Det er ikke så godt, for det må en guds mand ikke have. Først må jeg måske forklare, at en kateket er skolelærer, men om søndagen tillige guds repræsentant på det sted, hvor han nu er blevet anbragt af de jordiske myndigheder. – Han kom ind til mig for nogen tid siden og præsenterede sin kærlighedssnue. Han fik penicillin, jeg lovede at tie stille, skrev intet op, men alligevel kom det altså ud blandt befolkningen i Ujarasugssuk. Derfra nåede det til overkateketen i Qutdligssat, som fandt, at det var hans pligt at underrette palase, som nu lader det gå videre til provsten i Ghb., som så skal bestemme den disciplinære straf, han skal idømmes. Kateketkonen, som ikke er særlig rar ved sin kateket, var rejst til Jakobshavn for at besøge sine forældre, som husbestyrerinde havde kateketen en ung pige, Kasper Petersens, storfangerens søster. Hun er en sød pige, og kateketen lod sig overmande af de lyster, som trods seminariet i Ghb. altså ikke var blevet helt undertrykt hos ham. Desværre havde Karen, som pigen hedder, lige haft et lille kærlighedsmøde med røde Frederik, storbuk og sheik i Qutdligssat, har allerede for 12.000 kr. børn udenfor ægteskab. Frederik har kronisk snue, og på den måde blev det bragt videre til kateketen. Da folk i Ujarasugssuk hørte derom, syntes de at det var for galt, til trods for at de der, som på alle andre udsteder, vælter sig i druk og hor, som er de eneste forlystelser man kender der. Man behøver ikke meget forestillingsevne for at forestille sig hvor svært det må være for en stakkels kateket, som den eneste blandt 100 mennesker, at afholde sig fra at deltage i den almindelige løssluppenhed. Men så intolerant er befolkningen alligevel, at den forarges, når den lokale hyrde ikke overholder de af moses foreskrevne love. At de selv sidder døddrukne i kirken betyder mindre, bare de har været i kirke. Resultatet af det hele bliver jo nok, at kateketen bliver sat i karantæne ½ år, hvilket vil sige, at han i den tid ikke må holde gudstjenester dernede.

Mens vi er ved det himmelske: Qtd. har i disse dage besøg af en adventistpræst fra Danmark. Han er her vist nok for at fortælle, at vi nærmer os enden på det hele, og det er måske heller ikke helt galt. Men han må nu ikke tro, at han kan samle tilhængere på Grønland, når det hører med til hans lære, at man hverken må drikke kaffe eller the, for grønlænderne elsker begge dele. Ej heller må man drikke alkoholiske drikke, men heller ikke det vil falde i grønlændernes smag, hvad skal de dog så tilbringe fritiden med? Det er en ret stor %-del af befolkningen, som er fulde her på stedet hver weekend. Og det er både mænd og koner – og en enkelt gang et barn. Og resultatet bliver brækkede arme, smadrede kæber, blå øjne, skud gennem maven, hjernerystelser og andre læsioner af dens fuldes nærmeste familie. De læsioner som kommer til behandling hos lægen, skyldes først og fremmest beruselse, kun sjældent ulykker under arbejdet. For når man arbejder, skynder man sig ikke.

I lørdags havde vi stort rykind: overlæge Stein, dr. Øllgård, apoteker Kjær fra Sundhedsstyrelsen samt overlæge Steins datter. De ankom tidligt om morgenen, og sammen med overlæge Stein gennemgik jeg journaler og røntgenbilleder for samtlige vore tub.-patienter. 17 blev udtagne til san. i Ghb. Nu kan vi jo se om de vil rejse derned. – En opmuntring er det jo at høre, at drikkeriet er meget værre i Jakobshavn end her. Således siger præsten derovre, og han var for blot et år siden præst her på stedet. Men i Jakobshavn er jo også Grønlands viceprovst, som dog nu er pensioneret, gået i spidsen, dels når det gjaldt om at klage over danskerne (onde tunger, som der er mange af heroppe, siger, at det er derfor han blev viceprovst), dels når det gjaldt om at udrydde imiaq og andre spirituøse drikke.

Mandag 2/8-1954

At arbejde med grønlændere er en stor tålmodighedsprøve. Man skal aldeles ikke tro, at grønlænderen føler sig særlig imponeret over, at danskeren kan noget han ikke kan, eller har noget han ikke har. Det synes han er en selvfølge. Han synes danskeren har og kan alt, men han gør sig ingen forestillinger om hvorfra eller hvorfor, eller at der ligger et arbejde eller en læretid bag det at kunne noget. At enhver indsats er et resultat af lange anstrengelser, forstår han ikke noget af. Og det er et dagligt besvær at få grønlænderne til at tage deres medicin, at møde op til behandling i rette tid eller få dem til at drikke en kop mælk, når de nu behøver det. – Undertiden forlader en grønlandsk patient sygehuset i nattens mørke, når han synes han har været her længe nok, uden at forstå en smule af, at så kan alt hvad der er gjort hidtil, være spildt. Man kan aldrig regne med at have en grønlænder i sin tjeneste, han ell. hun går når de får lyst til det. Arbejdsglæde kender grønlænderen ikke, ansvarsfølelse ved han ikke hvad er. Altid må han overvåges, altid heppes til arbejde, ellers sætter han sig ned.

Ovenstående er jeg ikke forfatter til. Det er direkte hugget fra en artikel i Berlingeren om Albert Schweitzers urskovshospital i Lamberene i Centralafrika. Jeg har blot tilladt mig at erstatte ordet ”sort” med ordet ”grønlænder”, ordet ”hvid” med ordet ”dansker”. Det er højst sandsynligt, at det er noget, som passer på alle ell. i det mindste mange primitive folk (det er vel bl.a. derfor de bedømmes som primitive) dog vil jeg sige, at helt så primitive som afrikanske negre er grønlænderne ikke. Noget af civilisationen er trods alt smittet af på dem eft. 200 års kolonisation.

Tålmodighed til at blive ved med dem, har jeg i det mindste ikke; de færreste har det. Hertil kommer, at tilværelsen, når det nye og spændende først er gået af den, er langt mere ensformig end i Vesteuropa. Man lever i et meget snævert miljø, hvor man helst skal være åndelig smalsporet for at trives rigtigt (eller også være en af de virkelig store ånder), thi det det efterhånden kommer til at dreje sig om i kolonilivet, er at danskerne giver middage for hinanden. Og det er komplet uudholdeligt i det lange løb. Er glad for, at jeg ikke skal tilbringe en vinter til i Qtd.

Vejret har været meget fint sidste 10-12 dg. I går spiste vi morgenmad og frokost udenfor på terrassen. Vi har været ude at fiske flere gange. Torsken er kommet for alvor nu. I fredags var vi ude 4 timer, børnene med, vi fik kun 4 torsk, desuden fiskede Gurli 2 langliner, der er kolossalt tunge at trække op, nu har hun også hold i ryggen. En eftermiddag i sidste uge fik Gurli en havkat på. Hun fik den helt op i overfladen, skulle til at tage den indenbords, - og så sprang den, den var ikke ordentlig kroget. Det var ellers vores første havkat.

Butikken har fået en masse chocolade hjem, stor del af befolkningen lever i denne tid af chocolade, hvad der også er bedre end skibskiks og bolcher. Jeg var dernede i dag, og købte for 100 kr. chocolade, d.v.s. her koster det kun 38,00. men nu har vi også til en hel måned.

Pr. 1/8 holdt Arnanguaq op, så har vi også haft hende i 14 mdr., men nu er hun vist i 10 md., så det er forståeligt, at hun vil holde fri lidt inden fødslen. Hun har været en vældig sød pige, meget glad for børnene, aldrig sur. Håber hun kommer igen efter fødslen, blot engang imellem for at passe børnene, i det mindste når vi skal flytte.

Vi skal formodentlig flytte primo oktober. Har netop i dag gået telegram fra landslægen: er de indforstået overtage Holsteinsborg? – Det lyder flot, noget gods er det dog ikke, men boligen er god, vi har set den, dengang vi flyttede til Nordgrønland. Der er el-køkken, rigtigt wc, vistnok badeværelse. Jeg er indforstået. Der bliver jeg ligesom i Godhavn distriktslæge af 2. gr.

Fredag 13/8-1954

Få dage efter at være holdt op hos os, nedkom Arnanguaq med en pige på 4200 g. I søndags fik jeg iltelegram fra Umanak (byen): ankommer mandag morgen Melton ørelæge. Vidste godt at der i maj var kommet en ørelæge til Grønland for at berejse Vestkysten, men jeg havde for længst afskrevet ham, idet jeg aldrig siden har hørt noget til ham. Det er sjældent en specialist har tid til at blive heroppe i 4 mdr. Og så kunne jeg endda let have været forberedt på hans besøg, for jeg så ham onsdag d. 4. ds. Ude på Jutho, som lå her ca ½ time, men skipperen ikke så meget som nævnede det for mig under den drink ell. tre, som vi tog sammen. Men mandag formiddag dukkede han altså op med kone, som medrejser som sekretær, hvilket er meget praktisk, blot ikke for os, som skal have to liggende gæster. Men det gik alligevel. Han holdt konsultation mandag og tirsdag her i Qtd., her er masser af dårlige ører på Grønland; en masse ører, som ”flyder”, hvilket i de fleste tilfælde skyldes forsømte mellemørebetændelser. Noget særligt bemærkelsesværdigt fandt han ikke, der blev ingen egentlige operationer at foretage.

Vi var så ualmindelig heldige, at Villads Frederiksen i søndags kom med 4 kg rensdyrkød til os, idet han lige var vendt hjem fra jagt over på Nugssuaq. Så havde vi noget at give vore gæster, og rensdyrsteg kan man kun spise sammen med rødvin. Rensdyrjagt ville jeg gerne på, men det går desværre ikke, det varer for længe, mindst 8 dg., og så længe kan jeg ikke så godt være væk fra Qtd.       Onsdag morgen sejlede jeg så med ørelægen over til Sarqaq for at holde konsultation der. Der mødte kun 12 med dårlige ører. Derfra skulle han ned til Jakobshavn, og jeg tog med, overlod ham og fruen chefkahytten på Holger Kjær, mens jeg selv holdt til forude. Det var en pragtfuld aften, solnedgangen en hel farvesymfoni, så jeg kom ikke i seng før vi kl. 1 nat var i Jakobshavn. Næste morgen op kl. 7 for at komme til bageren og få friske rundstykker. Så gik jeg med ørelægen op til sgh., lægen var nede i Christianshåb for at se til mæslingerne, og så gik jeg tur til Jakobshavn isfjord, som er en stor oplevelse at se. Is, is og atter is, og hele tiden tordner det, når et isfjeld revner. Jeg vandrede rundt derude i bakkerne nogle timer, levede af sorte- og blåbær, som der er masser af. Vejret var så fint som vel muligt, Selve bræen (verdens største isfabrik) kan man ikke se derfra; den ligger meget længere inde. Sent på eftermiddagen besøgte jeg Kiilerich, tandlægen, jeg styrkede mig ved nogen glas cognac, og startede kl. 18.00 på tilbagevejen til Qtd., hvortil jeg ankom fredag morgen.

Tirsdag 17/8-1954

Søndag morgen kl. 10.00 startede hele familien med Holger Kjær til Sarqaq. Jeg skulle over at se til en patient, som jeg havde tilset ved sidste besøg. Desuden havde vi Isak Rosbach med, han har været på sygehuset i 2 år, har det faktisk godt, men har ikke kunnet sendes hjem, fordi han skulle pustes stadigvæk, og det lader sig ikke gøre i Sarqaq om vinteren. Der var ingen syge i Sarqaq, så vi gik ud for at plukke sortebær, som kun Anne Marie ikke kan lide, hun er kødspiser. Så kom Isak ud og fandt os, inviterede os til kaffe hos sin moder, og den invitation måtte vi selvfølgelig efterkomme. Da vi gik derfra for at tage videre med Holger Kjær, kom Isak med en gås, levende, og sagde en hel masse, og endelig gik det op for os, at gåsen var en gave til vore børn. Så fik vi den puttet i en stor papkasse og fik den ombord på Holger Kjær.

Så sejlede vi videre ind i Torsokatak, Isfjorden bag Sarqaq, i hvis bund findes 2 store og flittige bræer, adskilt af en nunataq. Der var masser af is derinde, ofte måtte vi gå frem med mindste hastighed og udsøge os revner mellem isflagerne og skosserne. En gang kom en skosse ind under Holder Kjær, som svarede med at lægge sig ned på siden, dog uden at tage vand indenbords. Efter at have krydset frem og tilbage et par timer kom vi frem til Qeqertaq, et lille udsted, hvor jeg ville forsøge at købe fugle, men der var ingen til salg. Fortsatte så videre ind i Torsokatak for rigtigt at kunne se bræerne, og det var heller ikke længe før vi så dem. Det var et imponerende syn. Aldrig før har vi set så megen indlandsis, den var for resten lyserød, og i midten så vi ganske tydeligt nunataq’en, som sikkert er på størrelse med amager. Det blæste iskoldt derindefra, men jeg holdt alligevel ud oppe på taget af styrehuset for at kunne se så meget som muligt. Da vi havde set os mætte på dette store, døde legeme, som jo indlandsisen er, satte vi kursen mod et fuglefjeld, som mandskabet gerne ville besøge. Fjeldet er fuldstændigt lodret, og på denne lodrette flade sidder den ene måge ved siden af den anden, og den anden ved den tredje og så videre indtil flere tusinde. Først når man kommer helt tæt på, kan man se dem, fjeldsiden er helt oversået med små hvide pletter. Henrik og Ole gik i båden og sejlede helt ind, tog skoene af, og klatrede lidt op på afsatser på fjeldet. Med en bådshage lykkedes det dem at rive nogle fugle ned. Da de ikke kunne nå flere, gav de dem hagl, og i alt fik de vel en snes stykker. Så satte vi kursen mod Qutdligssat, 6 timers sejllads, men på vejen lagde vi ind i Niaqornat, en lille naturlig havn på arveprinsens ejland. Her vidste Severin, at der lå nogle motorbåde, så der var mulighed for at vi kunne købe kød. Vi kom dertil ved midnat, der var fuldmåne, hele den lille havn var bygget op som en teaterkulisse: klipper til begge sider, i midterfeltet sandstrand, som snart afløstes af marehalm for derefter at stige etagevis op i klipperne. Helt ovenud idyllisk. Her så vi for første gang grønlænderne på sommerfangstpladsen, således som det har været skik hos dem siden eskimotiden; blot modificeret at de tider vi lever i: storfanger Manasse fra Sarqaq var der med sin motorbåd, Ole Hansen ligeledes med sin og begge med cigaret i munden, naturligvis tændt med en fyrbøder-ronson. Der var desuden masse af kajakker, der er jo ikke mange timers sejllads dertil fra Sarqaq. Oppe på en klippeafsats stod 2 telte og blafrede. Nede på stranden var der lavet ildsted af flade sten, ovenpå den gryde, hvori kogte forskellige dele af et marsvin. Gurli fik et stykke lunge at gnave. Hun sagde det smagte ligesom lever. De havde desuden store mængder af sortebær, som vi spiste i håndfuldevis. Så købte vi sælkød, lever (de er til os selv), edderfugle og satte derefter kursen hjemefter Qtd., hvortil vi ankom kl. 5 morgen. Efter at være kommet i hus med børn, levere, gås m.m. tændte vi op i komfuret og spiste morgenmad, vi var hundesultne og ikke særlig søvnige, børnene havde sovet hele tiden mens vi var i land i Niaqornat.

Ovenomtalte Manasse (hvor i alverden kommer det navn fra?), storfanger i Sarqaq, motorbådsejer, medlem af Vajgat kommuneråd, er noget for sig selv. Ret flot fyr at se på. Hannibal kalder ham sørøver og fordrukken, hvad der sikker er rigtigt; i øvrigt er de to erklærede fjender med hvert sit parti, så kongeværdigheden i Sarqaq er ikke helt så sikker som Høft vil give udtryk for i sin bog. Manasse var medlem af den store grønlandskommission i 1948 ell. deromkring, for resten var det vist 49. Hans deltagelse blev ikke nogen helt succes, undtagen for ham selv. Sammen med den nuv. kommunefoged i Qtd. måtte han sendes hjem til Grønland efter slagsmål på Rådhuspladsen ell. også var det i gold-digger. Disse fyre blev jo veludstyret i Danmark, indlogeret på Hotel Terminus, alt frit + 35 kr. om dagen. Det var jo helt overdådigt, ikke underligt, at de gik lidt amok. Terminus kunne da heller ikke udholde at have dem, de måtte flytte til Colbjørnsensgade, og senere til et pensionat i omegnen af Kbhvn. Denne spec. duft af grønlænder samt deres skindtøj, rådne fugle og hvad de nu havde med har sikkert ikke harmoneret særlig godt med gobelinsalen og godsejerne på Terminus.

I går eftermiddags tog så hele familien ud på Jutho for at besøge skipperen. Han er tilsyneladende meget glad for børnene, vi blev derud til middag, og han gav cognac og likør til aftenkaffen, hvad man ellers ikke får der ombord.

I dag skulle han så have været her til frokost sammen med Gøtsche-Larsen, afdelingsingeniør i Ghb. Ham kender jeg fra Danmark. Men på sømænd kan man ikke lide, kl. 11,45 kom der brev fra ham, skrevet 9,45, at de blev nødt til at sejle kl. 13, så vi måtte undvære hans selskab. Gøtsche-Larsen kom dog, og for at få fyldt op omkring bordet inviterede vi tandlægen m. hustru. Vi havde virkelig for en gangs skyld godt med mad. Frisk sællever, sælkoteletter og sælleverpostej, foruden radiser og salat og dåsemad. Og frist sælkød er fuldt ud på højde (om ikke bedre end) dansk husdyrkød. Vi spiste indtil Jutho begyndte at tude kl. 13, så måtte Gøtsche forlade bordet, men det er hvad man vænner sig til heroppe.

Onsdag 25/8-54

Vi er lidt søvnige i dag, vi kom hjem kl. 2 i morges fra Sarqaq og Atanikerdluk. Det er det værste tidspunkt at komme hjem på, børnene sover naturligvis, og er ikke til få fra borde, og Anne måtte bæres hele vejen fra stranden op til huset, sammen med min hatfuld sortebær og en lever.

Vi startede tirsdag morgen til Sarqaq, tandlægen var med, han var noget betænkelig, det blæste, meget varmt, fra sydøst, men han fik en trihistan, og alt gik da også fint. Han ville jo meget gerne hilse på Hannibal, så det var faktisk en tur til ære for tandlægen og til glæde for os andre. Hannibal var heldigvis hjemme, holdt stadig ferie, og skulle netop en tur med sin lille motorbåd m. påhængsmotor lidt nordpå for på langliner at fange vinterforråd. Efter at have drukket kaffe og snakket om hans og Høfts ekspedition ind til indlandsisen, masser af myg!!!, men ellers meget vellykket. De fangede laks (ørreder), plukkede svampe, forsøgte at forcere den bræ, som vi var inde ved på forrige tur, for at komme over på nunataq’en, hvor der skal være mange rensdyr; men de måtte opgive at kommer derover, spalter m.m. forhindrede det. Så gik vi i drivhuset, et orgie af blomster, og både tandlægen og Gurli fik store buketter med hjem, så vores stue ser nu ud som om vi havde haft jubilæum. Der var heldigvis ingen syge i Sarqaq, så for mig var det fridag. Da vi skulle samme vej som Hannibal tog vi ham på slæb til Atanikerdluk, en fin naturlig havn ved Vajgat, ligeover for Qtd. I sin båd havde Hannibal sin ældste søn, 6 år, Albert Nicolajsen, fanger, som igen havde sine 2 sønner med samt kajak. På vejen så vi sæler. Albert gik i sin kajak og fik nedlagt en, som vi tog med til Atanikeerdluk, sælen blev flænset, vi spiste rå lever, som jeg dog ikke lider, det smager af galde. Albert kogte sæl til os på primus, mens alle vi andre samlede kvas og fandt sortebær i overdådige mængder. Vi gnavede sælkoteletter, mætter godt, og gik derefter med børnene lidt ind i land for at plukke sortebær til dessert. Sortebærrene på denne side Vajgat, hvor solen kommer meget mere, er langt større og sødere end på vores side. Vi plukkede sortebær til vi ikke længere kunne se dem, og det var en aften så skøn, at vi sikkert altid vil mindes den. Vi kunne se Vajgattets nordlige åbning i sin fulde bredde, solen gik ned bag Nussuaq og efterlod himmelen flammende rød og skyerne spillede i røde og grå farver. I enkelte skyer (det var zeppelinskyer, som med sydosten har passeret indlandsisen) brød solens stråler så vi fik hele spektret at se i concentriske elipser. Og Anne Marie blev så søvnig til sidst, at hun dårlig kunne stå på sine små ben, men hun holdt dog trofast sit kødben i hånden, det ville hun ikke give slip på. Hun er familiens største kødæder.

Onsdag 8/9-54

Efter at utallige, et indhug på  mindst 100 kr. i den tålmodige statskasse, telegrammer er blevet udvekslet i alle mulige retninger i tetragonen departement – landslæge – holsteinsborglæge – qtd-læge er det nu endelig fastslået at jeg nedrejser med Jutho til Holsteinsborg, når denne kommer ned fra Thule, hvortil den er godt på vej nu. Det bliver sikkert 20. ds. (med mindre altså noget helt andet bliver bestemt). Men vi fortsætter vor pakning, som vi begyndte allerede for 1 uge siden, idet det dengang var meningen vi skulle være rejst den 12. ds. Vi har allerede adskillige færdige kasser stående i spisestuen.

Det meget fine vejr vedvarer, vi har vist aldrig før oplevet en sådan sommer som denne. I forgårs var vi alle på Vajgat for at fiske, jeg fik så stor en tamp på pilken, at pilken blev dernede. Ellers fik vi 6 torsk. I går var tandlægen og jeg på rypejagt i fjeldene, dejlig tur, men ikke en rype, end ikke spor deraf. I dag har Gurli og jeg været på nogenlunde samme tur, blot en noget anden rute. Og endnu dejligere tur. Først fandt vi rypeexkrementer, dernæst rypefjer, så et rypeæg og pludselig sidder 2 ryper ganske stille foran os, Men ak, haglbøssen stod hjemme i vindfanget, for hvorfor skal man slæbe rundt med den, når der ingen fugle er. Jeg er såmænd ikke sikker på, at jeg ville have skudt dem, om jeg havde haft den med, for de så virkelig så søde ud, som de sad der, At jeg kunne have ramt dem, er der ingen tvivl om for ryper har den for jægeren ganske udmærkede egenskab, at de bliver siddende til mennesket er ganske nær på – så først flyver de.

Torsdag 16/9-1954

Så der det sket med sommeren – pludselig er det blevet vinter. Hele natten har det sneet, hele dagen har skyerne hængt tungt over fjeldene. Men vi har også haft næsten 2 måneders meget fint vejr. Endnu i går plukkede jeg spinat og jeg regner i øvrigt med at kunne plukke salat til frokosten i morgen.

På mandag skulle vi være rejst med Jutho sydpå, men i søndags kom mæslingerne hertil. Og da børnene ikke har haft mæslinger, kan vi naturligvis ikke rejse med til Holsteinsborg og risikere at føre smitte derned, hvor der endnu ikke har været mæslinger. Så nu er vores afrejse udsat på ubestemt tid. Vi må blot håbe, at børnene hurtigt får det overstået, så vi kan komme af sted.

2 tilfælde har vi foreløbig, der kommer næppe flere før en gang i næste uge. Så kommer der også et mæslingehold, bestående af 2 læger og 6 sygeplejersker. Nødlazaret er vi ved at indrette, folkebespisning skal arrangeres – jo, der er nok at gøre.

På kulbruddet truer arbejderne med strejke, fordi driftslederen, skotte Campoell, har fået den vane (måske medbragt fra Spitsbergen) at strække arbejderne til jorden med et kæbestød ell. lig. Det vil man, naturligvis nok, ikke finde sig i, hvorfor man nu med de danske håndværkere i spidsen (de går nemlig heller ikke ram forbi) har besluttet at nedlægge arbejdet såfremt lederen ikke er fjernet inden en nærmere bestemt dato. Det er ikke længe siden en af de danske arbejdere fik sådan en på tæven, at han røg hen ad gulvet og derefter blev hjemsendt med et skib, som tilfældigvis lå i Qtd. Jo, der er noget frisk over det, dernede.

Torsdag 30/9-1954

Så er vi i fuld gang med mæslingerne – 140 tilfælde foreløbig, men der synes nu at være lidt stilstand i det, nu skal første bølge til at smitte anden bølge, som kan ventes om få dage. Håber vore børn kommer med i den, ellers har det lange udsigter med vores afrejse. Men foreløbig har børnene det så godt nogensinde før. Der er dog ret stor chance for at de bliver syge om få dage, idet de har været udsat for smitte.

Det var nogle drøje dage i slutningen af sidste uge, torsdag og fredag havde jeg ca. 100 sygebesøg daglig; hver gang jeg viste mig nede i Kitdlerpait kom folk frem fra husene og fortalte at den og den var syg. Sjældent har jeg glædet mig til mørket som i de dage, for så snart det var blevet mørkt kunne jeg gå rundt i fred og ro efter min liste. For det er jo meget sjældent noget særligt folk kommer og fortæller, men de synes jo absolut nakorsaq må hen og se på deres, barn, mand, kone ell. bedstemor, når tp. er steget fra 38,2 til 38,4.

Fredag ankom mæslingeholdet, fik i arbejde lørdag morgen. Hver sygeplejerske har sit distrikt, og i dette går hun ind i alle huse, uanset om der er syge eller ej. Er det noget særligt, sender hun bud efter lægen. På den måde er der daglig kontrol med hele befolkningen. 10 frivillige piger fra Egedesminde optræder som husmoderhjælpere og går rundt og hjælper til i de huse, hvor hele familien ligger. I det store og hele forløber mæslinger mildere end jeg ville have troet på forhånd, men alle særlige udsatte (gravide, tuberkuløse, småbørn) har også fået gammaglobulin. Dog har vi haft et dødsfald, en dreng på 1 år døde i dag, mens jeg (til fods sammen med Gurli) var gået til Qutdligssarqat (8 km) for at tilse mæslingepatienter.

Det var en dejlig frisk tur, meget frisk, det frøs 3 gr. da vi kom hjem til Qtd. igen kl. 17.

Mæslingeholdet skal hjemrejse med Umanak 8, d.v.s. de skal fra Egm. 27/10 og inden den tid skal mæslingerne helst være overstået. For at få udbredt smitten så meget som muligt, har vi derfor (i modsætning til den sædvanlige fremgangsmåde ved epidemier) ophævet forsamlingsforbudet, som blev udstedt så snart jeg blev klar over, at det drejede sig om mæslinger. Nu fungerer atter biograf, skole og kirke, og i aften i den trykte radioavis har jeg opfordret befolkningen til ikke at undgå smitte, men tværtimod opsøge smitten, så vi kan få det hele overstået så hurtigt som muligt, mens vi endnu har hjælp. Man kan med god samvittighed udbrede smitten for vi ved, at alle uden undtagelse skal have mæslinger.

Søndag 31/10-1954

Og så venter vi på skib – som vi jo sådan set har gjort det de sidste 2 mdr. Vi sidder stadig i Qtd., med billetter til Nancie S, som skulle være kommet her 27. ds., men som stadig lader vente på sig. At den kommer hertil er der dog ingen tvivl om (bortset fra, naturligvis, at der heroppe er mere tvivl om alt end noget andet sted i kongeriget Danmark), thi den har hele vinterens forsyning af grøntsager, kartofler og frugt med hertil. Og dette kan ikke omlades, da det ville være ensbetydende med, at alt ankom i dybfrossen tilstand. Vi venter skibet hertil hver dag, vort flyttegods havde vi færdigt allerede mandag formiddag, samme eftermiddag blev det kørt ned til pakhuset, hvor det nu henstår, forsikret for 35.000 kr.

Det keder os ærlig talt at blive ved at vente; resultatet er at jeg er ved at anlægge mig fuldskæg, er begyndt at dyrke piberygning samtidig med at vi får tiden til at gå med at tømme de mange flasker med sjatter, som henstår i vort spisekammer, som et tegn på det spirituelle liv, vi har ført gennem 1½ år i Qtd. Så længe har vi aldrig boet noget sted, så det er vel ikke noget under, at vi trænger til forandring. Mange gange om dagen går vi til sydvinduet i kontoret, stirrer ud over det som regel oprørte Vajgat ned mod arveprinsen for at en skibssilhuet – men ser kun Holger Kjær, der som en rasende tyr hiver i ankerkæden, kulbrudets kran, som nu er ved at vælte, efter at en pram, som i går var ved at blive taget på land pludselig blev fyldt med vand på gr. af de voldsomme dønninger. Så mange tons extra kunne den alligevel ikke klare.

Der er jo sket meget heroppe den sidste tid. Dybt indtryk gjorde naturligvis ulykken ovre ved Godhavn. Man kan naturligvis sige, at det er lige så slemt, når en kinesisk flodbåd kæntrer med 100 kinesere ombord på den gule flod, men man har vel ikke rigtig evnen til at forestille sig denne begivenhed, hvorimod vi heroppe alle kan forestille os meget levende, hvorledes det er gået til på turen fra Diskofjord. Hvorledes det er gået til, er naturligvis meget svært at sige noget om, men man kan ikke lade være med at tænke på, at der ikke var en eneste grønlænder ombord (bortset fra Godhavns jordemoder, som ikke er sejlkyndig). Selv om de 2 danskere har sejlet denne båd hele sommeren på denne rute, så er det noget ganske andet, at sejle i efterårsstormene i usigtbart vejr. Man skal heroppe kun sejle med grønlænderne, de kender deres land, kender smuthuller og skær, behøver næsten ingen landkending for at vide hvor de er; ja, ofte kan de sejle helt blindt og alligevel finde frem, hvad pokker de så går frem efter. Opklaret bliver ulykken naturligvis aldrig, muligheden for motorstop kan man heller ikke se bort fra. I øvrigt var båden overfyldt med passagerer.

Vi har haft Karup Petersen boende hos os de sidste 3 uger. Han er nu færdig med sin tid i Ghb. som fuldmægtig, og har nu fået den udmærkede ide, at han vil i nærmere kontakt med grønlænderne; derfor vil han i vinter være vikarierende kæmner i Upernavik, og på sin vej derop er han foreløbig strandet i Qtd., hvorfra det hidtil ikke har været muligt at komme videre. Han kunne nok være kommet til Umanak, men det er værre end Qtd., thi derfra er der kun sjældent forbindelse nordpå. Egentlig skulle han have været med Jutho nordpå i går, men i dag får vi meddelelse om ændring af Juthos plan, hvorefter den fra Egedesminde er gået direkte til Upernavik udenom Disko. Så vi sidder alle 5 her som i et venteværelse. Vi har været glade for hans besøg, han er heldigvis et menneske, som kan tage tingene som de kommer, og som ikke lader sig genere af vores flytning, pakning m.m. Det ender med, at han må tage Holger Kjær nordpå, men den er nu ikke sjov over Umanakbugten på denne årstid. Måske kommer der er skonnert, men ingen ved.

Det er en krudttønde, en røverrede, Karup er dumpet ned i. Danske aviser har vel omtalt strejken i Qtd., Grønlands første (Qtd. havde også første telefonsystem i Grønland og var vist første straffekoloni heroppe!!). Karup, som tilhørende administrationen, har optrådt som en slags forligsmand mellem de stridende parter: de 2 ingeniører på den ene og de danske håndværkere på den anden side. Efterhånden er Karup kommet til det resultat, at kulbrudets kontorchef er den som sætter parterne op mod hinanden, trækker grønlænderne ind i noget, som de absolut ikke kan overskue, alt ud fra sit had til de 2 ingeniører, som han meget gerne ser hjemsendt. At der har været tale om vold fra skottens side overfor grønlændere er der næppe tvivl om, men hvor meget kan man vanskeligt dømme om. Alle vegne spiller personlige sym- og antipatier rolle, men i et lille isoleret og snævert samfund som dette tager de let helt overhånd.

Mæslingerne har vi snart glemt over alt det andet: strejke, ulykke, flytning. Men siden 21. ds. ingen nye tilfælde her, hvorimod det går løs i Sarqaq, hvor der er 1 læge + 2 sygeplejersker. Jeg må lige fortælle hvorledes Sarqaq fik mæslinger: En dag i begyndelsen af okt. kom m/b Karl Jørgen af Sarqaq herover for at sælge kød. Kødet kom godt i land uden personlig kontakt mellem land og besætning. Men så blev Karl Jørgen liggende for at vente på præsten, han skulle med over til Sarqaq for at prædike (han har haft mæslinger i Danmark). I ventetiden passerede en jolle herfra båden, og der blev smidt et stykke kød ned i jollen fra motorbåden. Mændene ombord påstod siden, at der havde været 15 m mellem de 2 både, men så langt kan man næppe smide et stykke kød. Nå, det var nu nok gået alt sammen, %-vis var chancen for at mandskabet ombord Karl Jørgen meget ringe, og personlig ville jeg ikke have gjort noget ved affæren, men uheldigvis blev det hele overværet af mæslingelæge Flindt (flink ung mand, lige fra examensbordet, får her 100 kr. dagl., måske derfor meget nidkær); han for i sit efternavn, krævede mandskabet interneret, båden trukket på land, motorens topstykke fjernet. Interneret blev de, men forblev ombord, idet de ikke ville i land, topstykket forblev ligeledes på sin plads, for man kan ikke lade en båd ligge i Vajgattet uden motor, det er i tilfælde sydvest sikre vej til havari. Vi rådslog, og Seedorff, leder af mæslingeholdet, fik den ide, at man kunne smitte Sarqaq med overlæg. De internerede var nemlig alle storfangere, af hvis fangst mange Sarqaqmavers mæthed afhang, idet man i Sarqaq stadig delvis hylder det gamle kommunistiske princip om fangstens deling. – Nå, Seedorff tog samme dag Holger Kjær til Sarqaq, vente hjem til Qtd. samme aften efter at have talt med Fencker, fuld af begejstring for stedet. Han kunne tydeligvis godt tænke sig at tilbringe nogen tid derovre, hvad jeg egentlig godt forstår. Da Holger Kjær så samme aften kom hjem til Qtd., var vi imidlertid klare over at nu var Sarqaq smittet, for under hjemrejsen udviklede Severin, mens han stod ved roret, et strålende mæslingeudslet. Og Severin havde været i land, havde været på besøg i mange huse, uden at nogen vidste han var syg. Ganske vist havde han 3 dg. før haft ondt i halsen, men det har han ofte. Og Seedorff med frue, som er sygeplejerske, sidder stadig derovre, hidtil har der været lidt over 100 tilfælde.

Mandag 1/11-1954

Her sidder vi, vi kan ikke andet o.s.v. Vi sidder som i en ventesal, men det er dog en ganske god ventesal, med dame-, børne- og gæsteværelse samt køkken til fri afbenyttelse. Der er dog fremskridt at notere. Øster Jørgensen har netop ringet, at Nancie S forventer at ankomme her i eftermiddag, og samtidig hermed kom der en forrygende norden, som formentlig gør det ganske umuligt at tage skibet under behandling. Nå, en norden varer sjældent så længe.

Værst er det for Karup. Han agter rejse nordpå med Holger Kjær. Men den skal først have olie, det kan den ikke få så længe det blæser som nu. Desuden har Severin fået en byld i enden, som jeg har skåret i dag. Så i dag er der ingen chance for at komme af sted.

Gurli og jeg var i går til eftermiddagskaffe hos Severin, han har nylig fået sit hus bygget om for et 4000 kr. stort boliglån. Det er også blevet fint, såvel ind- som udvendigt. Når man tænker på hvorledes Severins faders fangerhus i Ritenbank har set ud, så er der trods alt sket store fremskridt. I øvrigt kunne stakkels Severin dårligt sidde ned under kaffedrikningen, han tilbragte den meste tid hængende i vindueskarmen.

Vi selv kommer jo nok ud til Nancie S, om vores flyttegods også kommer der, er der ingen der ved. Det største problem bliver vores blomster. Vi vil selv tage dem med der ud, men om de overlever er usikkert. I dag fryser det kun 2 gr., så der en chance.

Tirsdag (for ikke at sige onsdag) 3/11-1954

Så kom endelig Nancie S, mandag kl. 14.30, viste sig netop, hvorefter den stak til søs igen for at ligge i læ under den voldsomme sydvest, som netop satte ind. Men nu havde vi da set, at den existerede. I går tirsdag lå den her hele dagen uden at der skete noget med den. I dag til morgen begyndte de at losse den, og noget af vores flyttegods er allerede kommet derud. Så der er fremskridt at notere.

Der er faktisk ikke plads til os ombord. Men vi kommer med alligevel. Man er nemlig ikke kommet af med sine passagerer til Jakobshavn, da det ikke var muligt at komme ind i havnen derovre. Indtil Jakobshavn må da Gurli og børnene ligge i kaptajnens kahyt, mens jeg må ligge forude sammen med dr. Flindt og sygeplejerske fru Hoffmann. Det kan blive en ordentlig vippetur forude, nu får vi se om jeg også er søstærk på en båd af denne størrelse.

Der var 4 passagerer hertil med Nancie S, deriblandt Galster Bach. De kom i land, men ikke i Qtd., de blev sejlet ud til Qutdligssarqat, hvorfra de måtte gå de 7-8 km ind til Qtd. by.

Fredag 5/11-1954

Så lykkedes det omsider at komme fra Qtd., hvad altså hu har varet hen ved 2 mdr. Torsdag blev den store afrejsedag, kl. 8,30 sejlede Karup nordpå med Holger Kjær, som også var ved at flippe for ham, idet Galsherbach lovede den bort til mæslingelæge Flindt og fru Hoffmann, som med vold og magt skulle til Egedesminde for at nå Alca. De var begge ved at flyve i flint, det er jo heller ikke let at omstille sig de for Grønland særlige trafikforhold, når man er vant til at DSB kun har forsinkelser på 1 time. Nå, jeg havde for længst lovet den til Karup, og det lykkedes altså at få ham med den. Flindt og fru Hoffmann kom så med skonnerten Fylla, som netop lå i omegnen af Qtd.

Vi hørte intet om vor afrejse, gik og ryddede lidt op i huset, så fik jeg den idé, at ringe ned til handelskontoret for at høre om vi skulle af sted samme dag – og får så at vide, at skibet sejler om 1 time! Hvilket jo mildest var på tide at meddele os. Aldrig har vi haft så travlt, alt blev stoppet ned i kufferter hulter til bulter, hvor meget vi har glemt ved vi endnu ikke, men vi fik da både børn og en hundehvalp med. Bagagen sendtes ned med slæder, vi selv kom ned med kulbrudets jeep, og så stod vi på stranden nede ved kranen, mens de diskuterede hvorledes de skulle sætte os ud, - alt mens dønningerne blev større og større. Endelig lykkedes det at finde et sted hvor dønningerne ikke var så store, 3 mand holdt båden så den ikke blev fyldt med vand, først blev børnene sendt ud til Kingmeq, derefter vi og hvalpen, til sidst vores rejsegods; jeg blev båd i enden, ellers blev ingen våde. Og Nancie S lå derude og tudede af utålmodighed efter os, og var vel sejlet fra os, hvis det havde varet alt for længe endnu. Jo, det var svært at komme til Qtd, i sin tid, det var endnu sværere at komme derfra. Al vores flyttegods kom vel ombord i stille vejr, så alt i alt har vi været heldige med at komme af sted. Men aldrig har vi haft så hurtig udrykning.

Kl. 11,30 afsejlede vi så til Jakobshavn. Der var en god sø, kan ikke nægte, at jeg blev en smule påvirket, ikke just søsyg, men bevægelserne på et rigtigt skib er ganske anderledes end på en motorbåd. Vi nåede ikke Jakobshavn, skipperen hørte i radioen at der var sne – vindstyrke 7, og da det var mørkt allerede vendte han og gik atter op til Vajgattet for at ligge lidt i læ, hvilket lykkedes indtil der kom norden, så måtte vi atter gå til søs og drive om hele natten for halv kraft indtil vi hen ad morgenstunden kunne gå til Jakobshavn, hvor vi nu ligger.

Her skal skuden udlosses, derefter laste saltfisk til katolikkerne i Spanien. Det er jo en fragtbåd, megen plads er der ikke ombord. Men vi skal være glade, at vi har fået en direkte forbindelse derned. Gurli og børnene har et kammer med en bred køje og en sofa, jeg deler kammer med en messedreng.

Mandag 8/11-1954

Vi ligger stadig i Jakobshavn og keder os grundigt. Men der er dog udsigt til at vi kommer videre i morgen til Egedesminde, hvor vi vel skal tilbringe 2 dg. med at laste flere saltfisk. Jakobshavn er såmænd en hyggelig koloni, men vi kender ikke mange her, og det er alt for koldt at gå tur med børnene. Vi glæder os meget til at få komme til Holsteinsborg, sejltiden derned er det mindste af det, tiden går med at ligge i havn, og det er ikke spændende. Det kan blive meget sjovt at komme til Egedesminde, der har vi aldrig været i land.

I går var vi til eftermiddagsthe hos distriktslægen, han har endnu ikke pakket ud til trods for, at han har været her 6 uger. Han har lige været på ferie i Danmark i 1 år efter at have siddet heroppe i 5 år, og er faktisk ked at være kommet herop igen.

Onsdag 17//11-1954

Så sidder vi da endelig i Holsteinsborg – 10 dage tog rejsen med det gode skib Nancie S fra Qtd. til Hbg. Vi lå i Egedesminde i 2 dg., der gik vi meget i land, vi så sgh., besøgte lægen hver dag, hvor børnene legede med hans datter. Så tiden gik ret godt der. Men da vi i lørdags kl. 14 ankom til Hbg. så var vi ved gud også trætte af de trange forhold på Nancie S., hvor jeg til sidst ikke engang gad drikke snapsen til aftensmaden. Nå, havde rejsen ikke varet så længe, havde jeg næppe fået stiftet bekendtskab med buddha; Karup havde givet mig dhammapada med, den skulle jeg aflevere til en lærerinde i Jakobshavn, hvilket jeg dog har glemt, så nu har jeg hele vinteren til at lære buddhisme i.

Søndag 21/11-1954

Nej, rigtig ferie blev sejlturen herned ikke, dertil var der for lidt bevægelsesfrihed ombord. Vi er ellers alle meget glade for at sejle, søsyge af betydning bliver ingen af os, Anne M. falder automatisk i søvn, så snart skibet gynger. Vi holdt jo Toves fødselsdag ombord, det var mens vi lå i Jakobshavn. Aldrig vil Tove få så fine fødselskringler igen. Jeg bestilte 2 til 8 kr. stykket, så kunne hele besætningen og vi selv få, der var rigeligt, og vi fik så kakao til. Tove fik en æske chocolade af kaptajnen, vi købte til hende et lille trykkeri i butikken en smart lille nål med en sommerfugl. Og om aftenen gav 1. mester kaffe med likør og sjusser i messen. Så der blev en dag ud af det. Og Tove var med lige til det sidste, hvilket vil sige til kl. 24.

Vi kom til Hbg. i et forrygende vejr, men her er jo en god naturlig havn, så det var ikke så vanskeligt at komme i land, hvilket vi gjorde med børn, gås og hund. Gåsen købte vi for 50 kr. i centralfryseriet i Egedesminde, hunden var Toves hvalp fra Qtd. (den var ikke frosset, havde tværtimod levet overdådigt ombord, når den da ikke var søsyg). Det er en værre redelighed at komme til. Men lad os tage det bedste først. Det er en særdeles god lægebolig vi har her, stor, 6 værelser + kammer + bad + rigtig wc. Selvfølgelig er her centralvarme og el-komfur. Men kullene er jo ikke gratis, hvad de jo naturligvis ikke er andre steder end i Qtd.

Vi har nu været her en uge, her er faldet en masse sne, og hvor er her meget lysere end ved Vajgattet. Her er ingen mørketid, vi ligger lige på polarkredsen, mørketiden er ellers så hyggelig. Andre får mørkepip af det. Vi har en forholdsvis god udsigt herfra, mellem et par skær kan vi kigge langt ud i Davisstrædet, men det bliver jo aldrig Vajgattet, så pragtfuld og storslået udsigt får vi aldrig mere. Jo, lidt har vi efterladt i Qtd., udover min tand, som tandlægen tog engang i sommer.

Det var jo meningen vi skulle være kommet herned allerede midt i sept., men mæslinger o.s.v. Derfor måtte der en vikar hertil for mig, han rejste herfra med Nancie S, dagen efter vores ankomst, tager så til Danmark via Bilbao, hvortil Nancie skal med saltfisk. Vi fik således ikke meget tid til at snakke sammen. Det kunne endda være hvad det være ville, men også sygeplejersken rejste med samme skib, ganske vist kun ned til Sukkertoppen, hvor hun skal være forstanderinde på børnesanatoriet, hun kunne ikke holde Hbg ud længere. Hun er ellers en pige som kan tage en del. Hun har været sygeplejerske i Krauslhavn i 2-3 år, eneste dansker på stedet, som ligger langt nord for Upernavik. Men nu er der altså kun den grønlandske jordmoder til at sætte mig ind i sagerne, og hun ved jo ikke alt. Resten må jeg selv finde ud af, og det er ikke let. Bl.a. skulle der patienter ned til det nye sanatorium i Ghb., de skulle først hentes ind fra udstederne, og rejste så i går sydpå med Jutho. En af dem kunne ikke selv gå, hende måtte jeg køre ned i min jeep, og følge ud til Jutho, hvad der slet ikke var så galt: det var rart at få en morgenbitter til hvert ben og et par til resten; Jutho-Nielsen var glad, han var på hjemvejen til Danmark, i Kbhv. om 3 uger. Umiddelbart efter Juthos afgang fik jeg iltelegran fra sanatoriet: send flere patienter, så mange som muligt. Typisk for Grønland.

Ja, jeg har en jeep her. D.v.s. det er en engelsk landrover, fin vogn, 4-hjulstræk, 4 fremadgear med total nedgearing for hele systemet. Dejlig kraftig vogn. Men der er også mindst 20 minutters gang til sgh. fra lægeboligen. Og afstandene her er i øvrigt store, Der er kun den fare ved vognen, at jeg får gået for lidt. Der er varme i vognen men det har nu ikke så stor betydning, for trods alt er afstandene for en bil ret korte, så apparatet kan kun lige nå at blive varmt.

Alle vores blomster frøs på vejen fra Qtd. til Hgb. Man kunne heller ikke vente andet på denne årstid, det er en forbandet tid at flytte på. Økonomaen på sgh. her, som også skal rejse, forærede os et par potteplanter, dem transporterede jer herud i går i bilen, og takket være varmeapparatet kom de herud i fin stand. Det eneste der kom godt ned fra Qtd. var vores purløg.

Torsdag 2/12-1954

Ja, nu er det altså ved at blive vinter: Tikeraq og Jutho er på vej mod København, men Hbg. får endnu et skib, der norske Argo, som kommer hertil med en masse varer. Her mangler også en del. Bl.a. benzin – der er kun til 2 mdr.s forbrug, og hvilken glæde har man af en bil, hvis man ingen benzin kan få. De 10 l. rensebenzin vi har på sgh. kan ikke slå til længe. Juletræer og frugt er ikke kommet, derimod er der kommet dansk kød. Vi har ellers fået mange alke efter vi er kommet hertil, en overgang havde vi 16 liggende ude i vores frysehus (naturfrysning), de fleste desværre uden indvolde; vi vil ellers gene have fat på leverne, de er store, og af 16 alke kan man få en fin leverpostej – men grønlænderne kan også lide alkelever.

Der er tomt ude på vandet, ikke et isfjeld at se så langt øjet rækker, vi er jo vante til den voldsomme isdrift i Vajgattet. Det virkede også meget bart på turen herned fra Egm.; kun i det fjerne så man et enkelt fjeld. Her er også meget lyst, solen har skinnet næsten hver dag, og det blæser kun sjældent. I dag blæser det undtagelsesvis godt, det sner også. Klimaet her er vist mere stabilt end i Qtd.

Og en masse post får vi, det overvælder os ganske, vi som kommer oppe fra ødemarken. Der lå post til os, da vi kom hertil, der kom post med Dronningen, derefter med Umanak og endelig kommer der atter post med Argo ca 14 ds. Det kan da kaldes julepost. Og der siges, at hvis forbindelserne er gode, kommer der også post i januar – nej, her har man aldrig fred, navnlig da første post kommer allerede i april. Man kan jo slet ikke få tid til at fordøje det hele, hele tiden vælter der officiel post ind over en stakkels institutionsleder. Nej, oppe nord for banankredsen kan man få tid til at studere aviserne m.m., få det hele gennemtygget, få tid til at tænke over makrokosmos i almindelig og mikro-do i særdeleshed (hvad det sidste angår er det ikke nogen ubetinget fordel, og kan naturligvis føre til meget i polarmørket, men mange sjæle har nu godt at lidt selvransagelse.)

I aftes spærrede Agathe mig inde i badeværelset. Hun havde fået besked på, at hun skulle fernisere den lange korridor, når vi var kommet i seng. Da kun kom hjem kl. 23, var der stille i huset og hun ferniserede, og kunne naturligvis ikke ane, at jeg lå inde i badekarret og læste. I seng kunne jeg ikke komme, for badeværelset ligger ved den ene ende af korridoren, soveværelset ved den anden. Jeg kunne dog klare, at hoppe ind i stuen, hvor jeg så tilbragte tiden til kl. 1 med at læse.

Det er et godt hus vi har, godt isoleret. Stort er det, børnene har både soveværelse og legeværelse, værelserne er alle store, undtagen kontoret. Det bliver dyrt i kul, men vi må glæde os over de 4000 vi har sparet i Qtd ved at have gratis brændsel i 1½ år. Dejligt er det at have bad igen, og vi behøver ikke være overdrevent sparsommelige med vandet.

I går sendte jeg yderligere 7 patienter ned til sanatoriet med landshøvdingens båd Rink, som har ligget på værft her i 3 mdr. Og i aften meldes i positionerne, at Rink ligger underdrejet nord for Sukkertoppen. Godt man ikke er med.

Efterskrift.

Her slutter brevene desværre. Der findes i hvert fald ikke flere kopier.

Familien boede i Danmark i perioden sommeren 1955 til efteråret 1956, hvor Rolla blev født. Derefter gik turen atter til Holsteinsborg, hvor Rikke blev født i 1961. Sommeren 1962 flyttede familien til Danmark for at blive.

Marts 2005 tog Mor og jeg en forlænget weekend for efter 43 år at gense Holsteinsborg, hvorfra denne lille historie stammer.